Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Saltdiapirer - saltlagenes senere historie

Oprindelig forfatter OVV

 FIGUR 8-16. Landskabet omkring Thisted er præget af Thisted-saltpuden. Mellem Thisted og Hanstholm har saltpuden presset kalklagene fra Kridt (Maastrichtien) og Palæogen (Danien) op i en bule. Da skrivekridtet eroderes lettere end kalken fra Danien, kan man se en ringformet struktur i landskabet i dag.

FIGUR 8-16. Landskabet omkring Thisted er præget af Thisted-saltpuden. Mellem Thisted og Hanstholm har saltpuden presset kalklagene fra Kridt (Maastrichtien) og Palæogen (Danien) op i en bule. Da skrivekridtet eroderes lettere end kalken fra Danien, kan man se en ringformet struktur i landskabet i dag.

Af alle lagene fra Sen Palæozoikum er det overvejende saltlagene fra Zechstein, der gennemgik en interessant historie i perioderne efter Perm.

Efter Perm blev Zechstein-saltet begravet dybt under yngre aflejringer. Saltet var over millioner af år i stand til at bevæge sig ved flydning, selv om det på intet tidspunkt var en væske. Det er stor set ikke porøst og kan derfor ikke trykkes sammen. Det bevarer således sin massetæthed på ca. 2,2 g per cm3, selv om kilometertykke lag blev aflejret ovenpå. Dette gælder ikke for de fleste andre sedimenter, som ved øget tryk fra overliggende lag presses sammen og derfor får stigende massetæthed.

I en dybde af 600 til 1000 m overstiger massetætheden af de fleste sedimenter saltets tæthed, hvilket bevirker, at saltet vil have en tendens til at stige op, da det nu er lettere end de omgivende sedimenter. Saltet vil først stige op i pudeformede strukturer og siden, efter et gennembrud af de overliggende lag, danne saltdiapirer (tidligere kaldt salthorste). Den danske undergrund er rig på både saltpuder og saltdiapirer, især i Midt- og Nordjylland, hvor Det Norsk-Danske Bassin var dybest, og hvor der derfor blev aflejret mest salt (figur 8-2 og 8-18).

Annonce

 FIGUR 8-18. På Mors har Viborg Amt lavet 3000 elektromagnetiske målinger for at finde drikkevand. Kortet viser øens saltdiapir i 90-100 m’s dybde under havniveau. Mod øst ses en begravet dal over saltdiapiren. Den blev dannet i den noget yngre kvartærtid.

FIGUR 8-18. På Mors har Viborg Amt lavet 3000 elektromagnetiske målinger for at finde drikkevand. Kortet viser øens saltdiapir i 90-100 m’s dybde under havniveau. Mod øst ses en begravet dal over saltdiapiren. Den blev dannet i den noget yngre kvartærtid.

Det er dog ikke altid, at saltet bevæger sig opad. Således ligger der et omkring 1 km tykt saltlag under store dele af Østjylland, i området imellem Horsens, silkeborg, Randers og Århus, i en dybde af 3,5-4,5 km, og det viser ikke tegn på bevægelse (figur 8-15). Der har ikke været forskydninger i jorden eller tykkelsesvariationer på tyngende lag over saltet, som har kunnet sætte bevægelsen i gang.

Man skulle tro, at når saltdiapirerne kan gennembryde de yngre lag, kan de også trænge helt op til nutidens jordoverflade. Men når saltdiapiren når op i de øverste lag, hvor grundvandet cirkulerer, vil stensalten blive opløst, og den sværere opløselige anhydrit bliver tilbage. An-hydritten optager grundvand og bliver omdannet til hård gips, der danner en kappe oven på hele saltdiapiren og bremser dens videre vej mod overfladen.

Saltdiapirerne har præget de yngre aflejringer ved at presse sig op igennem dem, men da de også trykker på de overliggende lag, kan de påvirke selve landoverfladen. Saltdiapirer er f.eks. af stor betydning for udformningen af nutidens landskab mellem Thisted og Hanstholm (figur 8-16), og forekomsten af højtliggende kalk i kalkminerne ved Mønsted og Daugbjerg er et resultat af en opstigende saltdiapir (se nærmere i kapitlet Fra ørkener til varme have (Trias, Jura og Kridt og følgende afsnit).

Saltdiapirerne har stor råstofmæssig værdi som fælder for opstigende olie og gas og til saltindvinding. Dertil kommer, at de har været foreslået som deponeringssteder for atomaffald. Det kan man læse mere om i afsnittet Salt.

NID-2-218.png

NID-2-220.pngNID-2-219.png

FIGUR 8-17. De seismiske målinger viser saltpuder og saltdiapirer. Linjen er orienteret ret nord-syd i Nordsøen ud for Nissum Fjord på den jyske vestkyst, og dybderne er angivet i seismisk refleksionstid, hvor 1 sekund svarer til 1-2 km. Saltdiapiren mod nord har udviklet sig som en pude i Sen Trias, og allerede i Tidlig Jura er den blevet til en saltdiapir. Bevægelsen fortsatte i Kænozoikum.

Udviklingen af den sydlige saltpude er vanskelig at udrede, fordi den ligger tæt på diapiren. Selvstændig pudedannelse er ikke tydelig i perioderne før Kridt, men er dog med sikkerhed foregået i Kænozoikum. Det tilsyneladende højtliggende underlag under diapiren er et fænomen, der skyldes forskelle i seismiske hastigheder, og er derfor ikke reelt. Det er dog sandsynligt, at en forkastning i underlaget kan have sat diapiren i gang.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole V. Vejbæk: Saltdiapirer - saltlagenes senere historie i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483956

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk