Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvor findes aflejringer fra Tidlig Palæozoikum?

Oprindelig forfatter BBu

 FIGUR 7-2. Kort over Bornholm, der viser udbredelsen af de tidlig palæozoiske aflejringer umiddelbart under istidsaflejringerne. Tykke, sorte streger angiver forkastninger, der afgrænser blokke af den bornholmske undergrund. De kambriske sandstenslag dominerer, mens lag fra Ordovicium og Silur er begrænset til enkelte områder på Sydbornholm. Hele det nordlige Bornholm udgøres af grundfjeld, mens der findes aflejringer fra Mesozoikum på Syd- og Vestbornholm.

FIGUR 7-2. Kort over Bornholm, der viser udbredelsen af de tidlig palæozoiske aflejringer umiddelbart under istidsaflejringerne. Tykke, sorte streger angiver forkastninger, der afgrænser blokke af den bornholmske undergrund. De kambriske sandstenslag dominerer, mens lag fra Ordovicium og Silur er begrænset til enkelte områder på Sydbornholm. Hele det nordlige Bornholm udgøres af grundfjeld, mens der findes aflejringer fra Mesozoikum på Syd- og Vestbornholm.

På Danmarks overflade kender man kun tidlig palæozoiske bjergarter fra Bornholm, hvor lagene kan ses i en række områder mod syd og øst på øen (figur 7-2). Deres udforskning har i snart to hundrede år været koncentreret om blotninger langs åerne Risebæk, Læså og Øleå og om en række små stenbrud. I nyere tid er data fra overfladenære boringer kommet til. Især har de to forskningsboringer Skelbro-1 ved Risebæk og Billegrav-1 ved Øleå givet værdifulde oplysninger (figur 7-3 og 7-4).

Som nævnt i det foregående kapitel er Bornholm i dag en horst, der er hævet op over naboområderne. Sådan har det ikke altid været. I tidlig palæozoisk tid var det bornholmske område en del af den sydskandinaviske region, hvor aflejringsforholdene stort set var identiske over det hele. Tolkningen af Bornholms geologiske historie kan derfor støttes med oplysninger fra bl.a. Skåne, hvor tidlig palæozoiske aflejringer er almindelige i et NV-SØ-gående bælte tværs gennem landsdelen.

 FIGUR 7-3. Boreudstyr til opboring af kerneprøver fra den nære undergrund. Boret kan nå dybder på 300 meter. Med et sådant boreudstyr kan man få oplysninger om de geologiske lag og deres aldre.

FIGUR 7-3. Boreudstyr til opboring af kerneprøver fra den nære undergrund. Boret kan nå dybder på 300 meter. Med et sådant boreudstyr kan man få oplysninger om de geologiske lag og deres aldre.

Aflejringer af tidlig palæozoisk alder kan også ses i blotninger i f.eks. Västergötland og Öland i Sverige, i Osloområdet i Norge og i Estland. Sammenligninger mellem disse mange spredte blotninger viser en forbløffende overensstemmelse. Man kan altså med god ret se på Skandinavien og den baltiske region som et sammenhængende område gennem Tidlig Palæozoikum (figur 7-5).

Annonce

Mens man i mange år har kunnet studere den tidlig palæozoiske lagserie på Bornholm og i Skåne, har vores viden om tilsvarende aflejringer i resten af Danmark været sporadisk, da de ligger dybt i undergrunden. Først gennem 1980'ernes omfattende olieefterforskning i Danmark og Østersøen er der begyndt at tegne sig et sammenhængende billede af disse aflejringer. Her har seismiske undersøgelser og dybe boringer givet os megen ny viden: Tidlig palæozoiske aflejringer findes spredt over hele det danske område. De optræder ofte i dybder fra 2 til 8 km og når flere steder tykkelser på over 4 km. De udgør det nedre sedimentære „stokværk“ i den danske undergrund, begrænset nedadtil af grundfjeldets overflade og opadtil af en markant laggrænse i bunden af permperiodens aflejringer.

 FIGUR 7-4. Kerneprøver af alunskifer i kernekasse. Prøverne er netop blevet opboret med boreriggen på figur 7-3. Denne teknologi giver en næsten ubrudt serie af kerneprøver fra de gennemborede lag, der siden kan bearbejdes i laboratoriet. Skiferen er sort, mens de lysere partier i skiferen er kalksten.

FIGUR 7-4. Kerneprøver af alunskifer i kernekasse. Prøverne er netop blevet opboret med boreriggen på figur 7-3. Denne teknologi giver en næsten ubrudt serie af kerneprøver fra de gennemborede lag, der siden kan bearbejdes i laboratoriet. Skiferen er sort, mens de lysere partier i skiferen er kalksten.

Der er altså mange brikker til rådighed, når man skal samle puslespillet om de tidlig palæozoiske aflejringer i Danmark. Men der er stadig huller og uklarheder, forbeholdene er mange, og konklusionerne bliver bl.a. besværliggjort af grundlæggende forskelle mellem den tidlig palæozoiske verden og vores tid.

  • Man ved f.eks., at plantelivet først etablerede sig på landjorden i slutningen af Silur – men ikke, hvad det har betydet for f.eks. forvitringsprocesserne på landjorden.

  • Man ved, at iltindholdet i atmosfæren har været lavere i prækambrisk tid – men ikke, om det har betydet perioder med lavere iltindhold også i tidlig palæozoisk tid.

  • Man ved, at aflejringshastighederne har været ekstremt lave gennem det meste af Tidlig Palæozoikum – men der kendes ingen moderne paralleller.

Man må derfor acceptere at studere et interval af Jordens historie, hvor man ikke umiddelbart kan benytte nutiden som nøgle til forståelse af fortiden. Aflejringerne må tale for sig selv om en verden, der på mange måder har været helt forskellig fra nutidens.

Figur 7-5.

NID-2-128.png

FIGUR 7-5. Kortet viser udbredelsen af tidlig pa-læozoiske lag i det sydlige Skandinavien og i de baltiske stater. De kaledoniske fronter angiver de østlige og nordlige ydergrænser for områder, der er påvirket af Den Kaledoniske Bjergkædefoldning i Silur. Kortet viser, hvordan lag fra Tidlig Palæozoikum er bevaret som rester i det skandinaviske grundfjeld i Norge og Sverige, mens de baltiske stater og Østersøen dækkes af et sammenhængende tæppe af tidlig palæozoiske aflejringer. I Danmark vest for Bornholm og i de sydlige baltiske stater er tidlig palæozoiske lag dækket af yngre aflejringer. Modificeret efter Buchardt m.fl., 1997.

Boks 7-1. Tidlig palæozoiske lag på Bornholm

Den tidlig palæozoiske lagsøjle på Bornholm kan opdeles i en række bjergartsenheder, kaldet formationer. Formationer har ofte navn efter lokaliteter, hvor de er udviklet særlig typisk, f.eks. Nexø Sandsten Formationen. Nogle af formationerne har typelokalitet andre steder end på Bornholm, f.eks. Komstad Kalk Formationen i det østlige Skåne. Disse formationer er markeret med * på figuren. Underopdelinger af formationer benævnes led, f.eks. Broens Odde Leddet i Læså Formationen.

Fra gammel tid har man også navngivet enhederne efter typiske fossiler, f.eks. Dicellograptus Skifer efter graptolitten Dicellograptus. Disse navne bliver ikke brugt i moderne opdelinger, men optræder stadig i mange oversigtsskemaer. Desuden har enkelte af enhederne endnu ikke fået moderne navne.

Figuren viser den nyeste opdeling og de ældre navne, der stadig benyttes. De grå felter repræsenterer tidsintervaller, hvorfra der ikke kendes aflejringer på Bornholm, såkaldte hiati (ental: hiatus). Aflejringer fra disse intervaller kan findes i andre områder, f.eks. i Skåne eller i Osloområdet.

Figuren giver også mål for tykkelser af de enkelte enheder. Tallene er omtrentlige, dels fordi lagene har varierende tykkelse forskellige steder på Bornholm, dels fordi over- eller undergrænser ofte er skjult under andre aflejringer. Den samlede tykkelse af de tidlig palæozoiske lag på Bornholm er ca. 550 m.

Den type skema, som er vist i figuren, er almindeligt brugt for alle Jordens tidsperioder.

NID-2-129.png

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Buchardt: Hvor findes aflejringer fra Tidlig Palæozoikum? i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483921

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk