De store åbne marsk- og strandenge, de kystnære klitheder såvel som heder og enge inde i landet var i århundreder så attraktive for sandternen, at op til 500 par ynglede ved de nord- og vestjyske kyster. Sammen med den tyske bestand udgjorde den danske bestand en isoleret nordlig forpost i Europa 1500 km fra de nærmeste faste ynglepladser i Rhônes og Pos deltaer ved Middelhavet. Sandternen er speciel derved, at den søger sin føde, dvs. større insekter, padder og krybdyr, på lysåbne biotoper inde i land, mens den i sjældnere grad opsøger marine fødeemner på blotlagte mudderbanker ved tidevandskyster.
I takt med at fødesøgningsområderne – heder, enge og strandenge – blev tørlagt, opdyrket og tilplantet, aftog bestanden allerede fra 1850'erne. Også den omfattende indsamling af måge- og terneæg til konsum medvirkede til at reducere bestanden. I 1960 var den på 100 ynglepar; 20 år senere ynglede blot 15 sandternepar i Danmark. Frem til midten af 1980'erne holdt fuglene til på nogle få nordjyske lokaliteter, hvorefter de få tilbageværende par flyttede til Vadehavet. Her stabiliseredes bestanden i perioden 1988-97 kortvarigt på 10-15 årlige ynglepar, i 1998-99 ynglede 7-8 par, men så brød bestanden sammen. I 2000-2001 blev der kun registreret 1-2 usikre ynglepar.
Det har været et alvorligt problem for de danske sandterner de seneste 10 år, at det kun få gange er lykkedes for parrene at producere flyvefærdige unger. Langt de fleste yngleforsøg er endt med fiasko som følge af overskylning af rederne, menneskelig forstyrrelse eller kreaturnedtrampning. Sandternen synes nu – som urfuglen og storken – endegyldigt at være ved at forsvinde fra den danske fauna.
|
Et højt stofskifte og en særlig fysiologi, der tillader en langt højere iltmætning af blodet end tilfældet er hos pattedyr, er blandt forudsætningerne for fuglenes fantastiske flyveegenskaber. Det høje stofskifte kræver til gengæld et stort fødeindtag. Derfor er rigelig føde en forudsætning for fuglenes overlevelse. Med et stort energibehov må de fleste fugle altid være i konstant bevægelse efter føde i døgnets lyse timer. Trækfuglene klarer problemet ved at flytte sig (migrere) efter, hvor de gode fødeforekomster er. En række vadefugle har udviklet dette adfærdsmønster næsten til perfektion. Mange af arterne trækker årligt tusindvis af kilometer mellem vin- terkvartérer ved tropiske kyster og yngleområderne ved den arktiske tundra. For disse arter er fredelige rastepladser, hvor de kan tanke op under trækket, helt afgørende for deres livsstrategi. Da der kun findes få optimale rastepladser, er fuglene meget afhængige af, at de kan opbygge betydelige næringsreserver dér, hvor de raster. Rejsen skal times, så fuglene når frem til deres rastepladser på tidspunkter, hvor fødeproduktionen er optimal, og for at udnytte energien mest effektivt må de flyve den mest direkte og kortest mulige vej mellem vinterkvarteret, de enkelte rastepladser og yngleområdet i Arktis. Derfor foregår vadefuglenes træk i stor højde og om natten såvel som i dagtimerne. Den islandske ryle som eksempel I juni måned ankommer den islandske ryle til de arktiske ynglepladser. Snesmeltningen er da i fuld gang, og i løbet af de næste par måneders korte, arktiske sommer udklækkes der milliarder af insekter, der tjener som føde for såvel de gamle fugle som ungerne. Denne kraftige ryle lægger kun et kuld æg. Som det er typisk for vadefuglene, er ungerne få timer efter klækningen i stand til selv at søge føde. Klækningen er timet til at ske på det tidspunkt, hvor insekternes udvikling er på sit højeste. Allerede i slutningen af juli forlader de første gamle fugle ynglepladserne og indleder det sydgående træk. Omkring 1. august passerer det sydgående træk af gamle fugle gennem Danmark. Ungfuglene følger efter i september. Det er overvejende sibiriske fugle, der trækker gennem Danmark. Efter et kort ophold i Vadehavet fortsætter de trækket til vinteropholdsstederne ved Vestafrikas kyster. To gange om året flyver disse fugle knap 9000 km opdelt i to stort set lige store strækninger. Vadehavet er både forår og efterår en livsvigtig mellemstation for de islandske ryler. Det er deres eneste væsentlige rasteplads mellem vinterkvarteret og ynglepladserne. Ved lavvande søger rylerne uophørligt føde i form af små muslinger og dyndsnegle på vadefladerne. I løbet af nogle få uger fordobles fuglenes kropsvægt. Det er ikke kun fedtoplagring, der er tale om. Brystmuskulaturen vokser til dobbelt størrelse, og der sker også andre fysiologiske ændringer, der sætter den islandske ryle i stand til at udføre den kæmpe præstation, det er at flyve en strækning på 4500 km nonstop på tre døgn. |
|---|
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.