Hvid stork

Den hvide stork er – eller snarere var – om nogen fuglen, der symboliserer engen og det gamle danske kulturlandskab. Det sidste succesfulde storkepar ynglede i Ribe i 2000, hvor tre unger fløj fra reden. I 2001-03 bestod storkebestanden kun af et enkelt ufrugtbart par og enkelte enlige hanstorke. Hermed er der formentlig sat punktum for storkens 500-årige historie som danskernes mest folkekære fugl og som et frugtbarhedssymbol, der den dag i dag er kendt af mange børn og voksne. Børn af dagens Danmark kommer næppe til at opleve vilde storkeunger i en dansk rede.

Det har længe været forudsagt, at storken ville forsvinde fra Danmark ved årtusindskiftet. Det kunne ikke gå anderledes, da udviklingen – bortset fra en kortvarig stigning i 1930'erne – kun er gået imod stadig færre danske storke. Hverken landbruget, myndigheder eller politikere påtog sig ansvaret for at redde storken, mens tid var.

Storken er afhængig af, at en vis del af landbrugsarealet er græsmarker og enge med mange udegående kreaturer og hødrift. Storken klarede ikke omstillingen af det danske landbrug til vore dages industrilandbrug domineret af svineproduktion og ensidig kornavl. Den langvarige udtynding af den biologiske mangfoldighed i det åbne land fjernede storkens fødegrundlag. Smågnavere, padder, krybdyr og større insekter er reduceret til små andele af de mængder, der engang var.

For at føde et kuld unger op kræver et storkepar i størrelsesordenen mindst 30.000 frøer i nærområdet omkring reden. Så store og tætte lokale bestande af frøer findes stort set ikke længere. I tilgift har manglende slåning af græsmarker og høenge, der tidligere foregik sommeren igennem, nedsat fødeemnernes tilgængelighed. Nu henligger de fleste enge som brakarealer i fremadskridende tilgroning med rørsump eller pilekrat, andre er gennem dræning og gødskning ændret til monotont industrigræs uden levemulighed for smådyr og padder.

Fuglen er i høj grad blevet et symbol på industrilandbrugets konsekvenser for Danmarks vilde dyr og planter. Det er næsten ikke til at tro, at det danske landskab for 100 år siden rummede 4000 storkepar. Nu spejder enkelte, enlige hanner forgæves efter en mage.