Skallingen ved Vadehavet

Halvøen Skallingen er den nordligste af den række barriere-øer, der strækker sig fra Blåvandshuk i nord til den Helder i syd, og som også omfatter Fanø og Rømø. Øerne adskiller Vadehavet fra Nordsøen, og de er indbyrdes adskilt af dybe render, hvorigennem det kraftige tidevand strømmer ud og ind to gange i døgnet. I den nordlige del af Vadehavet er tidevandsforskellen, dvs. forskellen mellem springtids høj- og lavvande, godt 150 cm.

Skallingen blev dannet for ca. 400 år siden som et 2-3 km bredt, nøgent højsande, der strakte sig ca. 10 km sydpå fra Blåvandshuk. Sand skyllet op fra havet har dannet den lange række imponerende klitter ud mod Nordsøen, mens den store nøgne sandflade ind mod Vadehavet efterhånden er groet til med marskvegetation.

Et tværsnit af Skallingen fra Nordsøen til Ho Bugt viser mod vest den brede forstrand flankeret af de høje klitter ud mod havet. Klitterne står nu med en stejl forside pga. havets erosion. Klitzonerne er smukt udviklet med hvid, grøn, og grå klit. I de indre klitter vokser den sjældne klit-limurt.

På østsiden af klitterne møder man strandengen. Først en eng, der er præget af ferskvand, samt et par mindre søer, og længere ude den enorme marsk, der strækker sig ud til Ho Bugt. Marsken er delt på langs af et hegn. Køer og får græsser i den indre del, længst fra Ho Bugt. Her dominerer harril, strand-annelgræs og hindebæger. Flere steder kan man se, at tagrør ville vokse op, hvis kvæggræsningen ophørte.

Den ydre marsk, nærmest Ho Bugt, er enestående ved sin uberørthed og ved sin størrelse. Den er domineret af den vedagtige urt stilkløs kilebæger, som danner et tæt, fjedrende tæppe – en „mini-mangrove“ – men mange andre typiske strandengsplanter findes også, f.eks. strandgåsefod og strand-malurt. Marskengen er gennemskåret af et forgrenet system af dybe render, loerne, hvori tidevandet strømmer ind fra Ho Bugt ved højvande, flod, og tilbage ved ebbe (figur 8-53, se også figur 8-5). Langs med loerne trænger vadegræs ind i marsken fra vaden. Selve marskfladen oversvømmes kun ved kraftigt højvande.

Marskens grænse mod vaden, middelhøjvandslinjen, er markeret af en lav erosionsklint.

Herfra kan man skue ud over Vadehavet ved højvande eller over den nøgne vade ved lavvande. Forskellen er dramatisk. Kun de dybe render er vandfyldte ved lavvande. Midt ude i Ho Bugt ligger en række høje klitter. Det er øen Langli, som stammer fra tiden før Skallingens tilblivelse, hvor den lå eksponeret ud mod Nordsøen.

Under stormflod kan det ske, at havet slår hul på klitrækken, og havvand og sand breder sig ud over marsken. Her aflejres en sandslette – en havrending – hvor plantevæksten tydeligvis har svært ved at få fodfæste, fordi nye stormfloder aflejrer mere sand, og fordi vandet bliver stående og fordamper, hvorved der opstår høje saltholdigheder. På Skallingen var der tidligere to særlig markante havrendinger, men kun en rest af den sydligste, Sibirien, er endnu tilbage i klitterrænet.

Offentligheden har adgang til Skallingen pr. bil ad offentlige veje og til fods. Det gamle minefelt fra anden verdenskrig i klitterrænet er for tiden (2007) afspærret på grund af minerydning.