Strandrørsumpenes planter

Ydre strandrørsumpe er især udbredt på lavt vand, indtil ca. en halv meters dybde, ved lave saltholdigheder, brakvand, langs med beskyttede kyster af Østersøen og langs bredder af strandsøer og laguner. Men de findes også ved de eksponerede, salte kyster, hvor udstrømmende fersk vand, f.eks. langs foden af kystskrænter, sænker saltholdigheden i rodzonen. Vegetationen er artsfattig og domineret af én græsart: tagrør, og to halvgræsser: strand-kogleaks og blågrøn kogleaks (figur 8-29). I de sydøstlige dele af landet kan strand-siv være dominerende i den indre del af den ydre strandrørsump, men den kan også stå i afløbsløse huller på den nedre del af saltenge, der ikke bliver afgræsset for hårdt. Også strandasters kan træffes i den ydre rørsump.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Rørsumpens planter har en effektiv vegetativ formering ved hjælp af jordstængler, hvorfra der udgår tætstillede, oprette skud, som gør det vanskeligt for andre arter at etablere sig (figur 8-30). Bevoksningen er ofte sammensat af udstrakte kloner, der tydeligt adskiller sig fra hinanden ved forskelle i planternes højde og farve. Efterhånden som bunden højnes ved, at der aflejres døde plantedele, indvandrer flere arter fra saltengen og fra den indre strandrørsump, og rørsumpen „vokser op i“ geolittoralzonen. Store tagrørsumpe udnyttes ofte til rørskæring om vinteren.

Den indre strandrørsump udvikles i geolittoralzonen. Det kan ske ved naturlig succession på strandenge, der aldrig har været græsset, eller ved tilgroning af saltenge, efter at græsning er ophørt.

Vegetationen er mere artsrig end i den ydre rørsump. Den domineres af de samme, græsagtige sumpplanter, men har som regel også et tæt bunddække af lave strandengsarter. På den nedre del af den indre rørsump er det arter som kryb-hvene, læge-kokleare, engelsk kokleare, spyd-mælde og strand-asters. På den øvre del domineres bunddækket ofte af rød svingel og/ eller almindelig kvik. Men her er rørsumpplanterne lavere og skudtætheden mindre.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Den veludviklede indre strandrørsump med tæt bunddække er meget stabil. Især det tykke førnelag af døde plantedele kan gøre det vanskeligt for andre arter at etablere sig ved hjælp af frø og få fodfæste. Derfor er den indre strandrørsump noget fattigere på arter end den græssede salteng på tilsvarende terrænhøjde (boks 8-2).

Den indre strandrørsump er ikke begrænset til brakvandsområder. Et indhegnet areal på den øvre del af den græssede marsk på Skallingen ved Vadehavet blev således efter få år uden græsning til en rørsump.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

I de indre strandrørsumpe i de sydøstlige dele af landet forekommer der en række relativt sjældne arter. En del af disse er opført på rødlisten over truede arter. I den nedre del af rørsumpen kan man således være heldig at træffe på læge-stokrose, drue-gåsefod, strand-loppeurt, vild selleri, eng-klaseskærm og samel (figur 8-31) samt kær-svinemælk (figur 8-32). I den øvre del af rørsumpen, hvor de høje sumpplanter står spredt, og hvor vegetationen ofte mere har karakter af en ugræsset strandeng, vokser der sjældne arter som blå iris, soløje-alant (figur 8-19) og strand-stenkløver. Adskillige af dem har deres hovedudbredelse i det kontinentale Europa og Asien.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Strandrørsumpenes planter.

• Forrige afsnit er Vadens og marskens planter
• Næste afsnit er Strandoverdrevets planter