Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nutidens jordskorpebevægelser

Oprindelig forfatter Redaktionen

Dannelsen af De Alpine Bjergkæder markerer på ingen måde slutningen på de globale begivenheder på Jorden. De Alpine Bjergkæder er stadig aktive, f.eks. bevæger Indien sig stadig mod Asien med en hastighed på omkring 5 cm om året. Langs alle midtoceaniske rygge sker der en tilvækst af oceanskorpen gennem vulkanisme, som holder pladebevægelserne på Jorden i gang. Stillehavspladen dykker ned under Alaska og Sydamerikas vestkyst, og på et tidspunkt vil Australien kollidere med Indonesien. Afrika vil fjerne sig mere og mere fra Den arabiske Halvø (figur 4-14).

Det danske område ligger godt beskyttet mod voldsomme jordskorpebevægelser. De sidste egentlige bevægelser fandt sted i Tidlig Tertiær langs gamle forkastninger i Kattegat og Nordsøen. Men alligevel har man en gang imellem jordskælv i Danmark. Sorgenfrei-Tornquist Zonen, en gammel forkastningszone, der løber fra Bornholm over Skåne til Nordjylland, rører på sig med mellemrum. I Skagerrak kan der også forekomme mindre jordskælv, knyttet til en jordskælvszone i det vestlige Norge.

Annonce

 FIGUR 4-14. Fordeling af land og hav om 50 mio. år. F.eks. er Middelhavet en indsø, fordi Den Afrikanske Plade er drevet op mod Europa. Nordamerika og Europa er drevet længere fra hinanden.

FIGUR 4-14. Fordeling af land og hav om 50 mio. år. F.eks. er Middelhavet en indsø, fordi Den Afrikanske Plade er drevet op mod Europa. Nordamerika og Europa er drevet længere fra hinanden.

Pladebevægelserne vil fortsætte, så længe Jorden har den indre varme til at drive processerne. Kun en kold Jord kan sætte processerne i stå.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nutidens jordskorpebevægelser i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483683

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk