Dyrelivet uden for husene

Den almindelige gedehams (Paravespula vulgaris) er et godt eksempel på et dyr der – specielt i sensommeren og først på efteråret – kan opleves i alle dele af byen, herunder indendørs. Efter vinterdvalen kommer de befrugtede gedehamse dronninger frem i april og begynder straks at bygge et bo, gerne i et skur eller udhus, under et tagudhæng eller på lofter.

Et gedehamsebo består af dødt træ, som dronningen tygger til en papiragtig masse ved at blande det med spyt i munden. Boet startes altid med en enkelt, sekskantet celle, hvori det første æg lægges. Herefter bygges boet ud med flere celler udenom, alle med åbningen nedad. Heri lægges yderligere æg. Boet dækkes af en ydre tynd skal, hvorved det bliver kuglerundt. Konstruktionen er fint varmeisolerende, og ved vibrationer med vingerne kan dronningen producere varme, så temperaturen kommer op på de 30 °C, der skal til for at æggene klækker.

Larverne fodres i få dage med nektar, men herefter står menuen på friskfangede fluer. Efter en kort larve- og puppetid kommer de første arbejdergedehamse frem. Det er alle hunner, der er sterile som følge af underernæring. De bygger straks videre på boet og fanger selv deres bytte.

Hen på sommeren bygges der større celler, og i disse lægger dronningen nu æg, der udvikler sig til hhv. hanner (droner) og forplantningsdygtige hunner. De fodres af arbejderhunnerne. De nye dronninger udsender duftstoffer, som udløser familiens opløsning. Sidst på sommeren forlader droner og de nye dronninger boet, og ved den efterfølgende parringsflugt bliver dronningerne befrugtet. Det er på dette tidspunkt, at mange danskere oplever hvepsene som et problem, da mange arbejdere nu forlader boet og det fasttømrede sociale hierarki. De arbejdere og larver, der er tilbage, tåler ikke temperaturfald under 10 °C og dør i takt med den tiltagende efterårskulde. Dronerne dør efter parringen, mens dronningerne i løbet af oktober opsøger et vinterskjulested.

Lindebladlusen (Eucallipterus tiliae) er et af byens insekter, som mange bilejere har stiftet indirekte bekendtskab med. Lindebladlusen lever i lindetræer, der er plantet som vejtræ og på åbne pladser i mange danske byer. Lindebladlusen forekommer om sommeren i store antal på lindetræer, og deres sukkerholdige ekskrementer nærmest regner ned på parkerede bilers tage og ruder. Fænomenet kendes under navnet „honningdug“. Bor man i et kvarter, hvor linden er vejtræ, kan man opleve, at hele bilen er klistret til, når man går ud til den om morgenen.

Den sukkersaft, der falder på jorden under lindetræerne, udnyttes bl.a. af jordlevende myrer, især den sorte havemyrer (Lasius niger). Tidligt på foråret – før linden har fået blade og bladlusene er blevet aktive – kan man af og til se de små, mørke myrer myldre rundt inden døre, hvor de søger efter føde. I øvrigt er lindetræerne også et godt fødested for mange andre insekter, især tiltrækkes store mængder nektarsugende insekter, når lindetræerne blomstrer i forsommeren.

I større byer i Nordøstsjælland samt mere fåtalligt i Århus og på Bornholm lever skimmelflagermusen. Dyret ses kun sjældent. Men fra september til december kan man efter mørkets frembrud høre hannernes karakteristiske parringskald, især i kvarterer med etagebyggeri. Stemmen er en fin metallisk tikkende lyd: „zikzikzikzikzikzikzik“, der kan minde lidt om en rusten cykelpumpe. Lyden kan opfanges af de fleste mennesker med normal hørelse, hvis man er opmærksom på den. Se videre om skimmelflagermusen under Flagermus og de følgende afsnit.

Forstædernes parcelhuskvarterer og villabyer har en varieret struktur og et væld af hjemmehørende og mere eksotiske planter og træer. Mangfoldigheden af levesteder giver livsgrundlag for mange forskellige dyr. Med mindre man som haveejer fjerner de vilde planter og insekter, rummer haverne levemuligheder for mange dyr.

I ældre villakvarterer med store gamle træer, vildtvoksende hjørner og åbne plæner er fuglelivet særlig rigt. Undersøgelser har vist, at mere end 80 forskellige fuglearter kan træffes ynglende i danske haver – næsten halvdelen af alle Danmarks ynglefuglearter. I et typisk dansk parcelhuskvarter yngler op mod 30 fuglepar pr. ha. Det er det dobbelte af, hvad der findes i vore mest fuglerige skove.

Den iberiske skovsnegl (Agrion lusitanicus) – med tilnavnet „dræbersnegl“ – har de senere år skabt stor omtale. Det er en ret ny art i Danmark, men man kender på nuværende tidspunkt hverken dens oprindelsessted eller indvandringsvej. Milde vintre og regnfulde somre giver dyret særlig gode betingelser og er formentlig medvirkende til den markante ekspansion siden 1991. Nu kan den træffes i urte- og prydhaver mange steder i landets østlige egne (figur 10-8). Her lever den af friske, bløde og rådnende plantedele mv. Den kan æde ådsler af andre dyr, men det gør andre snegle også.

Sneglen minder om den velkendte sorte skovsnegl, men har en brunlig eller rødbrunlig farve. Nogle haveejere bekæmper den med sneglegifte, hvilket er uheldigt, da giftene også slår dræbersneglens naturlige fjender som pindsvin og skrubtudser ihjel. Der er for nylig fundet en effektiv metode til biologisk bekæmpelse med rundorme.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Dyrelivet uden for husene.

• Forrige afsnit er Dyrene og deres tilpasninger
• Næste afsnit er Dyrelivet inde i husene