Ophør af græsning og slæt

Hvis driften stopper brat, fra det ene år til det andet, vil engen hurtigt udvikle sig til en højurteeng med højtvoksende arter som f.eks. lådden dueurt, kål-tidsel, almindelig mjødurt, stor nælde, lyse-siv, ager-tidsel, blåtop og tagrør som de dominerende arter (figur 4-18 og 4-20). Nogle af disse arter findes ofte allerede på engen, mens den græsses, men som små, lavtvoksende individer. De kan hurtigt vokse frem efter græsningsophør. Andre arter skal først sprede sig ind i området.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

De højtvoksende planter har brede blade og et kraftigt rodnet, og de kan derfor bortskygge og udkonkurrere mere lavtvoksende planter. Desuden producerer de højtvoksende arter meget, og der dannes derfor et tykt lag af dødt plantemateriale, førne, på engbunden. Andre arter kan have svært ved at spire frem gennem dette førnelag. Derfor falder artsantallet, og de karakteristiske og ofte sjældne engarter, som er afhængige af græsning eller slæt, forsvinder.

Før eller siden vil frø af vedplanter imidlertid sprede sig ind på området og etablere sig her og dér, og højurteengen ændres gradvist til en mere skovagtig natur (figur 4-20). Hvis jordbunden på arealet stadig er fugtig, udvikler vegetationen sig oftest til et sumpet pilekrat med grå-pil og senere måske til en skovsump med ask, birk og el. Disse naturtyper er som regel mere artsfattige end både den græssede eng og højurteengen.

Hvis omfanget af græsning på engen i form af antal husdyr pr. ha eller antal græsningsdage derimod falder gradvist, kan tilgroningsforløbet springe højurteengen over. Det skyldes, at højurtearterne hæmmes af den fortsatte græsning, samtidig med at vedplanterne får bedre etableringsmuligheder. Vedplanterne kan etablere sig i de huller i vegetationslaget, som dyrene skaber ved deres tråd. Desuden går de græssende dyr ofte uden om vedplanterne, som derfor får gode vækstbetingelser. Når græsningen så ophører helt, kan vedplanterne hurtigt brede sig og dominere tilgroningen.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

En forudsætning for vedplanternes indvandring til et engområde er, at der er frøkilder i nærheden. Det er tilfældet, hvis der f.eks. er pilekrat eller skovsumpe i kort afstand fra den ferske eng, som man ofte ser det i en ådal. Her kan tilgroningen af engen ske inden for få år, efter at driften er ophørt. Hvis engen tilmed udsættes for næringsberigelse, f.eks. ved tilløb af drænvand fra de omgivne marker, vil tilgroningen blive accelereret, og artstabet går endnu stærkere.

Engplanterne reagerer forskelligt, når græsning eller slæt på en fersk eng stopper, og den hastighed, hvormed engen ændres til en anden naturtype, kan alene af den grund variere meget fra område til område.

En svensk undersøgelse viser, at plantearterne på engene kan deles op i fire grupper efter deres reaktion på driftsophør (figur 4-21). Arter som kær-trehage og leverurt forsvinder næsten med det samme, mens andre karakteristiske engarter som engkabbeleje og eng-nellikerod stadig kan findes på den tilgroede eng 25-35 år efter, at den sidste ko forlod engen. Det tyder på, at der er stor forskel på, hvor økologisk bredspektrede engarterne er, f.eks. med hensyn til lysforholdene. Nogle arter kræver fuldt lys, andre kan også trives i halvskygge og holder sig derfor længere.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Ophør af græsning og slæt.

• Forrige afsnit er Græsning og slæt påvirker engen på forskellig måde
• Næste afsnit er Planterne og deres tilpasninger