Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Kaledoniske Bjergkædefoldning

Oprindelig forfatter JKorst

Bestiger man Kolsås nogle få kilometer sydvest for Oslo på en ganske uanstrengende tur, går man det første stykke vej op over skråtstillede sandsten fra Sen Silur. Sandstenene, der kaldes Ringerike Sandsten, blev aflejret i randen af en bjergkæde, der rejste sig i nordvest langs det nuværende Norges vestkyst. Straks da kæden begyndte at rejse sig, startede også nedbrydningen, og Ringerike Sandsten er erosionsprodukter fra den opstigende bjergkæde. Efterhånden, som bjergkæden udviklede sig, blev dens egne sedimenter foldet med, og de ses nu som de skråtstillede lag op ad Kolsås.

Den omtalte bjergkæde er Den Kaledoniske Bjergkæde, og dens dannelse er den næste store begivenhed i Jordens historie. Den Kaledoniske Bjergkæde er betegnelsen for et bælte af stærkt foldede bjergarter, som strækker sig fra Svalbard i nord over Skandinavien og Østgrønland samt de østlige Britiske Øer til Nordamerikas østkyst. En arm strækker sig under det danske område ned over Nordtyskland, gennem Polen og måske endda helt til Sortehavet.

Bjergkæden foldes

Den Kaledoniske Bjergkæde (figur 4-5) blev foldet op i tidsrummet fra Sen Kambrium til Devon og omfatter en række bjergkædefoldninger, der var adskilt i tid og rum.

Annonce

I det mellemste Proterozoikum var Laurentia- og Baltica-kontinenterne syet sammen, og mod syd lå der et hav, Proto-Tethys Oceanet. For omkring 800 millioner år siden startede en opsprækning af dette superkontinent, en opsprækning som nåede sit højdepunkt i det tidligste Kambrium. Opsprækningen medførte en hurtig åbning, og der blev dannet et nyt hav, Iapetus Havet, mellem Laurentia og Baltica. Dette hav var tilstrækkelig bredt og dybt til, at dyrelivet udviklede sig forskelligt på de to sider af det -dvs. på Laurentia og Baltica.

 FIGUR 4-5. Den Kaledoniske Bjergkæde blev foldet op, da kontinenterne Laurentia og Baltica stødte sammen. Bjergkæden kan i dag ses i f.eks. Østgrønland, Skotland og Vestnorge.Laurentia og Baltica blev ved sammenstødet til kontinentet Laurasia.

FIGUR 4-5. Den Kaledoniske Bjergkæde blev foldet op, da kontinenterne Laurentia og Baltica stødte sammen. Bjergkæden kan i dag ses i f.eks. Østgrønland, Skotland og Vestnorge.Laurentia og Baltica blev ved sammenstødet til kontinentet Laurasia.

Man kan se aflejringer fra dette hav som skifre, kalksten og sandsten i Osloområdet, i Skåne og på Bornholm (kapitlet De første aflejringer).

Iapetus Havet havde dog, set med geologiske øjne, en forholdsvis kort levetid, for allerede i Sen Kambrium begyndte Baltica at bevæge sig mod Laurentia, og dermed blev Iapetus Havet gradvist indsnævret. Det blev begyndelsen til Den Kaledoniske Bjergkædefoldning, og resultater heraf kan i dag ses i Finnmark i det nordlige Norge, i Skotland og på Newfoundland.

Foldningen i det arktisk-nordatlantiske område fortsatte indtil Sen Ordovicium, og på det tidspunkt var Iapetus Havet næsten forsvundet. I Sen Ordovicium og Tidlig Silur var der roligt langs randen af Baltica. Men bjergkædefoldningen tog til igen og fortsatte til Sen Silur-Tidlig Devon. Under denne sidste fase af Den Kaledoniske Bjergkædefoldning skete der en fuldstændig kollision mellem den grønlandske del af Laurentia og Baltica, og der blev opskudt store bjerge i Vestskandinavien, f.eks. Jotunheimen, og i Østgrønland. Kernen af kontinentet Laurasia var hermed dannet.

På De Britiske Øer skete hovedfoldningen af Den Kaledoniske Bjergkæde fra Midt Ordovi-cium til Midt Silur. Længere borte, i Nordamerika, dannedes Appalacherne i flere faser i skiftet mellem perioderne Ordovicium-Silur og Silur-Devon.

Spor efter Den Kaledoniske Bjergkædefoldning

 FIGUR 4-6. Den Kaledoniske Bjergkædefoldning kan ses i Østgrønland ved Grandjeanfjorden. Den ca. 1200 m høje klippe viser en gammel fold i gnejsen, der under Den Kaledoniske Bjergkædefoldning igen er blevet foldet østvest.

FIGUR 4-6. Den Kaledoniske Bjergkædefoldning kan ses i Østgrønland ved Grandjeanfjorden. Den ca. 1200 m høje klippe viser en gammel fold i gnejsen, der under Den Kaledoniske Bjergkædefoldning igen er blevet foldet østvest.

Den arktisk-nordatlantiske del af Den Kaledoniske Bjergkæde strækker sig i dag over 4000 km, fra De Britiske Øer til Nordøstgrønland, og har en bredde på 500-1000 km. På grund af sideværts bevægelser i Sen Silur-Devon, har Den Kaledoniske Bjergkæde i Grønland sin direkte modpart på Svalbard, mens Den Kaledoniske Bjergkæde i Skotland har sin modpart i Newfoundland.

I det danske område kan man på seismiske målinger fra Nordsøen se sedimenter fra Kambrium-Silur, som må være foldet under Den Kaledoniske Foldning. I Kattegat er de samme sedimenter derimod upåvirkede heraf.

I Østgrønland kan man se Den Kaledonske Foldning i en 1300 km lang og op til 300 km bred strækning fra omkring 70° N. Store dele af foldebæltet består af prækambrisk grundfjeld og sedimenter, som er foldet sammen med sedimenter fra Kambrium-Silur (figur 4-6).

Bjergkædens nedbrydning

Straks efter, at Den Kaledoniske Bjergkæde havde rejst sig, satte erosion af de høje fjelde som nævnt ind (figur 4-7). Da Jorden endnu havde et sparsomt plantedække og var præget af et varmt og tørt klima med sæsonbetinget nedbør, dannedes store flodslette- og søaflejringer. Disse samlede sig for en stor dels vedkommende i sedimentbassiner mellem de nedbrydende fjelde.

Et større bassin dækkede det meste af Nordsøområdet og strakte sig videre ned over store dele af Storbritannien med en arm op nord for Bergen. I dette kontinentale bassin blev der aflejret Old Red Sandsten. Kun i den sydligste del af det danske område træffes aflejringer af denne sandsten. Syd for de kontinentale Old Red Sandsten-bassiner var der et havområde, Proto-Tethys Oceanet som stak en fjord op i bassinet i den centrale Nordsø.

 FIGUR 4-7. Erosion af Den Kaledoniske Bjergkæde gav store sandaflejringer neden for bjergene, den såkaldte Old Red Sandsten. Kun det sydligste af det nuværende Danmark var dækket af Old Red Sandsten.

FIGUR 4-7. Erosion af Den Kaledoniske Bjergkæde gav store sandaflejringer neden for bjergene, den såkaldte Old Red Sandsten. Kun det sydligste af det nuværende Danmark var dækket af Old Red Sandsten.

Old Red Sandsten består for det meste af en let genkendelig rødlig sandsten, men er i øvrigt meget varierende med både skifer, konglomerater og flyvesand. Aflejringerne har tykkelser på over 5 km i de centrale dele af bassinerne.

Erosionen af Den Kaledoniske Bjergkæde fortsatte gennem Devon og ind i Karbon, stadig med kontinentale forhold i nord og et havområde mod syd. I Karbon blev der aflejret flere kilometer sedimenter, og især i Sen Karbon blev der dannet store kulforekomster langs de plantedækkede kyster. Disse kulforekomster har haft stor betydning for kulmineindustrien og var forudsætningen for den industrielle revolution i Europa i 1700- og 1800-tallet. De gav også ophav til gasforekomster i den sydlige Nordsø.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Korstgård: Den Kaledoniske Bjergkædefoldning i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483694

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk