Vadens og marskens planter

Kun den højestliggende del af vaderne er bevokset med landplanter. To arter dominerer: kveller og vadegræs. Kveller forekommer naturligt i det danske vadehav. Det er en lav, sukkulent plante, der hører til salturtfamilien. Kvellervaden dækker ofte store arealer, men planterne står spredt og skifter position fra år til år (figur 8-25). Det skyldes, at kveller er enårig og kræver 2-3 dage uden oversvømmelse efter at frøene er spiret, for at kimplanterne kan blive ordentligt rodfæstet. Lavvandsperiodens længde i spiringsperioden har derfor stor betydning for udstrækningen af årets kvellerbestand.

I lavninger i kvellervaden og lige neden for denne træffes ofte bevoksninger af dværg-bændeltang. Det er en marin art, der er knyttet til blød havbund, se bindet om havet.

Vadegræs, der nu ligeledes dækker store arealer på den øverste del af vaden (figur 8-26), blev indført til det danske vadehav fra England i 1930'erne i forbindelse med landindvindingsarbejder, men har siden spredt sig rundt i Vadehavet ved egen hjælp. Vadegræs blev også udplantet på Tipperne i Ringkøbing Fjord, ved Limfjorden samt ved mundingen af Randers Fjord og Mariager Fjord. Herfra har den spredt sig til en del andre lokaliteter ved de indre danske farvande (se Invasive arter).

Vadegræs er en flerårig, klondannende plante, hvis vegetative formeringsevne er ganske imponerende. Det drejer sig i virkeligheden om to nærtstående arter: Almindelig vadegræs, som er en krydsning mellem to andre arter, og engelsk vadegræs, der er opstået ved fordobling af almindelig vadegræs’ kromosomsæt.

Vadegræs udfylder nogenlunde den samme niche som kveller, som derfor ofte bliver udkonkurreret. Vadegræs må derfor betegnes som en såkaldt invasiv art. Både kveller og vadegræs medvirker til aflejring af de finkornede partikler, der er opslemmet i havvandet, og er derfor af afgørende betydning under de første faser af marskdannelsen, se boks 8-1 om marskdannelse i Overfladeformer og jordbund.

I det øverste lag af vadebunden findes der trådformede cyanobakterier. De har stor betydning ved at fastholde finkornede partikler og dermed medvirke til, at vadeoverfladen hæves. En af de vigtigste arter er slikbinderalgen Microcoleus chthonoplastes (figur 8-27). Cyanobakterierne giver vadebunden en blågrøn farve under det allerøverste sand- og sliklag. Hvis man graver et stykke vadebund op og forsigtigt brækker det over, vil man se bakterierne som fine tråde i de øverste 2-3 cm af brudfladen.

Der findes også store mængder kiselalger i vadens mudder. De lever især i de øverste 5 cm. Ved lavvande kryber bevægelige arter op gennem det sliklag, der ofte er afsat ved højvande, og binder partiklerne sammen ved hjælp af slim, som de udskiller (figur 8-28). Det forhindrer, at sliklaget bliver slemmet op igen ved det efterfølgende højvande. Antallet af kiselalger på vaden er umådelig stort – i den øverste centimeter kan der leve op til 1 million pr. cm².

Vadebundens bakterier og mikroalger bidrager meget til primærproduktionen i Vadehavet. Den er anslået til omkring 200 g tørstof pr. m² årligt. Det er 4-5 gange mere end primærproduktionen i vandsøjlen over vaden ved højvande.

Marsken oversvømmes helt eller delvis ved det særlig kraftige højvande, der normalt indtræder ved springtid, ca. hver 14. dag. Plantesamfundene på marsken ved Vadehavet er stort set de samme som på saltengene ved de indre farvande. Der er således en zonering fra havet og ind over land med strand-annelgræs-eng, ofte med store mængder af tætblomstret hindebæger, derefter harril-rød svingel-eng og rød svingel-jordbær-kløver-eng. Men på grund af det kraftige tidevand er losystemerne langt mere veludviklede end på strandengene ved de indre farvande, se Overfladeformer og jordbund.

Især to arter adskiller marsken fra strandengene ved de indre farvande: stiv kvik og stilkløs hindebæger. Stiv kvik er en ret lav, lyst blågrøn, stivbladet græsart. Den er almindelig på den øverste del af marsken. Stilkløs kilebæger er endnu mere markant. Det er en kraftig, klondannende flerårig urt fra salturtfamilien, der er noget forveddet nederst på stænglen. Uden for Vadehavet er stilkløs kilebæger kun fundet enkelte steder ved de indre farvande.

Stilkløs kilebæger er meget følsom over for græsning, men udkonkurrerer strand-annelgræs, når græsningen ophører. På den nedre del af marsken ved Vadehavet, på steder uden eller med meget svag græsning, danner stilkløs kilebæger derfor store sammenhængende bestande – den såkaldte kilebæger-marsk. Stilkløs kilebæger trives især godt på de veldrænede kanter af loerne (figur 8-5). Den bliver sandsynligvis favoriseret af tidevandets pulserende bevægelse, som holder marsksedimentet gennemluftet samtidig med, at der aflejres nyt materiale. Også vadegræs præger nu mange steder den nedre del af marsken, hvor den blander sig med arterne fra strand-annelgræs-engen (figur 8-5).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vadens og marskens planter.

• Forrige afsnit er Planter i huller og lavninger og på tangbunker
• Næste afsnit er Strandrørsumpenes planter