Som tidligere nævnt bevægede Baltica sig i løbet af Ordovicium og Silur mod nord for i slutningen af Silur at befinde sig tæt ved Ækvator. Iapetus Havet mellem Baltica og Laurentia blev stadig smallere i løbet af Ordovicium, og i Silur kulminerede forløbet i en egentlig kollision mellem de to kontinenter. Hermed afsluttedes dannelsen af Den Kaledoniske Bjergkæde gennem det, der nu er Sverige og Norge, på den ene side, og Østgrønland og Skotland på den anden (kapitlet De globale begivenheder). Samtidig bevægede minikontinentet Avalonia sig i nordlig retning mod Baltica, så Tornquist Havet langsomt blev lukket. På nordsiden af Avalonia blev der aflejret en kegle af sedimenter langs den aktive pladerand.
Avalonia nåede frem til Baltica i løbet af Tidlig Silur, hvor sedimentkeglen blev skudt ind over Balticas sydlige pladerand. Vægten af de overskudte sedimentmasser var så stor, at pladeranden begyndte at bøje nedad, og der dannedes et flere kilometer dybt aflejringsbassin – Det Kaledoniske Forlandsbassin. Samtidigt med den kraftige indsynkning har de kolliderende kontinenter selv leveret store mængder nedbrydningsprodukter, der i hastigt tempo har opfyldt det nye bassin. Bassinet har dækket det meste af det danske område og har i bueform strakt sig til områderne syd og øst for Bornholm.
Hele det komplicerede pladetektoniske forløb var afsluttet for omkring 405 millioner år siden i Tidlig Devon. Herefter udgjorde Laurentia, Avalonia og Baltica tilsammen kontinentet Laurasia, som er beskrevet i kapitlet De globale begivenheder (inkl. følgende afsnit) (figur 7-27).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.