FIGUR 10-3. Skive-kamille stammer oprindeligt fra steppeegne i det centrale Asien. Arten blev første gang fundet ved Sortedamsvej i København i 1852, hvor den menes at være forvildet fra dyrkning i Botanisk Have, der ligger ca. 500 m væk. Arten er også indslæbt til havnebyer gennem tiderne. Skive-kamille er i dag en uhyre almindelig byplante, der sagtens kan klare en del færdsel.

.

FIGUR 10-4. I bylandskabet findes mange typer friarealer, som kan være mere eller mindre kulturpåvirkede. Samtidig er der stor forskel på udgifterne til at drive og pleje arealerne – alt efter om der er opstillet et brugsorienteret formål med arealet, eller det bare får lov til at passe sig selv. Fra Skov- og Naturstyrelsen, 1997.

.

Når frøet først er spiret, og planten er begyndt at vokse, møder den nye udfordringer. Hvis planten vokser på byens befæstede arealer, er mikroklimaet varmt og tørt. Planten skal kunne tåle udtørring, og den kan derfor ofte have tykke blade med et beskyttende vokslag, der nedsætter fordampningen i planten som f.eks. gåsefod og firling.

Desuden skal planten kunne tåle at blive trådt på eller kørt over. Forskellige egenskaber hos byplanterne gør, at de overlever de kraftige påvirkninger fra bylivet: Planter som lancet-vejbred, rajgræs og almindelig hundegræs har smalle, linje- eller lancetformede blade, der kan tåle et vist slid og færdsel. Ager-tidsel, skivekamille (figur 10-3) og kruset skræppe har seje og bøjelige stængler og svipper op igen, selv om der køres hen over dem. Mælkebøtte, tusindfryd og vejbred har rosetagtig vækst, som betyder, at deres blade ligger i plan med jordoverfladen – derved kan de også tåle en vis færdsel uden at blive mast helt sammen. Små uanseelige planter som den let pudeformede enårig knavel og almindelig firling samt vej-pileurt, gåsemad og hyrdetaske har kraftigt støttevæv og ofte krybende vækst, der gør dem i stand til at overleve færdsel til en vis grænse.

I de mere park- og haveprægede arealer i byen har planterne bedre vækstbetingelser end på de befæstede arealer, så her er der ofte en stor artsrigdom. Til gengæld kan spontant forekommende planter – af haveejere og parkgartnere kaldet ukrudt – have det svært i parker, haver og på kirkegårde, da plejeniveauet er højt, og uønskede plantearter fjernes ved lugning mv. (figur 10-4).

Gartnere og haveejere har dog en stor udfordring foran sig, hvis ukrudt slet ikke må etablere sig i bylandskabets grønne områder – bare 15 blomstrende mælkebøtter i villahavens græsplæne kan give ca. 3000 frø pr. m2 pr. år. Man anslår, at der i en kvadratmeter dansk havejord kan findes over 20.000 frø. Nogle af frøene kan ligge og bevare spiringsevnen i årevis i denne, jordens frøbank.

I byen findes der ud over parker og haver andre grønne områder i samme kategori, f.eks. idrætsanlæg, børnehaver, skoler, vandværker eller renseanlæg samt kirkegårde. I alle disse grønne områder findes der kun vilde planter, hvis de tolereres eller overses af gartnere og andre – i græsplæner, i staudebede og under busketter og plantede træer. På idrætsanlæg som f.eks. en fodboldbane finder man sjældent særlig mange vilde planter, da plejeniveauet her er højt og ofte med et stort forbrug af gødning, kunstvanding og sprøjtemidler. Sådanne driftsmetoder fjerner spontant forekommende vilde planter, og det er da også formålet med driften (figur 10-4).

De vilde planter kan sprede sig ind i byens grønne områder – og fra byens grønne områder som f.eks. villahaver og kolonihaver kan haveplanter spredes til naturen. På skovturen i den bynære skov kan man derfor møde velkendte haveplanter som tidselkugle, scilla og vinca, som kommer fra (ulovligt) placeret haveaffald i skovbrynet på den anden side af hækken. Arterne kan dog også forvilde sig ud i skoven af sig selv ved dyrespredning eller vindspredning.

I zonen mellem by og land findes andre arealtyper med vilde planter. Det er f.eks. de opgivne landbrugsarealer på kanten af byzonen, der venter på en kommunal beslutning om bebyggelse. Her på den braklagte jord findes rester af de afgrøder, der før blev dyrket – raps, korn, majs mv. samt det markukrudt, som er karakteristisk i området som f.eks. kornvalmue, agersennep og almindelig kvik (se endvidere kapitlet Det dyrkede land: Præsentation og de følgende afsnit).

Også „roadscapes“ dominerer grænsen mellem by og land. Indfaldsvejene til byen omkranses ofte af grønne „skærme“ i form af plantede, flerrækkede løvtræshegn, der skal friholde de nærliggende boliger for støj, luftforurening og visheden om den nærliggende vej. Og ved udfletningsanlæg, rundkørsler og midterrabatter på de store boulevarder ses mangeartede beplantninger med træer, buske og urter. I begge arealtyper dominerer plantede og udsåede arter, men der kan også findes vilde planter.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Planter i tørt, uroligt og plejet miljø.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig