Der er stor forskel på studsmus og ægte mus. I forhold til de ægte mus virker studsmusene mere kompakte i bygning (figur 11-3). Snuden er afrundet, ørerne korte og mere eller mindre skjult i pelsen og øjnene er ikke så store. Bortset fra rødmusen klatrer ingen af studsmusene i vegetationen. De færdes på eller under jordoverfladen samt for mosegrisens og bisamrottens vedkommende også i vandet.

Blandt studsmusene finder man arter, der er udelukkende planteædere og specialiseret i at æde grov plantekost som græs. Græs har et lavt og svært tilgængeligt energiindhold, og dyrene må derfor æde store mængder og fouragere mange gange i løbet af døgnet for at få energi nok. På dyrenes anatomi ser man klart tilpasninger til den fiberholdige, svært fordøjelige og voluminøse kost.

Det drejer sig f.eks. om tænderne. Hos alle gnavere er fortænderne kraftige og mejselformede, og de vokser hele livet i takt med, at de slides, men hos studsmusene, bortset fra rødmus, er også kindtænderne rodåbne og vokser hele livet, så de aldrig bliver slidt ned af den hårde kost. De har desuden stærkt foldede tyggeflader, specielt egnede til at formale den seje planteføde.

Det drejer sig også om fordøjelseskanalen. Nedbrydning og fordøjelse af groft plantestof tager nemlig lang tid i mave-tarmsystemet, og de fleste studsmus har da også en lang tarm og en meget forstørret blindtarm. Blindtarmen fungerer som forgæringskammer, hvor plantecellerne bliver nedbrudt ved hjælp af mikroorganismer på lignende måde som i drøvtyggernes komplicerede maver. Disse træk er mindre udpræget hos rødmusen, som ikke tager så grov planteføde.

Gnavere med den beskrevne levevis har ofte et plumpt og kompakt udseende, og de er mindre adrætte og mere langsomme. Måske er de dermed også lettere at fange for rovdyrene.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 11-3 (a). Markmus.

.

FIGUR 11-3 (b). Kranium fra studsmus.

.

FIGUR 11-3 (c). Kranium fra ægte mus.

.
FIGUR 11-3. A) Markmus, B) kranium fra studsmus, C) kranium fra ægte mus. Foto: Biopix/J.C. Schou.

Afsnit fortsætter her.

Markmus

Danmarks to arter af markmus kan virkelig siges at høre til i det åbne land, men blot sjældent på dyrkede marker. Almindelig markmus forekommer talstærkt i alle dele af landet, bortset fra visse mindre øer, selv om den nok er blevet mindre talrig i takt med, at fugtige enge, græskanter mv. er forsvundet, og landbruget er blevet mere intensivt. Den anden art, sydmarkmus, er kun kendt fra Jylland, og den aftager tilsyneladende i hyppighed mod nord. De to arter er vanskelige at kende fra hinanden, men er noget forskellige i biotopvalg.

Det, der især bestemmer forekomsten af almindelig markmus, er et godt dække af højt græs eller anden høj vegetation. Den træffes derfor hyppigst og i de tætteste bestande i fugtige enge og moser samt i brakmarker, græskanter og græs uden for omdrift. Den lever også i træklædte områder som småbiotoper, hegn og lysninger. Derimod blev den i nogle undersøgelser næsten ikke fanget på de dyrkede marker og kun i ringe antal på græssede marker.

Sydmarkmusen findes især på græsmarker, unge brakmarker og i rapsmarker. Den synes at forekomme hyppigere, hvor vegetationen holdes nede ved græsning og på tørre dele af engene. Den undgår steder med træer og buske. Måske skyldes det konkurrence fra den lidt større almindelige markmus.

Mosegris

FIGUR 11-4. Mosegrisegnav på rod af frugttræ.

.

Mosegrisen er en væsentligt større art af studsmus. Den var oprindeligt knyttet til bredderne af søer og vandløb, og interessant nok er den engelske bestand også i nutiden begrænset til sådanne levesteder. Men i Danmark har mosegrisen udvidet sit valg af levesteder, og den forekommer nu også hyppigt på arealer med vedvarende græs, selv i ret tørre områder langt fra vand. Den optræder også tit i villahaver og i større græsplæner. Mosegrisene tilbringer det meste af tiden i gangsystemer under jorden, og man ser dem sjældent. Men man mærker ofte deres tilstedeværelse – også på pengepungen. Ligesom muldvarpen laver mosegrisen nemlig muldskud, og desuden tager denne vegetar blomsterløg, gulerødder, kartofler med videre, som den kan samle i underjordiske depoter. Om vinteren kan den også gnave på rødderne af buske og småtræer (figur 11-4). Det kan gå ud over frugttræer og nyplantede træer i skove. Herved gør den en del skade, og den bekæmpes derfor lokalt.

Yderligere en studsmuseart kan forekomme i det åbne land, nemlig rødmusen. Den lever især i skov og krat, og vil derfor blive nærmere omtalt i bindet om skoven. Men i visse år med tætte bestande optræder den dog også i småbiotoperne, hegnene ude i det åbne land og, mere sjældent, i de dyrkede arealer og områder med permanent græs helt uden træer og buske.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Studsmus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig