Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grænsen mellem Prækambrium og Kambrium

Oprindelig forfatter BBu

Grænsen mellem lag fra Prækambrium og Kambrium kan ses mange steder i det sydlige Skandinavien og har overalt den samme karakter, nemlig sandsten fra Kambrium oven på grundfjeld fra Prækambrium. Man finder grænsen blottet på Bornholm, i Skåne, i Mellemsverige og i Osloområdet. Boringer i den dybe undergrund i Danmark og i Østersøen viser den samme lagfølge.

Som nævnt i afsnittet Bjergarterne i Bornholms grundfjeld består grundfjeldet i Skandinavien overvejende af gnejs, ofte gennemsat af granitlegemer og diabasgange, der er trængt op i gnejsen. Sådanne bjergarter er dannet dybt i jordskorpen, mens de overliggende sandsten alle er aflejret på jordens overflade. Selve grænsefladen mellem gnejs og sandsten repræsenterer tidsmæssigt et omfattende hul i lagserien, en såkaldt hiatus, hvor bjergarter fra mange hundrede millioner år mangler.

 FIGUR 7-6 (a). Gule Hald ved kysten ud for Listed på Nordbornholm. Her kan man se den sorte diabas skære den røde Svaneke Granit (A) og en tidlig palæozoisk sandstensgang skære diabasen og granitten (B). Sandstenen må altså være yngre end diabasen, der igen er yngre end granitten.

FIGUR 7-6 (a). Gule Hald ved kysten ud for Listed på Nordbornholm. Her kan man se den sorte diabas skære den røde Svaneke Granit (A) og en tidlig palæozoisk sandstensgang skære diabasen og granitten (B). Sandstenen må altså være yngre end diabasen, der igen er yngre end granitten.

Grænsen fortæller dannelseshistorie

Et udmærket sted at studere denne hiatus mellem grundfjeld og sandsten er ved fiskerlejet Listed uden for Svaneke på Nordbornholm (figur 7-6). Her ses, hvordan den bornholmske gnejs skæres af grovkornet Svaneke Granit, Svaneke Granit skæres af en bred diabasgang, og diabasen igen skæres af sprækker, fyldt med en unavngiven, marin sandsten, sandsynligvis fra Tidlig Kambrium. En af feltgeologiens grundlove – nemlig at en skærende bjergart er yngre end den, der skæres – kan bruges her. Lagfølgen bliver da, at gnejsen er ældst, så følger granitten, så diabasen og endelig den marine sandsten.

Annonce

Gnejs er en metamorf bjergart dannet ved kemiske og mineralogiske ændringer af andre bjergarter dybt i jordskorpen. Bornholmsk gnejs blev dannet under tryk, der svarede til dybder i jordskorpen på mindst 15-20 km, mens temperaturen har været i nærheden af 600 °C. Disse forhold er typiske i kernen af en bjergkæde. Man kender ikke gnejsens alder, men sammenligninger med lignende bjergarter fra Blekinge i Sverige, hvis alder man kender, tyder på omkring 1,7 milliarder år. Svaneke Granit er trængt op i gnejsen senere, og man har dateringer for tilsvarende granitter i Blekinge på omkring 1,4 milliarder år. Svaneke Granits grovkornede tekstur tyder på langsom afkøling i et miljø, der sikkert ikke har været voldsomt forskelligt fra det miljø, gnejsen blev dannet i.

 FIGUR 7-6 (b). Gule Hald ved kysten ud for Listed på Nordbornholm. Her kan man en tidlig palæozoisk sandstensgang skære diabasen og granitten. Sandstenen må altså være yngre end diabasen, der igen er yngre end granitten.

FIGUR 7-6 (b). Gule Hald ved kysten ud for Listed på Nordbornholm. Her kan man en tidlig palæozoisk sandstensgang skære diabasen og granitten. Sandstenen må altså være yngre end diabasen, der igen er yngre end granitten.

Anderledes ser det ud med diabasgangen, hvis finkornede grænse til granitten demonstrerer en hurtig afkøling i et koldt miljø meget tættere på jordoverfladen. De bornholmske diabaser er dannet i tre perioder fra ca. 1300 til ca. 850 millioner år før nu, og Listedgangen tilhører den yngste generation fra for omkring 900 millioner år siden. De overfladenære sprækker fyldt med sandsten er dannet i et marint miljø tæt ved kysten og repræsenterer altså selve jordoverfladen. Man kender ikke sandstenens alder, men tilsvarende sandsten andre steder på Bornholm har en tidlig kambrisk alder på mellem ca. 540 og 520 millioner år.

Grundfjeldet på Bornholm og andre steder i det sydlige Skandinavien må altså være hævet mindst 15 til 20 km siden gnejsen blev dannet for 1700 millioner år siden og sikkert også siden indtrængning af granitterne for 1400 millioner år siden. Da diabaserne er størknet tæt på overfladen, må det meste af denne hævning have fundet sted for mellem 1400 og 900 millioner år siden. En tilsvarende hævningshistorie kan rekonstrueres for grundfjeldet i resten af Sydskandinavien. Hævningen har medført, at grundfjeldet er blevet nedbrudt af vind og vejr, og overalt er kolossale mængder af nedbrydningsprodukter blevet fjernet fra det sydlige Skandinavien i tidsrummet fra 1400 til 900 millioner år før nu (figur 7-7).

 FIGUR 7-7. Diagrammet viser, hvordan Bornholms grundfjeld er blevet hævet siden dets dannelse for mere end 1700 millioner år siden. Dengang blev grundfjeldet udsat for omfattende metamorfose og foldning. Siden blev grundfjeldet gennemsat af granitter og vulkanske gange. Ved Kambriums begyndelse var grundfjeldet nederoderet til en jævn landoverflade, Det Subkambriske Peneplan, hvor Nexø Sandsten blev aflejret. Der er altså fjernet mere end 15 km bjergarter i tidsrummet fra 1700 til 500 millioner år før nu.

FIGUR 7-7. Diagrammet viser, hvordan Bornholms grundfjeld er blevet hævet siden dets dannelse for mere end 1700 millioner år siden. Dengang blev grundfjeldet udsat for omfattende metamorfose og foldning. Siden blev grundfjeldet gennemsat af granitter og vulkanske gange. Ved Kambriums begyndelse var grundfjeldet nederoderet til en jævn landoverflade, Det Subkambriske Peneplan, hvor Nexø Sandsten blev aflejret. Der er altså fjernet mere end 15 km bjergarter i tidsrummet fra 1700 til 500 millioner år før nu.

Måske har hævning medført, at Sydskandinavien på et tidspunkt i prækambrisk tid havde et relief, der kan sammenlignes med Alpernes eller Himalayas i nutiden. Ved starten af Kambrium var hele det skandinaviske område nederoderet til en vidtstrakt landslette uden noget topografisk relief. En sådan erosionsflade kaldes et peneplan, og da fladen overlejres af kambriske aflejringer, kendes den som det Subkambriske Peneplan (Subkambrisk = under Kambrium). Peneplanet strakte sig ud over hele den sydlig del af Baltica.

På denne flade udspilledes den palæozoiske aflejringshistorie, som man i dag ser i aflejringerne på Bornholm, i Skåne og under det øvrige Danmark. Det Subkambriske Peneplan er siden blevet udsat for omfattende opsprækning og har gennemgået en kompliceret historie, præget af lokal indsynkning og hævning. Peneplanet kan dog stadig erkendes som en mosaik i Sydsverige, den danske undergrund og det baltiske område, ofte på dybder ned til 5 km i jordskorpen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Buchardt: Grænsen mellem Prækambrium og Kambrium i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483925

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk