Strand- og tørklitplanternes levevilkår

Enhver, der har opholdt sig på den jyske vestkyst, har måtte sande, at vinden er en mere eller mindre konstant miljøfaktor på stranden og i klitterne. Vindens styrke aftager ind over land på grund af terrænets ruhed og plantedækkets tiltagende tæthed.

Samspillet mellem vindhastighed og plantevækstens sammensætning og dækningsgrad er bestemmende for graden af forstyrrelse på stedet og udformningen af de forskellige klitformer (se Klitlandskabet og de efterfølgende afsnit). Hvor der er mest åbent sand, er sandtransporten og kornstørrelsen størst. Her findes klitternes og sandstrandens pionerarter, der er mest tolerante over for fysisk stress (figur 7-28). Efterhånden som forstyrrelsen aftager ind over land, tiltager plantevækstens dækning, og jordbunden ændre karakter: Fra den rene mineraljord (sand) i den hvide klit til klitheden, hvor der er udviklet en egentlig jordbund med et stort organisk indhold i de øvre lag.

Som en konsekvens af plantevækstens tiltagende dækning ind over land øges planternes indbyrdes konkurrence. Plantevækstens diversitet (svarende stort set til antallet af arter) stiger da også jævnt indadtil for atter at falde, hvor klitheden bliver tættere (figur 7-28).

Trods havets nærhed kan der sagtens optræde vandmangel på stranden. Den kan skyldes sandets manglende evne til at tilbageholde regnvand, men også at porevandet i strandsandet er salt, hvilket gør det vanskeligt for planterne at optage vandet (se nærmere i kapitlet Strandengskysterne).

I klitterne vil nedbøren hurtigt sive ned gennem sandet, så længe der ikke er udviklet et lag af organisk materiale øverst i sandbunden. Arter med tørketilpasninger optræder derfor hyppigst på stranden og i de yderste klitbælter (figur 7-28). Solens og vindens udtørrende virkning bidrager til at holde de øverste sandlag tørre og luftfyldte. Den indre del af klitten er derimod fugtig. En vis mængde af denne fugt vil imidlertid fordampe på grund af Solens opvarmning. Når nattekulden siden sætter ind, fortættes vanddampen i de øvre sandlag på grund af de særlig lave temperaturer her (figur 7-29). Denne såkaldte „interne dug-dannelse“ anses sammen med dug på klittens overflade for at være en væsentlig kilde til vand for de klitplanter, der ikke har dybtgående rødder, især de enårige planter, mosser og laver.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Selv inden for de enkelte klittyper er vandet ikke jævnt fordelt. En plante, der vokser ved foden af klitterne modtager mere vand i forbindelse med regn på grund af overfladestrømning end planterne højere oppe. Endvidere kan man iagttage, at regnvandet selv på jævne sandfalder siver pletvist ned, således at et jordprofil indeholder søjler af vådt sand spredt i ellers tørt sand, såkaldt fingerstrømning (figur 7-30). Det har uden tvivl betydning for planter med et begrænset rodnet som visse af de enårige arter.

Ser man på fordelingen af temperaturekstremer (forskellen på temperaturen mellem dag og nat) hen over klitprofilet, ses de største udsving i den hvide klit (figur 7-28 og 7-29). Her, hvor plantedækket er åbent, er temperaturen på grund af solopvarmningen af sandet om dagen høj, og udstrålingen om natten tilsvarende høj på grund af det ringe plantedække. Efterhånden som plantevækstens dækning tiltager ind over land, mindskes indstrålingen til jordbunden om dagen og udstrålingen om natten. På stranden modvirkes solopvarmningen af de større vindhastigheder her og af fordampning fra de fugtige dele af stranden.

Zoomer man ind på den enkelte plante eller det enkelte dyr, bliver det billede, man kan få ved at se på stranden og klitten i stor skala, som det er gjort ovenfor, betydeligt mere kompliceret. Det klima, der hersker omkring den enkelte organisme, mikroklimaet kan afvige meget fra makroklimaet.

Størrelsen og formen på den enkelte klit og dens placering i klitsystemet såvel som plantedækkets struktur og tæthed influerer på mikroklimaet. Selv om en nydannet klit består af ensartet sand, er der forskel på miljøet på syd- og nordsiden på grund af forskelle i solindstrålingen og vindens påvirkning.

De sydvendte sider opnår de højeste temperaturer og har et tørt mikroklima. De arter, der vokser her, er den grå klits (figur 7-21). De tørre forhold og arternes lave væksthastighed medfører lav produktion og dermed lav tilførsel af organisk materiale til jordbunden. Den grove sandbund og det ofte sparsomme plantedække bevirker desuden, at nedbøren uhindret kan vaske næringssalte ud af jorden og derved gøre den yderligere næringsfattig.

De nordvendte klitsider er knapt så varme og tørre (tabel 7-2). Her vokser arter, der foretrækker mere fugtighed og skygge. Det er først og fremmest revling og andre arter, der er almindelige i klitheden. Under revlingbuskene er der ofte et tykt tæppe af grenede mosser, først og fremmest cypresmos og trind fyrremos (figur 7-31). Bregnen almindelig engelsød er også almindelig. I mosdækket kan man også finde arter af skjoldlav. Under mostæppet er der ofte et tykt lag af planterester oven på sandet, og de øvre lag af sandet er typisk farvet mørkt af organisk materiale. Det tykke mostæppe, planteresterne og jordens organiske indhold holder på fugtigheden og næringsstofferne, hvilket gør vækstbetingelserne for planterne mere gunstige, end de er på de sydvendte sider.

Det friske havsand indeholder forskellige næringssalte, som med sandfygningen tilføres de forskellige klittyper i varierende mængde (figur 7-28). Sandstranden, den hvide klit og i mindre omfang den grønne klit, modtager store mængder frisk havsand. I den grå klit, hvor sandtilførslen er ringe, sker der en udvaskning af næringssalte. De organiske stoffer, der akkumuleres oven på det udvaskede klitsand og i de øvre lag af jordbunden i klitheden, holder som tidligere nævnt på kvælstoffet (figur 7-28).

Kvælstof er altså det næringsstof, der er mindst af i de ydre klittyper i forhold til planternes behov. Fosfor er til stede i større mængde, så planterne løber normalt tør for kvælstof, før de kommer til at mangle fosfor. De ganske få nyere undersøgelser, der inddrager jordbun dens næringsstoffer og stofomsætning, tyder på, at det i heder på smeltevandssand i de indre dele af Jylland, og formodentlig også i de indre, sammenhængende dele af klitheden, er det omvendte forhold, der gør sig gældende. Her er det mangel på fosfor i det udvaskede klitsand, der begrænser planternes vækst. Det meste af kvælstoffet er imidlertid bundet i jordens organiske stof og som tidligere nævnt umiddelbart ikke tilgængeligt for planterne; men efterhånden som mikroorganismerne omsætter det organiske stof, frigives små mængder ammonium og nitrat, der kan optages af planterne.

Da planterne i de forskellige klittyper er begrænset i deres vækst af forskellige stoffer, og fordi klitterne generelt hører til de næringsfattige danske naturtyper, er deres plantesamfund følsomme over for næringsberigelse.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Strand- og tørklitplanternes levevilkår.

• Forrige afsnit er De tørre klitter
• Næste afsnit er Strand- og tørklitplanternes tilpasninger