Jordbehandlingen

Jordbehandling er en uundgåelig del af de levevilkår, den dyrkede mark byder smådyrene. En ny afgrøde starter normalt med pløjning, harvning og såning. Jorden bliver gennemskåret, vendt rundt og udsat for tryk.

De fleste dyr på jordoverfladen og i pløjelaget vil blive påvirket. Små bløde dyr som tæppespindende edderkopper og springhaler findes ofte i stort tal på jordoverfladen på de høstede marker, og de bliver knust eller vendt ned i jorden uden chance for at komme op igen. Lidt større arter som f.eks. regnorm (f.eks. stor regnorm, Lumbricus terrestris, og lang orm, Aporrectodea longa), larver af natsværmere (f.eks. „knoporm“), smeldere og pupper af bladhvepselarver findes om vinteren i pløjelaget. De er sårbare over for de fysiske skader, vinterpløjning kan påføre dem, og skulle de undgå at blive knust, risikerer de i stedet at blive bragt op til overfladen, hvor de udsættes for skader fra frost, udtørring, Solens UV-stråler og rovdyr. Måge-, råge- og krageflokke, der følger efter en pløjende traktor, er et synligt bevis på, at pløjningen bringer god føde frem fra den beskyttende jordbund.

I jordbunden under flerårige afgrøder som græs, kløvergræs, lucerne eller brak lever der særlig mange dyr, bl.a. regnorme og insektlarver som smeldere, torbister og stankelben. En dansk undersøgelse viste, at regnormebestanden efter kun få år uden pløjning var tidoblet og nu også rummede flere og større arter og individer (figur 9-27). Ved efterfølgende pløjning går det naturligvis tilsvarende tilbage.

Driftsformer og afgrødevalg undergår ofte store generelle ændringer over tid. Men lokalt kan den enkelte landmands valg af driftsform og afgrøder, f.eks. økologisk drift eller husdyravl, også have stor betydning for, f.eks. hvor ofte den kritiske jordbehandling forekommer: I Sydengland gik agerhønsebestandene stærkt tilbage 1950-80'erne. Vildtforskere fandt ud af, at kyllingerne især døde pga. knaphed på god insektføde, ikke mindst store bladhvepselarver, som før havde været talrige (se boks 9-3 i Pesticidernes direkte betydning). Man fandt dog stadig mange bladhvepselarver på de få landbrug, hvor flerårige græsmarker endnu var almindelige og blev etableret ved hjælp af udlæg i kornmarker. Det betød nemlig, at stubmarkerne ikke blev pløjet efter høst, men udviklede sig direkte til græsmarker.

Bladhvepselarverne lever på kornplanterne om foråret, lader sig sidst i juni falde til jorden, graver sig ned og danner en puppehule i jorden, hvorfra den voksne bladhveps først klækker næste forår. Inden da bliver puppehulen ødelagt ved jordbehandling i normale et-årige afgrøder, men ikke når de fortsatte som græsmarker etableret som udlæg i kornet (figur 9-28). Bladhvepsene, der var så vigtige for agerhønsekyllingerne, var altså stærkt afhængig af dette sædskifte, som nu kun fandtes på de få gårde, der endnu havde kvæghold eller frøgræs.

Jordbehandlingens negative effekt på insekterne afhænger dog i høj grad af typen, hyppigheden og tidspunktet. Da en stor del af markernes insekter overvintrer uden for markerne, undgår de vinterhalvårets jordbehandlinger. Men i økologisk jordbrug, hvor man ikke kan bekæmpe ukrudtet kemisk, anvendes ofte gentagne ukrudtsstriglinger i maj-juni. Jordbehandling på denne tid af året formodes at ramme mange af de insektarter, der normalt har undgået pløjninger, fordi de foregik i efterår og vinter, f.eks. edderkopper og larver af løbe- og rovbiller. Konsekvenserne af sådanne ukrudtsstriglinger i sommerperioden er dog dårligt undersøgt.