Nogle arter findes sommeren igennem i det voksne og mobile stadium. Det gælder løbebiller, rovbiller og edderkopper. De kan derfor også flytte sig løbende igennem sæsonen, når udviklingen, indgreb eller andre hændelser ødelægger habitaten. Det kan f.eks. være en tidlig vinterafgrødes tidlige modning eller en sprøjtning, der fjerner fødegrundlaget. Nogle insekter flytter sig jævnligt uden påviselig grund, og det gør dem i stand til hurtigt at kolonisere nye levesteder, der pludseligt opstår andre steder.

Efter skrappe, lokale insekticidbehandlinger ses der ofte overraskende hurtigt en genopretning af bestandene af løbebiller, rovbiller og edderkopper. Det førte til, at man i første omgang afdramatiserede virkningerne af insektmidlerne. Nærmere undersøgelser har dog vist, at den manglende skadevirkning ikke skyldes tolerance over for insektmidlerne eller en hurtig lokal opformering af bestandene. Derimod skyldtes det indvandring og kolonisering af den nu „ledige“ habitat fra de omgivende markers bestande. Det siger sig selv, at dette kun sker, når markerne ikke er for store, og nabomarkerne ikke også er blevet sprøjtet.

Vandringer og landskabsmosaik

Man taler i den forbindelse om, at de genindvandrede, mobile arter kommer fra store „metabestande“ i det omgivende agerlandskab, og at det er et typisk træk hos agerlandets mest talrige insektarter. Sådanne metabestande er summen af de mange lokale bestande i marker og småbiotoper forbundet gennem de stadige vandringer (se også kapitlet Livsbetingelser og tilpasninger til livet i det åbne land: Åbent land eller skov og de følgende afsnit). Ved hjælp af feltstudier og computermodellering, bl.a. af tæppespindere Linyphiidae er danske forskere nu begyndt at sammenkæde, hvad der sker lokalt i de enkelte marker og småbiotoper med strukturen og hændelserne i hele landbrugslandskabet. Her har det vist sig, at stor variation af habitater og små refugier i landskabet med god og stabil byttedyrforekomst og uden pesticidanvendelse gav generelt høje bestande af tæppespindere ud over hele landskabet.

Selv om markerne er blevet større, er det danske landbrugslandskab stadig en kompliceret mosaik af forskellige habitater (figur 15-4). Og insekterne er i stadig bevægelse mellem mosaikkens enkelte elementer. I mindre grad optræder der også insekter fra andre naturtyper, hvor nogle havner i markerne som tilfældige gæster. Andre befolker nærliggende småbiotoper, der ligner disse naturtyper – f.eks. vandinsekter i afvandingsgrøfter og mergelgrave eller skovinsekter i tætte læhegn. En rigtig skovart som løbebillen Abax parallellipipiduskan fra gammel skov langsomt brede sig ud i løvtræhegn i det dyrkede land, så længe hegnene hænger sammen. Landskabsmosaikken tager sig altså helt forskellig ud, alt efter insektarternes individuelle krav til levested, føde, årsrytme og afstande.

Stor spredningsevne er som nævnt karakteristisk for en stor del af markernes mest talrige insekter. Bestandene er „åbne“, dvs. de modtager og afgiver individer fra og til omgivelserne. Derfor vil det, der sker på den enkelte mark, normalt være afhængig af tilstande, hændelser og processer i hele landskabet: dels mosaikken af marker med deres forskellige afgrøder og driftformer, i samspil med omgivelserne, f.eks. de udyrkede biotoper og klimaet, og dels insekternes forskellige fødebiologi, adfærd, årscyklus, formeringsbiologi, pesticidfølsomhed – og ikke mindst deres spredningsevne.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vandringer på landskabsskala.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig