I Danmark er nedbøren en del af året større end fordampningen. Det bevirker, at en række stoffer – f.eks. calcium, magnesium og kalium – gradvist udvaskes fra de øverste jordlag. Brintioner er derimod fastere bundet i jorden. Ydermere tilføres der løbende brintioner med nedbøren, og planterne udskiller brintioner i forbindelse med deres optagelse af næringsstoffer fra jorden. Resultatet er, at der sker en forsuring af jordbunden.

Hvor hurtigt forsuringen foregår, afhænger af mange forhold: nedbørsoverskuddets størrelse, nedbørens indhold af brintioner, vegetationens karakter, jordens pH, kalkindhold, tekstur og humusindhold samt topografien. Alt andet lige er forsuringen længst fremskreden, hvor nedbørsoverskuddet er stort, nedbøren sur og jordbunden grovkornet, og hvor udvaskningen har stået på i lang tid.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Udvaskning og forsuring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig