Trusler mod hederne

Opdyrkning og tilplantning har indskrænket hedearealerne drastisk. De tilbageværende arealer er ofte små (tabel 6-1) og omgivet af det moderne kulturlandskabs elementer: marker, plantager og levende hegn. De tidligere så udstrakte heder er blevet reduceret til små, isolerede øer i det dyrkede land. Selv om opdyrkning og tilplantning stort set er ophørt og den aktuelle trussel fra vej- og byudvikling er ringe, må man regne med, at opsplitningen stadig påvirker hedens plante- og dyreliv. Dets opretholdelse er på langt sigt en balance mellem indvandring og uddøen. Urfuglen, som sidst blev set i 1996, må således primært regnes for at være uddød som følge af arealændringer, der er sket for mange år siden. Man må derfor forvente at tidligere tiders arealændringer også i fremtiden vil betyde tab af hedens specifikke planter og dyr.

En interessant følge af fragmentering er, at antallet af insektarter på hedeøerne paradoksalt nok stiger, jo mindre arealet og jo større isolationen bliver. Det fremgår af engelske undersøgelser. Årsagen er indvandring af arter fra de omkringliggende områder. Denne såkaldte randeffekt er større på små heder end på store og afhænger også af naboområdets vegetation. Selv om der bliver flere arter på heden, bliver der altså færre af de specielle hedearter. De erstattes i stedet ofte af skovgeneralister eller nåletræsspecialister.

På Randbøl Hede er der tilsvarende registreret en række nye plantearter, der er indvandret siden T. W. Böcher undersøgte heden i 1941. Mange af arterne er dog ikke specielt tilknyttet heder. Foruden træer er det ukrudtsarter eller arter fra omkringliggende områder, der grænser op til hederne.

Tilgroning er en naturlig proces, hvor heden koloniseres af træer, som udkonkurrerer de karakteristiske lysåbne plantesamfund. Tilgroningen er taget kraftigt til, og mange åbne heder er i fare for helt at forsvinde. I NOVANA 2004-undersøgelsen havde 25 % af hedestationerne mere end 10 % tilgroning. Som beskrevet i tidligere afsnit er mange laver, karplanter og insekter knyttet til hedens åbne sandede flader. Tilgroning er derfor en direkte trussel mod selve hedemiljøet og indskrænker levestederne for hedefaunaen. Samtidig introduceres der insektarter, der er fremmede for heden.

Der kom først rigtig fart på tilgroningen af de vestjyske heder, da man plantede skov og læhegn og indførte fremmede træarter som bjerg-fyr og glansbladet hæg. Bjerg-fyr, som oprindeligt hører hjemme i bjergegne i Syd- og Mellemeuropa, blev indført til landet i midten af 1800-tallet til læhegn. I dag optræder bjerg-fyr som den primære pionerart på vestjyske heder (figur 6-30). Bjerg-fyr har ligesom hedelyng en begrænset levetid; den dør efter ca. 100 år. Men har bjerg-fyr først etableret sig, tager tilgroningen fart. Fyrretræerne giver fugle en rasteplads, og spredningen af frø fra røn, glansbladet hæg og eg til området forøges. Derfor ser man ofte spiring og opvækst af eg og røn under bjergfyr. Fyrretræerne beskytter desuden løvtræerne mod græssende dyr. Bjerg-fyr fungerer altså som „ammetræ“ for disse arter.

I modsætning til løvtræerne overlever bjergfyr ikke rydning. Til gengæld er birk god til at kolonisere områder, hvor bjerg-fyr er blevet ryddet. Birk har altid været en vigtig træart i tilgroningen af heden i Østdanmark. Men efterhånden som den har bredt sig mod vest, er den også her et stigende problem. Arten spreder sig effektivt på forstyrrede områder, f.eks. bare pletter efter brand (figur 6-31) eller angreb af lyngbladbillen.

Da alle hedens løvtræarter skyder villigt fra stubbene, er de ikke lette at slippe af med igen, når de først er kommet ind. Det vil derfor kræve en stor indsats at genskabe og vedligeholde åbne hedelandskaber.

Invasive arter, også kaldet „landskabsukrudt“ er arter, der er indført eller for nyligt indvandret, og som vokser aggressivt og udkonkurrerer lokale arter og dermed påvirker biodiversiteten negativt. De mangler ofte de fjender eller plantesygdomme, der holder dem i ave i deres oprindelige udbredelsesområde. Specielt fem invasive arter har indtaget hederne og sætter mange steder deres præg på dem – det er bjerg-fyr, glansbladet hæg, mosarten vestlig bredribbe (Campylopus introflexus), gyvel og rynket rose.

Bjerg-fyr har siden indførslen til landet (se under tilgroning) bredt sig til tilstødende klit- og hedearealer og udgør i dag den største trussel mod de åbne hedelandskaber. Sammen med bjergfyr kan man nævne en række andre nåletræarter, men ingen af disse når op på siden af bjergfyr, når det gælder evnen til at kolonisere et hedeområde.

Også glansbladet hæg er indført til plantning i hegn. Den er utroligt nøjsom, og kan vokse næsten alle steder. Den sætter mange frø, der ædes af fugle, ræve mv., og som derfor spredes effektivt i landskabet. Når planten først har koloniseret et område, er den svær at komme af med. Hvis området brændes eller den skæres ned, skyder den masser af nye skud fra stubben. Generelt græsses små, nyetablerede løvtræer hårdt af en stærkt stigende vildtbestand, men dyrene undgår glansbladet hæg, fordi dens løv indeholder blåsyre, som er giftig.

Der er mere om invasive arter i kapitlet Mønstre i det åbne land.

Mængden af kvælstof, der stiger op i atmosfæren fra f.eks. landbrugsområder, industri og trafik, spredes rundt med luftmasserne og derefter falder ned andre steder (kvælstofnedfald), er steget gennem de seneste 50 år fra ca. 5 kg pr. ha til i gennemsnit ca. 20 kg pr. ha årligt. Tålegrænsen for kvælstof, det vil sige den mængde kvælstof, den tørre, næringsfattige hede kan tåle at modtage fra luften, uden at der sker nævneværdige ændringer i artssammensætningen, er vurderet til at ligge på 10-15 kg pr. ha årligt, se også Luftbåren kvælstofforurening. De fleste danske hedearealer modtager mere kvælstof end tålegrænsen. Fagfolk er dog ikke enige om, hvorvidt det alene er kvælstof, der er skyld i de ændringer af hederne, der er observeret gennem de seneste årtier.

Det øgede nedfald af kvælstof har under alle omstændigheder betydet, at der nu er mere plantetilgængeligt kvælstof (boks 6-3) i hedejordene. I det østlige Danmark, hvor også tilgængeligheden af fosfor og andre næringsstoffer er større, medfører det, at hederne er ved at gro til med mere næringskrævende græsser og urter. På heder i det vestlige Danmark er planternes væksthastighed primært begrænset af mangel på fosfor. Det viser et gødskningsforsøg, der blev etableret i 1994 på Hjelm Hede.

I forsøget blev der tilført enten kvælstof eller fosfor eller både kvælstof og fosfor samtidig. Forsøget blev anlagt umiddelbart efter et lyngbladbilleangreb, hvor lyngen døde, for at følge denne meget kritiske periode, hvor hedelyng skal spire og etablere sig (figur 6-32 og boks 6-2). Efter angrebet bredte græsserne sig. Mod forventning var der ingen forskel på de felter, som ikke havde modtaget gødskning, og dem, som kun havde modtaget kvælstof. I begge tilfælde bredte græsserne sig meget langsomt. Selv et par år efter angrebet var græsvegetationen helt åben. Hedelyngen kom igen og var i 2002 meget livskraftig (figur 6-32A). Til gengæld stimulerede fosfor græssernes vækst, så de få år senere dækkede jorden. I 2002 var hedelyng også kommet igen på de fosforgødskede felter, men den var lav. Det skyldes sandsynligvis, at fremspiringen havde været forsinket af græsvegetationen (figur 6-32B). Regenerationen af lyng er dog så fuldstændig, at felterne er blevet til lynghede igen. På de felter, der havde fået både kvælstof og fosfor, voksede græsserne kraftigt. Her blev lyngen helt udkonkurreret af bølget bunke og var ikke til stede i 2002. Det tætte filt af døde græsblade hindrede hedelyng i at spire på området (figur 6-32C).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Forsøget viser, at græsvæksten ikke blev på virket af kvælstof alene. Græssernes vækst var tydeligvis begrænset af fosfor. Den meget kraftige græsvækst på felter, der både fik kvælstof og fosfor antyder dog, at en hede, hvis jordbund er lidt mere rig på fosfor, vil kunne udvikle sig til græshede, når nedfaldet af kvælstof øges, som det ses i Østdanmark.

Kvælstof har dog en direkte virkning på andre af hedens plantesamfund end den tørre lynghede. Det gælder i klithede, hvor der er meget lidt organisk materiale i jorden, og på tørveskrællet hede, hvor en stor del af det organiske materiale og dets indhold af kvælstof er fjernet. Disse heder er kvælstofbegrænsede og derfor særlig truet af kvælstofnedfaldet. Her vil kvælstof øge successionshastigheden, så de lavrige flader hurtigere dækkes af en højere vegetation. Man regner også med, at kvælstofnedfaldet er med til at ændre klokkelynghederne til samfund domineret af blåtop.

Kvælstofnedfalds virkning er også undersøgt ved hjælp af successionsstudier på Nørholm Hede. Her er vegetationen som nævnt blevet fulgt siden græsningens ophør omkring 1895. De første 50 år var kvælstofnedfaldet lavt og har derefter været stigende. Figur 6-33 viser, hvorledes vegetationens kvælstof-indikatorværdi, der er et mål for planternes tilpasning til kvælstoftilgængelighed, har udviklet sig i samme periode. Kvælstofindikatorværdien – den såkaldte Ellenberg-indikatorværdi – går fra 1 til 9, hvor høje værdier indikerer stor tilgængelighed af kvælstof i miljøet.

På Nørholm Hede når indekset kun lige over 2. Det viser, at planterne efter næsten 100 år uden menneskelige indgreb stadig er tilpasset relativt små mængder tilgængeligt kvælstof. Indikatorværdien er nok steget en smule, men stigningen var lige så stor i første halvdel af 1900-tallet, hvor kvælstofnedfaldet var lille, som i anden halvdel af perioden, hvor kvælstofnedfaldet var stort. Vegetationsskiftet på Nørholm Hede fra hedelyng til revling og græsser kan derfor ikke entydigt forbindes med tilgængeligheden af kvælstof. Undersøgelsen viste også, at laverne gik kraftigt tilbage i de første 50 år. Undersøgelsen peger derfor på, at det er ophøret af græsning og andre aspekter af den traditionelle brug af heden, som er hovedårsagen til ændringerne.

Kvælstof er dog ikke uden betydning på den tørre hede. Kvælstof påvirker som nævnt planternes kemiske sammensætning, hvilket fører til øget følsomhed over for tørke og kulde. Desuden er lyngbladbillernes angreb sandsynligvis hyppigere og mere intense ved høj kvælstoftilgængelighed (boks 6-3). Det har stor betydning for successionen på heden. I 1999 og 2000 blev lyngen i Mols Bjerge angrebet af bladbiller. Græsserne, domineret af bølget bunke, udgjorde før angrebet ca. 50 % af vegetationen. Allerede et år efter angrebet havde bølget bunke overtaget hele området. I det tætte filt af græsførne har hedelyng ikke kunnet genetablere sig (boks 6-3).

Hvis klimaet ændrer sig som forudsagt, kan vi i de næste 100 år forvente yderligere temperaturstigninger og et ændret nedbørsmønster på grund af højere CO₂-indhold i atmosfæren. Revling har som nævnt sin sydgrænse som dominerende hedeplante så tæt på som i Nordtyskland, og selv en ganske beskeden opvarmning skønnes derfor at kunne svække arten i Danmark. Da revling med sin dominans i sene successionstrin sandsynligvis er med til at sikre danske heders stabilitet mod ændring til græsheder, vil svækkelsen kunne få store konsekvenser for hederne i fremtiden.

De nævnte ændringer i nedbørsmønstret kommer ifølge nyere undersøgelser til at bestå i mindre nedbør om sommeren og mere om vinteren. Heder er en „kystpræget“ naturtype og kræver en ikke for lav nedbør i vækstsæsonen. Forsøg på en tør hede på Mols (figur 6-34) viser, at forlænget sommertørke hæmmer spiringen og væksten af hedelyng. En sådan ændring af nedbørsmønstret kan derfor få stor betydning for hederne.

Forøget temperatur ser derimod ud til at fremme både vækst og spiring af hedelyng, men også angreb af lyngbladbiller (figur 6-35) og væksten af græsser fremmes. Opvarmningen kan desuden forstærke nedbrydningen af moreller tørvelagene og dermed forøge tilgængeligheden af næringsstoffer, hvilket yderligere kan accelerere hedens tilgroning med skov. Disse få eksempler viser, at klimaændring kan gøre de i forvejen sårbare heder endnu mere sårbare. Se også kapitlet Menneskets påvirkning af naturtyperne i det åbne land.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Trusler mod hederne.

• Forrige afsnit er Rødlistede hedearter
• Næste afsnit er Beskyttelse og pleje