Flagermusene benytter ekkoorientering, også kaldet sonar. Under flugten udstøder de hele tiden korte ultralydsskrig, og ved hjælp af lydenes ekkoer fra omgivelserne kan de effektivt finde vej i mørket og finde og fange insekter. Med flagermusdetektorer kan man oversætte flagermusenes ultralyde til frekvenser, der er hørlige for os mennesker. Da der er forskel på arternes sonar, kan man med øvelse og forsigtighed lære at kende dem fra hinanden i felten. Af de 17 arter af flagermus, man kender fra nutidens Danmark, er det især 3, brunflagermus, skimmelflagermus og sydflagermus, der hyppigt jager over det helt åbne land. Det er arter med en kraftig og langtrækkende sonar. Også nordflagermusen har denne jagtadfærd, men arten er kun fundet en enkelt gang i Danmark i nyere tid.
Brunflagermus og skimmelflagermus bruger størstedelen af deres flyvetid, dvs. jagttid og „rejsetid“ fra sted til sted, i de fri luftmasser væk fra træer og andre genstande, der rager op i landskabet. De flyver som regel mellemhøjt til højt, dvs. fra 5-10 m til over 40 m’s højde. Jagten foregår, hvor der er ansamlinger af de foretrukne insekter. For disse to arter er det ligegyldigt, om jagten foregår over det åbne land eller over skov og sø. Ofte jager de over sø og å, ved skovbryn og hegn eller over parker, fordi der dér er flest insekter i de fri luftmasser. Men det er også disse to arter, man hyppigst finder midt ude over det helt åbne land. Begge arter tager mange forskellige insektgrupper, men brunflagermusen har en forkærlighed for store biller. Skimmelflagermusen tager især dansemyg, vårfluer, netvinger og bladlus; i sensommeren og efteråret stiger andelen af natsommerfugle.
Sydflagermusen (figur 11-17) er tættere knyttet til jagt langs skovbryn, hegn eller omkring store, enkeltstående træer, og den flyver hyppigere nær vegetationen og sjældnere i stor højde, men foretrækker mellemhøjderne fra 5 til 20 m. Den kan dog også jage i det helt åbne land, f.eks. over græsmarker, heder, klitter og strande. Føden består især af større biller, stankelben, bredtæger, myrer og i ringere grad natsommerfugle. De sværmende myrer fanges ofte ved en speciel flugtadfærd højt over landskabet.
Alle tre arter udnytter de store insektmængder, der i sensommeren og efteråret tiltrækkes af moderne vejlamper.
To arter, vandflagermus og damflagermus, bruger over 90 % af flyvetiden lavt over vandfladen på søer og åer. De resterende arter jager primært i eller nær skov eller i parker og parcelhushaver med større buske og træer. Arter som dværgflagermus, pipistrelflagermus og troldflagermus jager i åbninger mellem træerne, i lysninger, i skovbryn og langs hegn. De træffes også af og til i det helt åbne landskab. Frynseflagermus og langøret flagermus er „kratluskere“, der kan flyve tæt inde mellem træernes grene og stammer og langs mure. Når de skal krydse det åbne land fra én jagtbiotop til en anden, følger de hegn, alléer eller andre ledelinjer i landskabet. Over en helt åben flade flyver de den korteste vej og ofte lavt over jorden, muligvis for at have den bedst mulige „sonarkontakt“ med jord eller vegetation.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.