FIGUR 5-4. De landskabsmæssige forhold, som er med til at bestemme, hvor der findes græsland. De måske vigtigste forekomster af græsland findes på skrænter og hævet havbund (grønt) langs Littorinahavets kystlinje, som nord for vippelinjen er blevet løftet op af havet. Græsland findes mest på aflejringer fra den seneste istid, dvs. øst og nord for isens hovedstilstandslinje (stiplet).

.

FIGUR 5-6. Græsland forekommer af og til langs veje, især på høje skrænter beskyttet mod gødning og sprøjtemidler fra markerne.

.

FIGUR 5-7. Kortet viser amternes registrering af overdrev i Danmark. Det er det tætteste, vi i dag kommer på en landsdækkende kortlægning af tørt græsland. Stikprøver af overdrevenes tilstand har vist, at størstedelen af dette areal er påvirket af tidligere opdyrkninger, gødskning og/eller tilgroning som følge af ophørt græsning. Det tilbageværende areal med græsland i god naturtilstand er derfor betragteligt mindre end det, man ser på kortet.

.

Hylde-gøgeurt, kost-nellike og bredbægret ensian.

.

Præsentation

Græslandet er kendetegnet ved vilde dyr og planter, der er tilpasset varme og tørre levesteder, som er holdt lysåbne gennem græsning. Vegetationen er domineret af græsser og bredbladede urter, ofte med et islæt af stikkende buske, som er i stand til at modstå græsningen. Denne naturtype kaldes også overdrev, en betegnelse som imidlertid har vist sig mangetydig og af den grund uklar.

Græsland var for blot hundrede år siden en af Danmarks almindeligste naturtyper. Så sent som i 1934 overvejede botanikprofessor Christen Raunkiær, hvilke planter der mon var de almindeligste i Danmark, og han konkluderede, at det måtte være „overdrevets“ planter. Samtidig konstaterede han, at overdrevene rummede vores artsrigeste plantesamfund.

Raunkiær brugte betegnelsen overdrev om steder, som var præget af græsning, men ikke var eng eller hede. Sådanne steder fandtes dengang overalt i det danske landskab; på ådalenes skrænter, mellem de dyrkede marker, i grøftekanterne, langs kysterne og i de tilbageværende kulturhistoriske overdrev – rester fra landsbyfællesskabets tid. Her fandt Raunkiær planter som almindelig røllike, almindelig hvene og gul snerre (figur 5-1).

Raunkiær var selv opmærksom på, at der var forskel på overdrev som biologisk begreb, og overdrev som kulturhistorisk eller juridisk betegnelse for fællesejede arealer med ekstensiv udnyttelse. Derfor forsøgte han at introducere betegnelsen „ore“, en betegnelse som imidlertid aldrig slog an. Vi har i denne bog valgt at bruge betegnelsen „græsland“ for at signalere, at vi beskriver en naturtype snarere end et kulturhistorisk levn eller en særlig arealanvendelse i landbruget.

Vi har stadig græsland i Danmark, men mest på steder hvor naturgrundlaget har været så genstridigt, at opdyrkning og gødskning har været umulig eller urentabel (figur 5-2). Endvidere er det en forudsætning, at tilgroning med træer og buske er blevet holdt i skak af græssende dyr eller naturlige forstyrrelser.

Hvordan kender man græsland?

Hvis man går tur i det danske landskab, vil man typisk finde græsland på stejle bakkesider – ikke fordi naturtypen ikke trives i fladt terræn, men fordi næsten alt fladt terræn i Danmark har været under plov på et tidspunkt.

Om sommeren giver græsland sig på afstand til kende med afdæmpede brunligt og gulligt grønne nuancer, som er så karakteristiske for naturligt næringsfattige plantesamfund. Som kontrast hertil står de ensformigt mørkegrønne kornmarker og kulturgræsmarker. Ofte vil man i græsland se spredte grupper af mere eller mindre nedbidte buske, som er vokset frem under græsningen: tjørn, ene, slåen og vildæble samt en mangfoldighed af vilde roser. Store kampesten i jordsmonnet er også et godt tegn – så har der næppe været en plov i jorden.

Først når man kommer tættere på, vil man opdage, at de afdæmpede farver dækker over en sand mangfoldighed af planter og insekter. Vegetationen er præget af mosser og græsser som almindelig hvene, fåresvingel, enghavre og rød svingel, men der er også plads til urter som almindelig røllike, gul snerre, liden klokke og håret høgeurt. De fleste er såkaldte nøjsomhedsplanter, som gennem evolutionen har tilpasset sig næringsfattige levevilkår.

Figur 5-3

På tæt hold kan man også opleve, hvordan variationen i jordbund og mikroklima giver vegetationen sit særpræg. På tørre, sandede sydsider træffer man sand-star og blåmunke, og er der kalk i jorden, vil man finde knold-rottehale og knopurter. På fugtige og sure nordsider træffer man almindelig syre, tormentil og – hvis man er heldig – guldblomme. Er der hér kalk i jorden, kan man forvente at møde hulkravet kodriver, hjertegræs og håret viol.

Uanset jordbunden vil der være gode chancer for at møde sjældne arter som er karakteristiske for netop den egn, man færdes i. I Odsherred kan man holde udkig efter grå potentil og dueskabiose, mens man i Thy og Himmerland med lidt held træffer dansk kambunke og nøgleblomstret klokke.

Variationen med årstiderne er lige så påfaldende som variationen fra egn til egn. Kommer man i vintermånederne, er det mosserne, som med deres gullige farve præger vegetationen, men allerede i april og maj blomstrer først guldstjerner, vår-gæslingeblomst og flipkrave og siden hulkravet kodriver, violer, kornet stenbræk og knold-ranunkel. Kommer man igen om sommeren, er alt forandret, vegetationen er blevet høj og nye arter blomstrer. Forandringen fortsætter gennem sommeren og ind i det tidlige efterår, hvor sene arter som knopurter, skabioser, ensianer og nelliker farver blåt og violet, hvorefter svampe fra vokshatteslægterne bidrager med gult, grønt og rødt indtil frosten sætter ind (figur 5-3).

FIGUR 5-3 (a). Årstidernes farver på græsland: hulkravet kodriver.

.

FIGUR 5-3 (b). Liden klokke.

.

FIGUR 5-3 (c). Almindelig knopurt.

.

FIGUR 5-3 (d). Skarlagen vokshat.

.

Hvor finder man græsland?

Danmark er fra naturens hånd et taknemmeligt landbrugsland. Vi er hverken bebyrdet med bjerge eller stenet grund, og der er kun få steder, hvor ploven dårligt kan komme i jorden. Alligevel har vi, i kraft af landets lange og dynamiske kystlinje, natur, som er undsluppet kultivering. Hvis man vil finde græsland, er der derfor størst chance langs kysterne. Mange steder langs kysterne forekommer græsland i mosaik med naturtyper som strande, strandenge og klitter.

Græsland findes især i den nordlige og østlige del af landet, hvor landhævningen har beskyttet skrænterne mod haverosion, og hvor græslandsplanterne efterfølgende har koloniseret såvel skrænterne som den hævede havbund nedenfor (figur 5-4). I Nordjylland, hvor vi har haft den kraftigste landhævning – op til 12 meter siden Stenalderen, ligger kystskrænterne mange steder flere kilometer inde i landet (se bindet om geologi). Eksempler på kystlokaliteter med vigtige forekomster af græsland er kalkskrænterne i Thy og Han Herred samt de tørre kystskrænter på Røsnæs og Nekselø.

Nogle øer har helt eller delvist undgået opdyrkning, og her strækker græslandet sig langt ind i land, f.eks. i Nordby Bakker og på holmene i Stavns Fjord – begge Samsø.

Græsland finder man også i ådalene, på de tørre skrænter som ligger mellem engene og de dyrkede marker, f.eks. i Åsted Å-dal i Vendsyssel og Lindenborg Å-dal med sidedale i Himmerland. Og man finder græsland i kuperet terræn omkring israndslinjerne, hvor stejle skrænter og kampesten har forhindret opdyrkning, f.eks. i Mols Bjerge og Bjergene ved Ordrup i Odsherred.

Ofte grænser græsland op til våde naturtyper som moser og kilder samt til heder, som tager over, hvor udvaskning af kalk og næringsstoffer har ført til stærk forsuring af jorden (se Mosernes og engenes forskellige jordbund). Af og til ser man græsland i skovlysninger, men det er blevet en sjældenhed, eftersom græsning i skovene stort set ophørte med fredsskovsforordningen, og fordi nye kulturer hjælpes på vej med hegning og jordbehandling. Der er dog en opblødning på vej i forståelse for skovenes rekreative værdi og funktion som levesteder (figur 5-5).

Figur 5-5

FIGUR 5-5 (a). Artsfattigt surgræsland i Mols Bjerge. Farvenuancerne afslører de dominerende græsarter krybende hestegræs (lyst grøn) og bølget bunke (brunligt grøn).

.

FIGUR 5-5 (b). I kontrast til surgræslandet i Mols Bjerge en frodig og artsrig skovlysning med kalkgræsland fra Høje Møn med stor gøgeurt i blomst.

.

Græsland i landbrugslandskabet

Hovedparten af det danske landskab er netop tørt og lysåbent, så egentlig skulle man forvente at finde græsland snart sagt alle vegne, hvor jorden ikke dyrkes. sådan var situationen også indtil for 100 år siden, hvor mange af græslandsplanterne var almindelige i landskabet og hurtigt koloniserede den udpinte jord i de hvilende agre. siden har landbruget imidlertid undergået store forandringer. Med kunstgødningens indtog og husdyrproduktionens vækst er gødningsmængden ikke længere en begrænset ressource. Tværtimod har vi en situation, hvor mange landmænd har svært ved at finde fornuftig afsætning for deres husdyrgødning.

Denne overflod af plantenæringsstoffer har ført til, at udyrkede områder, der ligger som øer i agerlandet, får store årlige gødningsdoser, som utilsigtet tabes fra markdriften. Dette gælder ikke mindst vejkanter, markskel og levende hegn, men også gravhøje og smalle bakkeskrænter. Følgelig har græslandsplanterne, som ikke kan klare konkurrencen med nælder, kvik og tidsler, oplevet en katastrofal tilbagegang. Den effektive ukrudtsbekæmpelse med pesticider har også gjort sit til at udrydde græslandsplanterne fra landbrugslandet. Mange hvirvelløse dyr, som f.eks. sommerfugle, er ligeledes blevet hårdt ramt – især de arter, der har specialiseret sig i at æde udvalgte plantearter.

Der findes dog stadig småpletter, hvor græslandsnaturen har overlevet i landbrugslandskabet. Høje vejskrænter, gravhøje og råstofgrave har i kraft af fysisk afstand fra dyrkede marker været delvist beskyttet mod utilsigtet næringsberigelse, pesticidsprøjtning og opdyrkning. Her kan man stadig i dag finde mange af de typiske græslandsplanter, svampe og dyr (figur 5-6).

Status for naturtypen

Græsland er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven. I 1992 kortlagde de danske amter arealet med overdrev i Danmark, og resultatet var, at kun 0,6 % af landets areal var dækket af denne naturtype (figur 5-7, se også kapitlet Det åbne lands historie (Landskabets bestanddele og de følgende afsnit)). Dette må tilmed anses for et optimistisk skøn, idet amternes kortlægning også omfatter områder, som er markant påvirkede af gødning eller tidligere opdyrkning.

Hermed er græsland den sjældneste af de danske naturtyper, hvilket må siges at være overraskende i lyset af Raunkiærs vurdering fra 1934. Netop fordi ødelæggelsen af naturtypen ved opdyrkning og gødskning har været så omfattende, er græsland en af de naturtyper, som rummer flest truede dyr, planter og svampe (se boks 5-1).

Boks 5-1

For at kunne målrette den indsats, der skal til for at beskytte naturen i Danmark, føres der en samlet såkaldt rødliste over sjældne arter. På den seneste danske rødliste optræder mere end 3000 arter, og det til trods for at kendskabet til nogle af de artsrigeste grupper af hvirvelløse dyr og svampe er så ufuldstændigt, at de ikke er medtaget. 485 eller omkring 15 % af de rødlistede arter findes i græsland, og 70 af disse er karplanter.

Gammel- eller nysjælden? Sjældenhed kan have mange forskellige årsager. Nogle arter er naturligt sjældne i Danmark, fordi deres levestedskrav kun opfyldes ganske få steder, eller fordi de befinder sig i yderkanten af deres naturlige geografiske udbredelsesområde. Det gælder eksempelvis for en sydlig orkidé som horndrager, der altid har været sjælden i Danmark.

Andre arter som orkidéerne bakke-gøgeurt, hylde-gøgeurt og hvid sækspore har, selv om de aldrig har været almindelige, dog haft mange bestande i Danmark. I dag er de blevet meget sjældne og findes kun på få lokaliteter. Orkidéer producerer et meget stort antal bittesmå frø, og når chancen byder sig, koloniserer de også gerne nye levesteder som f.eks. kalkgrave, bare stedet har den rette beskaffenhed. Først og fremmest tåler disse orkidéer ikke konkurrence fra tæt og høj vegetation. Når orkidéerne er forsvundet, skyldes det altså snarere ødelæggelse af deres levesteder end begrænsninger i deres spredning.

Endelig findes der planter, som på grund af et kort liv og/eller en dårlig spredningsevne er særlig sårbare over for korte perioder med ugunstige forhold. Det gælder eksempelvis for arter i slægten ensian – bredbægret ensian, baltisk ensian, smalbægret ensian og eng-ensian – som alle er rødlistede. For ensianerne kan en kort årrække med ophørt græsning være katastrofal.

Hvor det tidligere især var opdyrkning, som førte til tilbagegang for græslandsplanterne, er det i dag tilgroning og næringsberigelse, der er de største trusler. Inden man farer frem og rydder krat og buske på overdrev, skal man dog alligevel tænke sig om. Krattene kan være levesteder for sjældne svampe og fugle, og der kan også indgå sjældne planter i krattene – især roser. Således er langstilket filtrose opført som akut truet på rødlisten.

Ansvarsarterne Selv om en art er truet i Danmark, kan den godt være almindelig i andre lande. En del af de sjældne danske arter er imidlertid gået tilsvarende tilbage i andre europæiske lande. For nogle sjældne arter gælder, at Danmark huser en stor andel af arternes globale bestand, og de er af den grund opført på rødlisten som såkaldte ansvarsarter for Danmark.

Det gælder eksempelvis baltisk svingel, enkelt månerude, eng-ensian, dansk rundbælg og klit-øjentrøst – de to sidste findes kun i Danmark. To græslandsplanter er opført på bilag II i EU’s habitatdirektiv, og dette forpligter til en udpegning og beskyttelse af deres levesteder: enkelt månerude og fruesko.

Det er kun de sjældneste arter, som er opført på rødlisten. De mest dramatiske tilbagegange kan man imidlertid observere hos mere almindelige planter, som i dag er forsvundet fra større geografiske områder i takt med naturtypens tilbagegang. Arter som guldblomme, bakkegøgelilje, plettet kongepen, hjertegræs, lav tidsel, merian, hunde-viol, eng-havre og arter af mælkeurt og timian er blevet sjældne gæster i det næringsrige landbrugsland.

Også blandt de insektgrupper, som rødlisten medtager, viser foruroligende mange arter sig at være truede. I en specielt velundersøgt gruppe som dagsommerfuglene er 40 af de 73 danske arter mere eller mindre knyttet til græsland. 14 af disse, altså hele 35 %, er med på rødlisten. Andre insektgrupper viser et lignende billede. Som hos planterne er mange insektarter, som endnu ikke er sjældne nok til at stå på rødlisten, i rivende tilbagegang. De skarnbassearter, som findes i græsland, er et godt eksempel. Desværre kender vi i dette tilfælde, som i en del andre, ikke med sikkerhed årsagen til deres tilbagegang.

FIGUR 5-1. Almindelig røllike – en af græslandets almindeligste planter.

.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Græslandet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig