Bomlærke

En „lærke“, der sidder på en ledning, en mast eller en hegnspæl i et åbent landskab, er med stor sandsynlighed en bomlærke. Fuglen er faktisk ikke en lærke, men nærmere beslægtet med værlinger, hvorfor navnet kornværling også anvendes om arten. Fra sangposterne lyder sommeren igennem dens specielle, klirrende sang. Den indledes med et skarpt „tik – tik“, der følges af en metallisk strofe, som når en mønt triller rundt på en glasplade. Bomlærkens ynglebiotop er typisk det helt åbne landbrugslandskab, der kun brydes af bevoksninger omkring gårde, enkeltstående træer og enkelte levende hegn.

Chancen for at møde fuglen er størst i det vestlige og nordlige Jylland (figur 13-31). Bomlærken er gennem de seneste årtier blevet en fåtallig eller sjælden ynglefugl på Øerne og i Østjylland. Fuglen lever af frø fra vilde planter, spildkorn, plantedele og i sommerhalvåret også af insekter.

Stubmarker er vigtige fødesteder for bomlærken i vinterhalvåret. I England har man påvist en sammenhæng mellem et reduceret areal med stubmarker og bomlærkens tilbagegang. Stubmarkerne er blevet sjældne, fordi der i det vesteuropæiske landbrug er sket et markant skift fra vårafgrøder til vinterafgrøder over de seneste årtier.

Bomlærken, der lever hele sit liv i agerlandet, synes desuden – som andre fugle – at være negativt påvirket af den faldende biologiske mangfoldighed på det dyrkede areal. I Danmark gik bestanden vedvarende tilbage fra 1980 til 1993, hvorefter den atter er gået frem, og omkring år 2000 har den stabiliseret sig på knap 80 % af niveauet i 1980.

Bomlærken er en udpræget standfugl. I vinterhalvåret samler fuglene sig i flokke. Især i Vendsyssel og Himmerland, der stadig huser tætte bomlærkebestande, kan man i perioder med streng kulde og sne støde på store vinterflokke.