I modsætning til planter har de fleste dyr mulighed for at opsøge steder, hvor temperatur- og fugtighedsforholdene er gunstige, og fjerne sig fra steder, hvor det enten er for varmt, for koldt, for tørt eller for vådt.
På en solskinsdag kan temperaturen på en nøgen jordoverflade i det åbne land komme op over 50 °C, men da temperaturen aftager stærkt med afstanden fra jordoverfladen (figur 3-7), kan små dyr opnå en betydelig afkøling ved at fjerne sig blot få mm fra denne. Det ses bl.a. hos sandspringeren (se Tilpasninger hos strandens og klittens smådyr), der løfter sig op på strakte ben.
Temperaturen falder også, når man bevæger sig nedad i jorden, og det er faktisk endnu mere effektivt at grave sig ned i jorden. Det er en energimæssigt billig temperaturregulering, men der bliver mindre tid til fødesøgning, og dyrenes aktiviteter begrænses til årstider og perioder med optimale temperaturforhold.
En anden form for adfærdsmæssig temperaturregulering er solbadning, som benyttes af mange vekselvarme dyr, hvis kropstemperatur på denne måde kan blive langt højere end omgivelsernes. Især om morgenen optager solbadning megen tid. Hos almindelig markgræshoppe (Chorthippus brunneus) kan kropstemperaturen på en solrig sensommerdag være 8-10 grader højere end luftens. Derimod er der ikke forskel på kroppens og omgivelsernes temperatur på en overskyet dag. Det er karakteristisk, at dyrene under solbadningen eksponerer kroppen så godt som muligt til Solen, f.eks. ved at placere den vinkelret på indstrålingen, ved at brede vingerne ud, som man ofte ser det hos sommerfugle, eller ved at gøre kroppen flad, som det ses hos markfirbenet og andre krybdyr (figur 3-15).
At solbadning virkelig har betydning for de vekselvarme dyr, er vist ved engelske forsøg med almindelig markgræshoppe. Dyr, der blev udsat for varmestråling fra elpærer svarende til påvirkningen i naturen, udviklede sig betydeligt hurtigere, og de producerede langt flere æg end dyr, som ikke fik varmestråling.
Ved lave temperaturer går de fleste biologiske processer langsomt. Vekselvarme dyr bliver gradvis mindre aktive ved faldende temperatur, fordi deres kropstemperatur følger omgivelsernes. Til sidst indtræder kuldelammelse, men det varierer fra art til art, ved hvilken temperatur det sker. Adskillige hvirvelløse dyr, f.eks. forskellige arter af edderkopper, insekter og mikroleddyr som springhaler og mider, kan fortsat bevæge sig omkring ved temperaturer nær eller endog lidt under frysepunktet.
Vekselvarme dyr kan beskytte sig mod temperaturer under frysepunktet ved at opsøge frostfrie opholdssteder inden vinterens komme. Denne reaktion på kulde finder man f.eks. hos krybdyr og regnorme, der overvintrer så dybt i jorden, at de er sikret mod frost. Dagsommerfugle som nældens takvinge (Aglais urticae) og dagpåfugleøje (Inachis io), der overvintrer som voksne, søger om efteråret ind i kældre eller andre beskyttede steder.
I modsætning til de vekselvarme dyr opretholder de ensvarme dyr, fugle og pattedyr, en konstant kropstemperatur året rundt. De kræver imidlertid meget energi i kolde perioder, selv om hår og fjer holder på et isolerende lag af stillestående luft, så varmetabet nedsættes. Derfor er det også for de ensvarme dyr vigtigt at søge beskyttelse mod kulde og vind. Jo mindre dyrene er, desto mere udsatte er de for varmetab, fordi de har en stor overflade i forhold til deres rumfang. Mus og spidsmus færdes sjældent på overfladen ved lave temperaturer, men opholder sig i gange under jorden eller på grænsen mellem jord og sne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.