Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Alpine Bjergkædefoldning

Oprindelig forfatter JKorst

Gennem de sidste 65 millioner år har klodens kortbillede fortsat ændret sig og gradvist skabt den fordeling af kontinenter, man ser i dag. De sidste stadier af Pangæas opbrydning adskilte som nævnt Australien fra Antarktis og Grønland fra Nordamerika og dannende Nordsøbassinet mellem Storbritannien og det kontinentale Europa. Atlanterhavet forsatte med at vokse på grund af havbundsspredning langs Den Midtoceaniske Ryg, og Amerika bevægede sig derfor mod vest, bort fra Europa og Afrika. Samtidig drev de kontinenter, som engang udgjorde Gondwanaland, mod nord, og Tethys Oceanet mellem de afrikanske og europæiske kontinenter blev opslugt ved, at den afrikanske plade dykkede ned under den europæiske.

Sammenstødet mellem det tidligere Gondwanaland og de sydlige dele af Europa og Asien dannede det længste bjergkædebælte på kloden i dag, Alpin-Himalaya Kæden (figur 4-11). Indien kolliderede med Asien og dannede Himalaya Kæden og Det Tibetanske Plateau i nord, mens Afrika kolliderede med Europa og dannede Alperne i vest og Zagrosbjergene i Iran i øst. Endelig førte Australiens kollision med Ny Guinea til dannelse af en bjergkæde i Papua Ny Guinea.

 FIGUR 4-11. Den Alpine Bjergkædefoldning skabte en bjergkæde, der i dag går rundt om det meste af Jorden. Alperne blev skabt ved, at Den Afrikanske Plade kolliderede med Den Eurasiske Plade.

FIGUR 4-11. Den Alpine Bjergkædefoldning skabte en bjergkæde, der i dag går rundt om det meste af Jorden. Alperne blev skabt ved, at Den Afrikanske Plade kolliderede med Den Eurasiske Plade.

Nord- og Sydamerikas bevægelse mod vest, der skyldtes havbundsspredningen i Atlanterhavet, førte til dannelsen af subduktionszoner, det vil sige neddykkende kontinentalplader (kapitlet Jordens opbygning), langs Amerikas grænse mod Stillehavet. I Sydamerika førte neddykningen til, at Andesbjergene blev foldet op; en bjergkæde, der stadig er aktiv. I Nordamerika fortsatte neddykningen af en plade indtil Eocæn og førte til dannelse af de østlige Cordillera langs vestkysten af Nordamerika. På grund af omfordeling af pladerne ud for Nordamerikas vestkyst blev neddykningen af pladerne udskiftet med en sideværts forskydning af dem. Hermed ophørte bjergkædedannelsen, og i stedet opstod San Andreas-forkastningssystemet langs USAs vestkyst. Langs denne sideværts forkastning bevæger Stillehavspladen sig med 6 cm om året mod nord i forhold til Nordamerika.

Annonce

De Europæiske Alper

De Europæiske Alper er en del af et indviklet system af buede bjergkæder og sedimentbassiner (figur 4-12). De blev dannet i Middelhavsområdet under kollisionen mellem Europa og Afrika. Alperne er forholdsvis små sammenlignet med andre bjergkæder, men nok nogle af de bedst undersøgte. Allerede i 1800-tallet startede undersøgelserne, og studiet af Alperne har bidraget med mange grundlæggende principper og fagudtryk inden for geologi.

Alpernes historie startede, da de fleste af klodens kontinenter var samlet i superkontinentet Pangæa. I Trias henlå det meste af Vesteuropa som et ørkenområde med saltsøer, så der blev aflejret kontinentale sandsten og saltbjergarter. Længere mod syd, i de lavvandede have omkring Tethys oceanet, aflejredes tykke lag af kalksten (kapitlet Fra ørkener til varme have).

 FIGUR 4-12. Ved opfoldningen af Alperne og Jurabjergene blev der dannet forskellige zoner. De adskiller sig fra hinanden ved forskellige bjergarter og foldemønstre.

FIGUR 4-12. Ved opfoldningen af Alperne og Jurabjergene blev der dannet forskellige zoner. De adskiller sig fra hinanden ved forskellige bjergarter og foldemønstre.

I Tidlig Jura begyndte Pangæa at bryde op, og Sydatlanten mellem Afrika og Sydamerika blev åbnet. Opsprækningen strakte sig ind i Sydeuropa mellem Den iberiske Halvø og Afrika, og åbnede en smal stribe ocean, som nu forbandt Atlanterhavet og Tethys oceanet. Det var dette hav, Neo-Tethys oceanet, som gradvist blev lukket, da Alperne og de andre bjergkæder omkring Middelhavet blev foldet op.

Den nordlige rand af Neo-Tethys oceanet var en passiv kontinentalrand, som strakte sig fra det sydøstlige Frankrig gennem Schweiz til Østrig. Gennem perioderne Trias, Jura og Kridt sank kontinentalranden støt ned, så der blev aflejret flere tusinde meter kalksten langs kysten og mergel og skifer længere ude i oceanet. Gennem samme tidsrum bevægede Afrika og det lille kontinent Adria, der i dag er en del af Italien og underlaget for Adriaterhavet, sig mod sydøst og senere mod øst i forhold til Europa.

Først omkring midten af Kridt begyndte Afrika at bevæge sig mod nordøst, så Alperne blev foldet op. Det opfoldede materiale var kontinentalrandens sedimenter og skorpeskiver fra bunden af Neo-Tethys oceanet. I begyndelsen af Tidlig Tertiær var Neo-Tethys oceanet forsvundet som ocean, og kollisionen mellem Afrika og Europa var begyndt. Sammenstødet, og dermed Den Alpine Bjergkædefoldning, fortsatte frem til Pliocæn.

Eksempler på Den Alpine Bjergkædefoldning

Alperne kan deles op i en række zoner. Den nordligste zone består af Jurabjergene i det nordvestlige Schweiz, der adskiller sig fra De Centrale Alper ved at være det yngste resultat af bjergkædefoldningen i Miocæn og Pliocæn (figur 4-13). Bjergene kaldes også „folde-jura“, og foldestilen er en såkaldt gulvtæppe-foldning, hvor de yngre lag af kalksten fra juraperioden er foldet som et gulvtæppe, der glider på et fast underlag. Jurabjergenes faste underlag er ældre bjergarter, som ikke er indblandet i foldningen.

Den Helvetiske Zone ligger mellem jurabjergene og De Centrale Alper. Den er karakteristisk ved, at bjergarterne ved kollisionen er blevet klemt samme og skudt op over forlandet. Bjergarterne var oprindeligt marine sedimenter. De helvetiske overskydninger betegnes almindeligvis „nappe“, et fransk ord for lagen. Navnet hentyder til, at disse strukturer udgør udstrakte, men relativt tynde bjergartslegemer, som er skudt hen over de underliggende bjergarter.

 FIGUR 4-13. Den nordligste zone er Jurabjergene i Schweiz. Det er den yngste del af Den Alpine Bjergkædefoldning, fra Miocæn-Pliocæn. Bjergene kaldes „folde-Jura“, da lag af kalksten fra trias- og juraperioden er foldet som et gulvtæppe, der glider på et fast underlag af ældre bjergarter.

FIGUR 4-13. Den nordligste zone er Jurabjergene i Schweiz. Det er den yngste del af Den Alpine Bjergkædefoldning, fra Miocæn-Pliocæn. Bjergene kaldes „folde-Jura“, da lag af kalksten fra trias- og juraperioden er foldet som et gulvtæppe, der glider på et fast underlag af ældre bjergarter.

Den Pennine Zone består af De Centrale Alper, der geologisk set er den mest komplicerede del af Alperne. Den er dannet af oceanisk og kontinentalt materiale, der er kraftigt foldet og genfoldet sammen med bjergarter fra et sedimentært overdække. Foldningen er sket over en periode på 100 millioner år, og mange af de metamorfe bjergarter, der i dag ses på overfladen, er dannet på mere end 25 kilometers dybde.

Zonen De Austro-Alpine napper findes mod øst. De består af både krystallinsk grundfjeld og yngre sedimenter, som blev stærkt deformeret og metamorfoseret i midten af Kridt.

Den Pennine Zone og De Austro-Alpine napper afgrænses mod syd af en række forkastninger, som kaldes Den Insubriske Linje. Langs disse forkastninger foregik der sideværts bevægelser under kollisionen mellem Europa og Afrika.

Syd for Den Insubriske Linje ligger endelig De Sydlige Alper og Dolomitterne. Her ses opfoldningen af den del af kontinentet Adria, der var involveret i Den Alpine Bjergkædefoldning.

På trods af sin begrænsede størrelse i forhold til andre bjergkædebælter, indeholder Den Alpine Bjergkæde resterne af to passive kontinentalrande og et mellemliggende oceanbassin.

Himalaya

Under Pangæas opsplitning brød Indien løs fra Gondwanaland og satte kurs nordover mod Asien (figur 3-6). Indien red på en oceanisk plade, som dykkede ned under det sydlige Asien i en øst-vest-gående neddykningszone. Da de to kontinenter endelig kolliderede, blev Indien delvist skubbet ind under Asien. Det bevirkede, at skorpen i kollisionszonen blev næsten fordoblet til omkring 70 km’s tykkelse.

Overskydninger og folder dannede et bælte af deformerede bjerge – hovedsagelig i den overliggende asiatiske plade. På grund af kollisionen rejste Himalaya og hele det tibetanske plateau sig til flere tusinde meters højde. Mount Everest, Jordens højeste bjerg, ligger over den stærkt fortykkede del af skorpen. Kollisionen var så kraftig, at dele af Sydøstasien og Kina blev skubbet mod øst langs store sideværts forskydninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Korstgård: Den Alpine Bjergkædefoldning i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483682

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk