En slået fersk eng og en græsset fersk eng adskiller sig ved en overfladisk betragtning ikke fra hinanden. Men de to driftsformer påvirker engmiljøet på forskellig måde (tabel 4-3):

  • Ved slæt sker der ingen udvælgelse af plantearter eller plantedele – alt plantemateriale over slåhøjde fjernes; derfor bliver den slåede eng mere ensartet end den græssede eng.

  • Ved slæt fjernes flere næringsstoffer fra engen end ved græsning, hvor en del af næringsstofferne, efter at de er blevet omsat i de græssende dyr, returneres til engen som gødning og urin. Enge, der slås, bliver derfor mere næringsfattige end græssede enge.

  • Ved slæt undgås, at engen lokalt trædes op, og der sker ingen knolddannelse. Der skabes derfor ikke så mange forskellige voksesteder som på den græssede eng, og antallet af arter er lavere.

  • På slåede enge dominerer arter, som er følsomme over for tråd fra græssende dyrs hove og klove. Generelt favoriseres urter frem for græsser.

  • Orkidéer, f.eks. langakset trådspore, har højere spiringsprocent på høslætenge end på græssede enge, fordi frøkapslerne når at modne, mens høet tørrer.

Man kan derfor forvente, at der efter længere tids drift vil være forskel på artssammensætningen på en slået og en græsset eng; men der er som nævnt næsten ingen traditionelt drevne høslætenge tilbage i Danmark.

TABEL 4-3. Vegetationen påvirkes forskelligt af græsning, slæt og ophør af drift. Efter Larsen og Vikstrøm, 1995.
Karakteristika Med græsning Med slæt Efter ophør af drift
Ensartethed Lille Stor Varierer
Førneophobning og tørvedannelse Lille Lille Stor
Vegetationshøjde Lav til varieret Lav Oftest stor
Lagdeling af vegetationen Lille Lille Stor
Næringsindhold i jordbunden Svagt faldende Faldende Oftest stigende
Tuedannelse Kraftig på våd bund Ingen Svag
Huller i vegetationslaget Mange Færre Ingen
Græssers andel i vegetationen Stigende Faldende Oftest faldende
Vedplanters andel i vegetationen Lille Ingen Stigende
Artstæthed afkarplanter Stor Stor Oftest lav

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Græsning og slæt påvirker engen på forskellig måde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig