Ordovicium

Som nævnt blev der også aflejret alunskifer i Tidlig Ordovicium. Over denne skifer finder man på Bornholm den grå, bænkede Komstad Kalk. Mellem de to aflejringer er der et betydeligt hul i lagserien, der må have omfattet adskillige millioner år. Fra Skåne kendes aflejringer af både skifer og kalksten fra dette tidsinterval. Nogle af aflejringerne har et stort indhold af lermineralet glaukonit, der indeholder jern i både iltet og ikke-iltet form, samt af fosforit. Denne kombination af mineraler findes i dag på havbunden i grænseområderne til iltfattige havområder som f.eks. Benguela-kontinentalskråningen ud for Namibias kyst. Her markerer de grænsezonen mellem iltfrie og iltholdige bundforhold.

Man kender også fosforit fra de øverste dele af den bornholmske Alun Skifer, hvor glaukonit derimod ikke forekommer. Som tidligere nævnt antog man før i tiden, at fosforit blev dannet i forbindelse med tørlægning af aflejringsområderne. Hullet i den bornholmske lagserie på overgangen mellem Alun Skifer og Komstad Kalk ansås derfor for at være et resultat af landhævning af det bornholmske område. Der hersker da heller ikke tvivl om, at det pågældende tidsinterval var præget af omfattende sænkninger i havniveauet. Det er imidlertid uklart, om Bornholm har været tørlagt eller blot har udgjort et højtliggende område på havbunden, der blev udsat for erosion fra bølge- og strømbevægelser. Det er værd at huske, at Bornholm som en hævet blok midt i et område præget af jordskorpebevægelser ikke var etableret i tidlig ordovicisk tid, og at separate landhævninger af Bornholmsområdet næppe har fundet sted. Det er derfor enklest at antage, at det pågældende hul i lagserien skyldes en periode med erosion af havbunden og manglende aflejring i det område af Sydskandinavien, der senere blev til Bornholm. Denne periode repræsenterer samtidig overgangen til normale iltforhold i det ordoviciske hav.

Komstad Kalk på Bornholm er en ca. 5 m tyk bænket, finkornet kalksten (figur 7-22). Navnet stammer fra typelokaliteten ved Komstad i det østlige Skåne, hvor bjergarten kendes fra flere mindre kalkbrud. Komstad Kalk er jævnaldrende med lignende kalkaflejringer i det øvrige Skandinavien, der overalt har et stort indhold af fossile orthoceratitter – heraf det gamle navn orthoceratitkalk. Disse fossiler er cylinderformede, kammerinddelte kalkskaller fra primitive blæksprutter, der endnu ikke havde udviklet oprullede skaller som de senere ammonitter og nautiler.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Komstad Kalk består af mikrokrystallin kalcit med et stort indhold af millimeterstore fossilstykker fra bl.a. trilobitter, der ofte er tilfældigt orienteret i kalken. Farven, der kan variere fra lys grå til næsten sort, afspejler et vekslende indhold af ler og organisk materiale i kalken. Af andre mineraler end kalcit ses hyppigt pyrit og fosforit. Karakteristisk for Komstad Kalk er den markante bænkning. De enkelte bænke er hårdt cementerede og fremstår uden intern lagdeling på grund af bunddyrenes omfattende gennemrodning af datidens havbund. Bænkene afbrydes af vandrette flader, ofte med spor efter opløsning, de såkaldte diskontinuitetsflader (se figur 7-22). Fladerne har et karakteristisk smågrubet udseende og er ofte sortfarvede af fosforit og organisk materiale. Nogle af fladerne viser spor efter gravende og borende organismer, ligesom der i nogle tilfælde ses tynde lag af lerskifer oven på fladerne.

Kalkens bund består af en ca. 40 cm tyk kalkbænk med stykker af fosforitiseret skifer fra Alun Skifer Formationen, der ligger under kalken. Denne enhed benævntes tidligere Skelbro Kalk efter Skelbro Kalkbrud på Bornholm, men anses nu for at være en del af Komstad Kalk. Den indeholder den lille trilobit Cyclopyge stigmata. Resten af kalken er karakteriseret af de almindeligt forekommende trilobitter Symphysurus, Nileus og Megistaspis (figur 7-23), men indeholder også mange små skaller fra brachiopoder samt enkelte orthoceratitskaller. Faunaen viser, at kalken aldersmæssigt tilhører den yngste del af Tidlig Ordovicium (der er uenighed om grænsedragningen mellem Tidlig og Midt Ordovicium, og muligvis når en del af Komstad Kalk op i Midt Ordovicium).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Den samlede tykkelse af Komstad Kalk er som nævnt ca. 5 m på Bornholm, men i Mellemsverige og på Öland er de tilsvarende ordoviciske kalksten meget tykkere og omfatter desuden et meget længere tidsinterval. I Västergötland når lagene f.eks. tykkelser på op mod 50 m. Både sedimentstrukturer og fossilindholdet viser, at de mellemsvenske kalksten er aflejret på lavere vand i et hav, der dækkede en vidtstrakt platform. Her bidrog både alger og dyr til en langsom kalkproduktion. En væsentlig del af denne produktion kan have haft form af det ustabile karbonatmineral aragonit, der gennem opløsning og genudfældning har fremmet den omfattende cementering af kalken. Platformen har ikke haft kontakt til egentlige landområder, og bidrag fra landjorden har derfor været begrænset til vindbårent materiale. Samtidigt med kalkdannelsen er der på dybere vand væk fra platformen blevet aflejret mudder og slam – det, man i dag finder som skifre i Skåne og på Bornholm (figur 7-20).

Der er altså tale om en udpræget forskel i aflejringsmiljø, hvor kalkproduktionen fandt sted på lavere vand, og skifrene blev aflejret på dybere vand. Havvandet har formodentligt været koldt, da Baltica stadig lå på høje sydlige breddegrader i Tidlig Ordovicium. Aflejringen af så store mængder koldtvandskalk har ikke nogen moderne analogier. Man ved fra andre områder, at den periode, hvor Komstad Kalk blev dannet, var præget af et markant fald i det globale havniveau. Det er derfor nærliggende at tolke aflejringen af Komstad Kalk på Bornholm som et resultat af denne havniveausænkning og en deraf følgende udvidelse af den lavvandede platform.

Nærmere studier af Komstad Kalks trilobitfauna viser dog, at havniveauet har varieret kraftigt også gennem kalkens aflejringshistorie. Derfor må man nok forestille sig en marginal placering af det sydsvenske og bornholmske område i forhold til platformen, og at ændringer i havniveau – og måske store storme – af og til har gjort lagene af kalkmudder langs platformens rand ustabile. Dette mudder har så som slamstrømme bevæget sig ud i de dybere dele af bassinet og er aflejret som kalkbænke, f.eks. I form af Komstad Kalk på Bornholm.

Den gennemsnitlige aflejringshastighed har været ekstrem lav: Man taler om hastigheder omkring 1 mm på 1000 år, så tidsrummene mellem kalkbænkene må have været markant længere end den tid, der gik med aflejring af selve kalken. Disse lange pauser kan forklare udviklingen af de karakteristiske diskontinuitetsflader på kalkbænkenes overflader, da langsom opløsning af kalk i koldt, undermættet havvand er et velkendt fænomen, ligesom afsætning af organisk materiale og dannelse af fosforit kræver lange tidsrum uden aflejring.

Endelig viser de centimetertykke skiferlag mellem enkelte af kalkbænkene, at der i perioder igen blev dybere vand. I boringer i det vestlige Skåne og i Kattegat mangler Komstad Kalk helt. Her er det pågældende tidsinterval alene repræsenteret ved skifre, så afstanden til den lavvandede platform har været for stor.

Over Komstad Kalk på Bornholm findes de såkaldte graptolitskifre. Den nederste del af disse skifre er den ca. 20 m tykke Dicellograptus Skifer fra Sen Ordovicium. Komstad Kalk er som tidligere nævnt fra den yngste del af Tidlig Ordovicium, og der mangler således aflejringer på Bornholm fra hele Midt Ordovicium – en hiatus på næsten 10 millioner år. Her melder spørgsmålet sig igen: Skyldes de mange huller i lagserien landhævning og tørlægning, eller er de resultat af aflejringsstop og erosion på havbunden? Man ved, at Midt Ordovicium var en periode med et relativt lavt globalt havniveau, men der mangler egentlige beviser på en tørlægning af Bornholm. Her er hverken tegn på opløsning af kalken, strandaflejringer eller forvitring. Det er derfor fristende at se den manglende bornholmske lagserie som resultat af en situation, hvor havbundsstrømme langs randen af den baltiske platform i lange perioder har hindret aflejring.

De manglende lag på Bornholm kan man finde i Skåne og i undergrunden under Kattegat. Det drejer sig om mørke graptolitskifre, Øvre Didymograptus Skifer og den nedre del af Dicellograptus Skifer, der nu sammenfattes under navnet Almelund Skifer.

Dicellograptus Skifer på Bornholm er lysere i farven og har et mindre indhold af organisk materiale og pyrit end den ældre Alun Skifer, ligesom den ofte mangler lamination. Bundforholdene kan derfor ikke have været iltfattige i samme grad som i Alun Skifer Havet. Ikke desto mindre domineres fossilindholdet i disse skifre af fritlevende graptolitter, og kun i enkelte niveauer ses en egentlig skalbærende bundfauna, f.eks. den lille brachiopod Paterula. Livsmulighederne ved havbunden må i perioder have været begrænset af et lavt iltindhold. Man formoder, at skifrene er aflejret på dybt vand langt under bølgernes påvirkning, og at aflejringshastigheden har været ekstrem lav.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Dicellograptus Skifers grænse til Komstad Kalk kan ikke ses på Bornholm i dag, men fra gamle beskrivelser og fra boringer ved man, at skiferens bund udgøres af et fosforitkonglomerat, sandsynligvis rester af tidligere aflejringer, der ellers stort set er fjernet ved erosion under havoverfladen i området.

Over konglomeratet følger adskillige lag af bentonit, der er forvitrede rester af vulkanske askelag. De viser sig som karakteristiske lysegule bånd af lerholdigt materiale i den mørke skifer. Bentonitlagene i bunden af Dicellograptus Skifer har en samlet tykkelse på over 1 m, og de viser, at der i en periode var voldsom vulkansk aktivitet i regionen. Nogle af disse lag kan spores over store dele af Skandinavien, og de stammer sandsynligvis fra ø-bue-vulkanisme langs Baltica’s vestlige grænse mod Iapetus Havet. Højere i skiferen findes yderligere mindst ti tynde lag af bentonit, hvoraf to kan ses ved Vasegård langs Læså (figur 7-25).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Dicellograptus Skifer indeholder mange graptolitter, bl.a. er Diplograptus og Climacograptus almindelige. Typeformer som Dicranograptus clingani viser, at skiferen er fra den tidlige del af Sen Ordovicium.

Dicellograptus Skifer går opad over i lysebrune, siltede og sandede skifre, fyldt med spor af gravende organismer og skalrester fra en blandet fauna af trilobitter og brachiopoder. Lagene tilhører Jerrestad Formationen og Tommarp Formationen, der begge er opkaldt efter lokaliteter i Skåne. De er tilsammen ca. 16 m tykke. Jerrestad Formationen blev tidligere benævnt Tretaspis Skifer efter den karakteristiske trilobit Tretaspis granulata. Grænsen mellem Dicellograptus Skifer og Jerrestad Formationen kan ved Vasegård langs Læså ses som et gulligt pyritholdigt konglomerat, der viser afbrydelse i aflejringerne. Tommarp Formationen, der består af omlejret, grovkornet materiale, kendes på Bornholm kun fra boringer, hvor den tidligere er blevet beskrevet som Dalmanitina Lagene efter en trilobit. Begge formationer er fra Sen Ordovicium.

Aflejring af Tommarp Formationen faldt sammen med et globalt fald i havniveauet på mindst 100 m. Denne markante episode tilskrives en kortvarig, men omfattende senordovicisk nedisning af de dele af Gondwanaland, der dengang lå ved den geografiske sydpol. Spor efter nedisningen kender man bl.a. fra det nuværende Sahara, hvor der er fundet hærdnede morænelag og skurestriber efter de gamle gletsjere. Gondwana-istiden sluttede kort tid inden overgangen mellem Ordovicium og Silur. Den efterfølgende afsmeltning af iskapperne førte til en hurtig global havniveaustigning på mindst 100 m. Sandsynligvis har tilførslen af koldt vand til oceanernes overflade under isafsmeltningen resulteret i en udbredt, men kortvarig iltsvindsepisode, der i den bornholmske lagsøjle viser sig ved et tyndt lag af sorte graptolitskifre lige over Tommarp Formationen. Det sorte, organiske materiale blev ikke nedbrudt i de iltfattige forhold på havbunden.

Den senordoviciske nedisning er sammenfaldende med et af de voldsomste eksempler på masseuddøen i livets historie. Ikke mindre end 85 % af alle arter forsvandt på dette tidspunkt. Årsagen er endnu uklar.

Lag fra Ordovicium er i det øvrige Danmark kun fundet i de dybe boringer Slagelse-1 på Sjælland og Terne-1 i Kattegat, hvor de er udviklet som graptolitskifre og har en slående lighed med lagene i det vestlige Skåne.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Ordovicium.

• Forrige afsnit er Kambrium
• Næste afsnit er Silur