Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ordovicium

Oprindelig forfatter BBu

I løbet af Ordovicium bevægede Baltica sig mod nord for i Silur at befinde sig tæt ved Ækvator. På sin lange rejse mod Ækvator roterede kontinentet mod uret til dets nuværende orientering. Langs den vestlige pladerand i det, der i dag er de norske fjelde, dykkede Iapetus Havets bund ned under Baltica, så der blev dannet øbue-komplekser med omfattende vulkanisme til følge. Sporene af vulkanismen ses nu som bentonitlag i de senordoviciske lag på Bornholm. Bentonit er en lerart, der dannes ved forvitring af vulkansk aske.

Grænsen mellem Alun Skifer og Komstad Kalk

Som nævnt blev der også aflejret alunskifer i Tidlig Ordovicium. Over denne skifer finder man på Bornholm den grå, bænkede Komstad Kalk. Mellem de to aflejringer er der et betydeligt hul i lagserien, der må have omfattet adskillige millioner år. Fra Skåne kendes aflejringer af både skifer og kalksten fra dette tidsinterval. Nogle af aflejringerne har et stort indhold af lermineralet glaukonit, der indeholder jern i både iltet og ikke-iltet form, samt af fosforit. Denne kombination af mineraler findes i dag på havbunden i grænseområderne til iltfattige havområder som f.eks. Benguela-kontinentalskråningen ud for Namibias kyst. Her markerer de grænsezonen mellem iltfrie og iltholdige bundforhold.

 FIGUR 7-21. Limensgade ved Læså er et gammelt skifer- og kalkbrud anlagt i forbindelse med forsøgsproduktion af cement. På lokaliteten ses Alun Skifer nederst og Komstad Kalk øverst. Grænsen mellem Kambrium og Ordovicium findes i Alun Skifer ca. 2 m under den nederste kalkbænk. Grænsen kan identificeres ved de første forekomster af graptolitten Rhabdinopora.

FIGUR 7-21. Limensgade ved Læså er et gammelt skifer- og kalkbrud anlagt i forbindelse med forsøgsproduktion af cement. På lokaliteten ses Alun Skifer nederst og Komstad Kalk øverst. Grænsen mellem Kambrium og Ordovicium findes i Alun Skifer ca. 2 m under den nederste kalkbænk. Grænsen kan identificeres ved de første forekomster af graptolitten Rhabdinopora.

Man kender også fosforit fra de øverste dele af den bornholmske Alun Skifer, hvor glaukonit derimod ikke forekommer. Som tidligere nævnt antog man før i tiden, at fosforit blev dannet i forbindelse med tørlægning af aflejringsområderne. Hullet i den bornholmske lagserie på overgangen mellem Alun Skifer og Komstad Kalk ansås derfor for at være et resultat af landhævning af det bornholmske område. Der hersker da heller ikke tvivl om, at det pågældende tidsinterval var præget af omfattende sænkninger i havniveauet. Det er imidlertid uklart, om Bornholm har været tørlagt eller blot har udgjort et højtliggende område på havbunden, der blev udsat for erosion fra bølge- og strømbevægelser. Det er værd at huske, at Bornholm som en hævet blok midt i et område præget af jordskorpebevægelser ikke var etableret i tidlig ordovicisk tid, og at separate landhævninger af Bornholmsområdet næppe har fundet sted. Det er derfor enklest at antage, at det pågældende hul i lagserien skyldes en periode med erosion af havbunden og manglende aflejring i det område af Sydskandinavien, der senere blev til Bornholm. Denne periode repræsenterer samtidig overgangen til normale iltforhold i det ordoviciske hav.

Annonce

Komstad Kalk

Komstad Kalk på Bornholm er en ca. 5 m tyk bænket, finkornet kalksten (figur 7-22). Navnet stammer fra typelokaliteten ved Komstad i det østlige Skåne, hvor bjergarten kendes fra flere mindre kalkbrud. Komstad Kalk er jævnaldrende med lignende kalkaflejringer i det øvrige Skandinavien, der overalt har et stort indhold af fossile orthoceratitter – heraf det gamle navn orthoceratitkalk. Disse fossiler er cylinderformede, kammerinddelte kalkskaller fra primitive blæksprutter, der endnu ikke havde udviklet oprullede skaller som de senere ammonitter og nautiler.

NID-2-174.png

NID-2-173.png

NID-2-175.png

FIGUR 7-22. Komstad Kalk ses på Bornholm bedst i det nedlagte stenbrud ved Skelbro nær Risebæk (A). Her blev der brudt kalk til cementfremstilling frem til 1920. Kalkstenen er opdelt i 5 til 10 cm tykke, vandrette bænke adskilt af tynde lerlag. Toppen af kalkstenen er afhøvlet og skuret af kvartærtidens gletsjere. Bruddet benyttes bl.a. til undervisning af geologistuderende og er et yndet mål for fossilsamlere, der kan finde trilobitter og brachiopoder i de mange løse blokke foran brudvæggen (B). Nogle overflader i kalkstenen viser spor af opløsning og gravende organismers aktivitet. Disse overflader, der kaldes diskontinuitetsflader, vidner om lang tids stop i sedimentation (C). Foto: B. Buchardt.

Komstad Kalk består af mikrokrystallin kalcit med et stort indhold af millimeterstore fossilstykker fra bl.a. trilobitter, der ofte er tilfældigt orienteret i kalken. Farven, der kan variere fra lys grå til næsten sort, afspejler et vekslende indhold af ler og organisk materiale i kalken. Af andre mineraler end kalcit ses hyppigt pyrit og fosforit. Karakteristisk for Komstad Kalk er den markante bænkning. De enkelte bænke er hårdt cementerede og fremstår uden intern lagdeling på grund af bunddyrenes omfattende gennemrodning af datidens havbund. Bænkene afbrydes af vandrette flader, ofte med spor efter opløsning, de såkaldte diskontinuitetsflader (se figur 7-22). Fladerne har et karakteristisk smågrubet udseende og er ofte sortfarvede af fosforit og organisk materiale. Nogle af fladerne viser spor efter gravende og borende organismer, ligesom der i nogle tilfælde ses tynde lag af lerskifer oven på fladerne.

Kalkens bund består af en ca. 40 cm tyk kalkbænk med stykker af fosforitiseret skifer fra Alun Skifer Formationen, der ligger under kalken. Denne enhed benævntes tidligere Skelbro Kalk efter Skelbro Kalkbrud på Bornholm, men anses nu for at være en del af Komstad Kalk. Den indeholder den lille trilobit Cyclopyge stigmata. Resten af kalken er karakteriseret af de almindeligt forekommende trilobitter Symphysurus, Nileus og Megistaspis (figur 7-23), men indeholder også mange små skaller fra brachiopoder samt enkelte orthoceratitskaller. Faunaen viser, at kalken aldersmæssigt tilhører den yngste del af Tidlig Ordovicium (der er uenighed om grænsedragningen mellem Tidlig og Midt Ordovicium, og muligvis når en del af Komstad Kalk op i Midt Ordovicium).

NID-2-176.png

NID-2-177.png

FIGUR 7-23. Trilobit fra Komstad Kalk. A) Haleskjold af Megistaspis, B) helt eksemplar af Symphysurus. Dette fossil er udstillet på Geologisk Museum i København. Foto: A. Kielland.

Den samlede tykkelse af Komstad Kalk er som nævnt ca. 5 m på Bornholm, men i Mellemsverige og på Öland er de tilsvarende ordoviciske kalksten meget tykkere og omfatter desuden et meget længere tidsinterval. I Västergötland når lagene f.eks. tykkelser på op mod 50 m. Både sedimentstrukturer og fossilindholdet viser, at de mellemsvenske kalksten er aflejret på lavere vand i et hav, der dækkede en vidtstrakt platform. Her bidrog både alger og dyr til en langsom kalkproduktion. En væsentlig del af denne produktion kan have haft form af det ustabile karbonatmineral aragonit, der gennem opløsning og genudfældning har fremmet den omfattende cementering af kalken. Platformen har ikke haft kontakt til egentlige landområder, og bidrag fra landjorden har derfor været begrænset til vindbårent materiale. Samtidigt med kalkdannelsen er der på dybere vand væk fra platformen blevet aflejret mudder og slam – det, man i dag finder som skifre i Skåne og på Bornholm (figur 7-20).

Der er altså tale om en udpræget forskel i aflejringsmiljø, hvor kalkproduktionen fandt sted på lavere vand, og skifrene blev aflejret på dybere vand. Havvandet har formodentligt været koldt, da Baltica stadig lå på høje sydlige breddegrader i Tidlig Ordovicium. Aflejringen af så store mængder koldtvandskalk har ikke nogen moderne analogier. Man ved fra andre områder, at den periode, hvor Komstad Kalk blev dannet, var præget af et markant fald i det globale havniveau. Det er derfor nærliggende at tolke aflejringen af Komstad Kalk på Bornholm som et resultat af denne havniveausænkning og en deraf følgende udvidelse af den lavvandede platform.

Nærmere studier af Komstad Kalks trilobitfauna viser dog, at havniveauet har varieret kraftigt også gennem kalkens aflejringshistorie. Derfor må man nok forestille sig en marginal placering af det sydsvenske og bornholmske område i forhold til platformen, og at ændringer i havniveau – og måske store storme – af og til har gjort lagene af kalkmudder langs platformens rand ustabile. Dette mudder har så som slamstrømme bevæget sig ud i de dybere dele af bassinet og er aflejret som kalkbænke, f.eks. I form af Komstad Kalk på Bornholm.

 FIGUR 7-24. Mange af de ordoviciske kalksten i det sydlige Skandinavien er rige på velbevarede fossiler. Derfor er en række lokaliteter i både Sverige og Danmark fredede, og der må kun indsamles løse fossiler ved foden af blotningerne. Vi opfordrer til, at disse regler overholdes.

FIGUR 7-24. Mange af de ordoviciske kalksten i det sydlige Skandinavien er rige på velbevarede fossiler. Derfor er en række lokaliteter i både Sverige og Danmark fredede, og der må kun indsamles løse fossiler ved foden af blotningerne. Vi opfordrer til, at disse regler overholdes.

Den gennemsnitlige aflejringshastighed har været ekstrem lav: Man taler om hastigheder omkring 1 mm på 1000 år, så tidsrummene mellem kalkbænkene må have været markant længere end den tid, der gik med aflejring af selve kalken. Disse lange pauser kan forklare udviklingen af de karakteristiske diskontinuitetsflader på kalkbænkenes overflader, da langsom opløsning af kalk i koldt, undermættet havvand er et velkendt fænomen, ligesom afsætning af organisk materiale og dannelse af fosforit kræver lange tidsrum uden aflejring.

Endelig viser de centimetertykke skiferlag mellem enkelte af kalkbænkene, at der i perioder igen blev dybere vand. I boringer i det vestlige Skåne og i Kattegat mangler Komstad Kalk helt. Her er det pågældende tidsinterval alene repræsenteret ved skifre, så afstanden til den lavvandede platform har været for stor.

Overgangen fra Komstad Kalk til graptolitskifre

Over Komstad Kalk på Bornholm findes de såkaldte graptolitskifre. Den nederste del af disse skifre er den ca. 20 m tykke Dicellograptus Skifer fra Sen Ordovicium. Komstad Kalk er som tidligere nævnt fra den yngste del af Tidlig Ordovicium, og der mangler således aflejringer på Bornholm fra hele Midt Ordovicium – en hiatus på næsten 10 millioner år. Her melder spørgsmålet sig igen: Skyldes de mange huller i lagserien landhævning og tørlægning, eller er de resultat af aflejringsstop og erosion på havbunden? Man ved, at Midt Ordovicium var en periode med et relativt lavt globalt havniveau, men der mangler egentlige beviser på en tørlægning af Bornholm. Her er hverken tegn på opløsning af kalken, strandaflejringer eller forvitring. Det er derfor fristende at se den manglende bornholmske lagserie som resultat af en situation, hvor havbundsstrømme langs randen af den baltiske platform i lange perioder har hindret aflejring.

 FIGUR 7-25. I Dicellograptus Skifer fra Sen Ordovicium ved Læså neden for Vasegården på Bornholm ses to lysegule lag af et blødt, leret materiale. Det er lermineralet bentonit, der består af forvitringsrester efter vulkanske askelag. De blev dannet ved omfattende vulkanudbrud langt mod nordvest. Askelag af denne type kan spores over store dele af Skandinavien og muligvis også helt til det østlige USA.

FIGUR 7-25. I Dicellograptus Skifer fra Sen Ordovicium ved Læså neden for Vasegården på Bornholm ses to lysegule lag af et blødt, leret materiale. Det er lermineralet bentonit, der består af forvitringsrester efter vulkanske askelag. De blev dannet ved omfattende vulkanudbrud langt mod nordvest. Askelag af denne type kan spores over store dele af Skandinavien og muligvis også helt til det østlige USA.

De manglende lag på Bornholm kan man finde i Skåne og i undergrunden under Kattegat. Det drejer sig om mørke graptolitskifre, Øvre Didymograptus Skifer og den nedre del af Dicellograptus Skifer, der nu sammenfattes under navnet Almelund Skifer.

Dicellograptus Skifer på Bornholm er lysere i farven og har et mindre indhold af organisk materiale og pyrit end den ældre Alun Skifer, ligesom den ofte mangler lamination. Bundforholdene kan derfor ikke have været iltfattige i samme grad som i Alun Skifer Havet. Ikke desto mindre domineres fossilindholdet i disse skifre af fritlevende graptolitter, og kun i enkelte niveauer ses en egentlig skalbærende bundfauna, f.eks. den lille brachiopod Paterula. Livsmulighederne ved havbunden må i perioder have været begrænset af et lavt iltindhold. Man formoder, at skifrene er aflejret på dybt vand langt under bølgernes påvirkning, og at aflejringshastigheden har været ekstrem lav.

Boks 7-6. Graptolitter.

 Monograptus.

Monograptus.

Graptolitter er en uddød gruppe af kolonidannende dyr, der levede fra Midt Kambrium til Tidlig Karbon. En graptolit bestod af mange beboelseskamre, theca, anbragt omkring en midterakse. Hver kammer rummede et enkelt individ. Graptolitternes skelet bestod af et kitinlignende, proteinholdigt materiale, der ofte er omdannet til kulhinder i skifrene.

Graptolitterne levede overvejende som planktoniske organismer, dvs. frit flydende i havet. De udviklede sig fra komplicerede former med mange grene til simple former med kun én gren. De er hyppige i de palæozoiske skifre, hvor de er gode ledefossiler.

Den første forekomst af graptolitten Rhabdinopora definerer grænsen mellem Kambrium og Ordovicium på Bornholm. Rhabdinopora hed tidligere Dictyonema. Graptolitter fra Sen Ordovicium er simplere bygget end de ældre former, ofte med kun to rader af beboelseskamre omkring midteraksen.

Graptolitter fra Silur er simpelt bygget med en enkelt gren, der kun bærer theker på den ene side. Cyrtograptus er grenet omkring en grundlæggende spiraloprulning.

NID-2-181.pngNID-2-182.png
Graptolitter fra Alun Skifers øverste del (Tidlig Ordovicium). Tegning: Chr. Rasmussen.Graptolitter fra Dicellograptus Skifer (Sen Ordovicium). Tegning: Chr. Rasmussen.
NID-2-184.pngNID-2-183.png
Graptolitter fra de silure skifre (Tidlig Silur). Tegning: Chr. Rasmussen.Røntgenfoto af en skiferplade fra de silure skifre, der indeholder rester af mange graptolitter, bl.a. en sammentrykt spiral af en Monograptus. Foto: Merete Bjerreskov.

Graptolitskifrene

Dicellograptus Skifers grænse til Komstad Kalk kan ikke ses på Bornholm i dag, men fra gamle beskrivelser og fra boringer ved man, at skiferens bund udgøres af et fosforitkonglomerat, sandsynligvis rester af tidligere aflejringer, der ellers stort set er fjernet ved erosion under havoverfladen i området.

Over konglomeratet følger adskillige lag af bentonit, der er forvitrede rester af vulkanske askelag. De viser sig som karakteristiske lysegule bånd af lerholdigt materiale i den mørke skifer. Bentonitlagene i bunden af Dicellograptus Skifer har en samlet tykkelse på over 1 m, og de viser, at der i en periode var voldsom vulkansk aktivitet i regionen. Nogle af disse lag kan spores over store dele af Skandinavien, og de stammer sandsynligvis fra ø-bue-vulkanisme langs Baltica’s vestlige grænse mod Iapetus Havet. Højere i skiferen findes yderligere mindst ti tynde lag af bentonit, hvoraf to kan ses ved Vasegård langs Læså (figur 7-25).

NID-2-185.png

NID-2-186.png

FIGUR 7-26. De ordoviciske og silure graptolitskifre på Bornholm ses bedst langs åerne på Sydbornholm. Dicellograptus Skifer fra Sen Ordovicium kendes fra Læså og fra en lille blotning ved Risebæk nær sydkysten. Her er udviklet et smukt vandfald i den sorte skifer (A). Risebæk løber gennem Alun Skifer længere mod nord, og forvitring af mineralet pyrit i skiferen kan i perioder føre til udfældning af rødfarvet okker på skiferens overflade. Den silure graptolitskifer (B) kendes fra Øleå, og nær Slusegård på sydkysten kan man se den grå skifer i åbunden. Her er der også mulighed for at finde graptolitter fra Silur. Foto: B. Buchardt.

Dicellograptus Skifer indeholder mange graptolitter, bl.a. er Diplograptus og Climacograptus almindelige. Typeformer som Dicranograptus clingani viser, at skiferen er fra den tidlige del af Sen Ordovicium.

Dicellograptus Skifer går opad over i lysebrune, siltede og sandede skifre, fyldt med spor af gravende organismer og skalrester fra en blandet fauna af trilobitter og brachiopoder. Lagene tilhører Jerrestad Formationen og Tommarp Formationen, der begge er opkaldt efter lokaliteter i Skåne. De er tilsammen ca. 16 m tykke. Jerrestad Formationen blev tidligere benævnt Tretaspis Skifer efter den karakteristiske trilobit Tretaspis granulata. Grænsen mellem Dicellograptus Skifer og Jerrestad Formationen kan ved Vasegård langs Læså ses som et gulligt pyritholdigt konglomerat, der viser afbrydelse i aflejringerne. Tommarp Formationen, der består af omlejret, grovkornet materiale, kendes på Bornholm kun fra boringer, hvor den tidligere er blevet beskrevet som Dalmanitina Lagene efter en trilobit. Begge formationer er fra Sen Ordovicium.

Aflejring af Tommarp Formationen faldt sammen med et globalt fald i havniveauet på mindst 100 m. Denne markante episode tilskrives en kortvarig, men omfattende senordovicisk nedisning af de dele af Gondwanaland, der dengang lå ved den geografiske sydpol. Spor efter nedisningen kender man bl.a. fra det nuværende Sahara, hvor der er fundet hærdnede morænelag og skurestriber efter de gamle gletsjere. Gondwana-istiden sluttede kort tid inden overgangen mellem Ordovicium og Silur. Den efterfølgende afsmeltning af iskapperne førte til en hurtig global havniveaustigning på mindst 100 m. Sandsynligvis har tilførslen af koldt vand til oceanernes overflade under isafsmeltningen resulteret i en udbredt, men kortvarig iltsvindsepisode, der i den bornholmske lagsøjle viser sig ved et tyndt lag af sorte graptolitskifre lige over Tommarp Formationen. Det sorte, organiske materiale blev ikke nedbrudt i de iltfattige forhold på havbunden.

Den senordoviciske nedisning er sammenfaldende med et af de voldsomste eksempler på masseuddøen i livets historie. Ikke mindre end 85 % af alle arter forsvandt på dette tidspunkt. Årsagen er endnu uklar.

Lag fra Ordovicium er i det øvrige Danmark kun fundet i de dybe boringer Slagelse-1 på Sjælland og Terne-1 i Kattegat, hvor de er udviklet som graptolitskifre og har en slående lighed med lagene i det vestlige Skåne.

Boks 7-7. De løse blokke.

 Løse blokke fra Tidlig Palæozoikum, der kan findes ved de danske strande. A) Hardeberga Sandsten fra Kambrium; kaldes også Skolithos-sandsten på grund af dens spor efter gravende organismer.

Løse blokke fra Tidlig Palæozoikum, der kan findes ved de danske strande. A) Hardeberga Sandsten fra Kambrium; kaldes også Skolithos-sandsten på grund af dens spor efter gravende organismer.

Bjergarter fra Tidlig Palæozoikum findes også som løse blokke, der er ført til Danmark med istidernes gletsjere. En vandring langs de danske strande vil vise mange eksempler på løse blokke med et udseende og fossilindhold, der utvetydigt peger på en tidligpalæozoisk oprindelse, ligesom mange danske grusgrave indeholder smukke eksempler på disse sten.

Blokkene kan deles i to grupper. Den ene er de metamorfoserede skifre fra Oslo-området, de såkaldte hornfelser. Den anden gruppe er de baltiske blokke, bjergarter med tydeligt tilhørsforhold til det baltiske område og Skåne. Mens hornfelserne overvejende findes i Nordjylland, er de baltiske blokke hyppigst i det sydlige og østlige Danmark.

Disse blokkes anvendelse som ledeblokke til tolkning af gletsjernes bevægelser under istiderne beskrives i Klimaets naturlige variationer. Her skal det blot understreges, at de palæozoiske løsblokke har givet mange værdifulde oplysninger om lag og fossiler, man ellers ikke har kunnet studere.

Kambriske sandsten
Vigtigst blandt løsblokkene er de kambriske sandsten. Den røde Nexø Sandsten er almindelig på østdanske strande, og ofte kan man se veludviklede krydslejringer i blokkene, der viser spor af vind eller strømmende vand i sandstenens aflejringsmiljø.

 Løse blokke fra Tidlig Palæozoikum, der kan findes ved de danske strande. B) Kalksten fra Mellemsverige eller Öland, der på grund af de mange forstenede orthoceratitter (blæksprutter) kaldes orthoceratitkalksten.

Løse blokke fra Tidlig Palæozoikum, der kan findes ved de danske strande. B) Kalksten fra Mellemsverige eller Öland, der på grund af de mange forstenede orthoceratitter (blæksprutter) kaldes orthoceratitkalksten.

Også blokke af Hardeberga Sandsten (Balka Sandsten) er meget hyppige, og man finder dem både på strande, i grusgrave og som marksten. De lyse blokke afkvartssandsten indeholder ofte spor efter gravende organismer. Man omtaler disse sandsten under navne som Diplokraterion-sandsten og Skolithos-sandsten efter deres karakteristiske fossiler.

Selvfølgelig kommer alle disse løse sandstensblokke ikke kun fra Bornholm og Skåne, men fra hele det baltiske område, hvor der er rester af tidlige, palæozoiske aflejringer.

Palæozoiske kalksten
Andre typiske løsblokke aftidlig palæozoisk alder er kalkstenene. Hyppige er røde og grå, finkornede kalksten, der af og til indeholder fossile orthoceratitter. Det er blokke fra den ordoviciske orthoceratitkalksten, der på Bornholm kendes som Komstad Kalk. Kalkstenen er vidt udbredt i Mellemsverige og på Öland, og den er meget fossilrig. De fossilførende kalksten fra Gotland er revaflejringer fra Silur. De er typisk grå, grovkornede og meget fossilholdige og stammer fra lag, der ikke er repræsenteret på Bornholm.

Palæozoiske skifre
De tidligpalæozoiske skifre er sjældne ved de danske strande, da de er for bløde og smuldrende til at kunne tåle den hårdhændede transport. Ind imellem kan man dog være heldige, at finde mørke blokke med rester af fossiler som graptolitter eller trilobitter i skiferlag, der har været særligt hærdnede, måske på grund af opvarmning. Ligeledes ses af og til stykker af antrakonit, den sorte, krystaline kalksten fra Alun Skifer. Sådanne stykker er fascinerende, fordi de ofte indeholder særdeles velbevarede trilobitter.

 Løse blokke fra Tidlig Palæozoikum, der kan findes ved de danske strande. C) Nordjyske hornfelser stammende fra Osloområdets skiferaflejringer.

Løse blokke fra Tidlig Palæozoikum, der kan findes ved de danske strande. C) Nordjyske hornfelser stammende fra Osloområdets skiferaflejringer.

De nordjyske hornfelser stammer fra Oslo-områdets tidligpalæozoiske skiferaflejringer. I forbindelse med den voldsomme vulkanisme i slutningen af Karbon og begyndelsen af Perm, hvor bl.a. rhombeporfyrerne blev dannet, blev skifrene udsat for kraftig varmepåvirkning fra de ophedede magmamasser. Resultatet er en såkaldt kontaktmetamorfose, hvor de lerrige skiferbjergarter i princippet blev brændt til naturligt stentøj. Disse bjergarter er siden bragt til Danmark af norske gletsjere, ofte sammen med rhombeporfyr. Netop brændingen har gjort, at bjergarterne fik en større fysisk modstandskraft end de ikke-omdannede skifre øst for Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Buchardt: Ordovicium i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483941

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk