Moserne

Danske højmoser er resultatet af årtusinders udvikling (figur 2-37). Ved forsumpning af lavninger, hvorfra vandet dårligt kunne trænge bort, eller ved gradvis tilgroning af søer dannedes et plantesamfund af forskellige tørvemosarter.

I mosens kant finder man ofte spredt trævegetation af dunbirk, bævreasp og skovfyr, se også kapitlet Moserne og de ferske enge. Selv om højmosen altså er et naturligt forekommende landskabselement, var den tidligt genstand for en kraftig kulturpåvirkning. Ikke mindst fordi dens tykke tørvelag af delvist nedbrudte mosser kunne anvendes som både brændsel og byggemateriale.

Tørv har langt lavere brændværdi end tørt træ, men alligevel blev høj- og lavmosetørv allerede i forhistorisk tid udnyttet som brændsel. De ældste, kendte tørvespader stammer fra yngre bronzealder; altså en tid, da skoven lokalt var trængt tilbage (figur 2-38).

Siden da har mange skovløse egne fået en væsentlig del af deres energiforsyning fra mosetørv. Vesthimmerland havde således en så rigelig produktion af tørv fra moser (og lyngtørv fra heder), at man kunne sælge af det til naboområderne. Og i takt med at skoven svandt i de fleste egne, tiltog udnyttelsen af mosetørv. skovforordningen fra 1670 foreskrev således, at man skulle anvende tørv i stedet for brændeved, hvor det kunne lade sig gøre.

Selv om der skete en stadig tilvækst af tørvemos i moserne, var den imidlertid gennem historisk tid langtfra tilstrækkelig til at følge med det stigende forbrug, og tørvemangel begyndte at gøre sig gældende. Det første middel til at modvirke den truende tørvemangel var at afvande moserne, så man kunne skære dybere. Allerede i 1720'erne udsendte staten en ingeniør, der skulle forestå en sådan udgravning af krongodsets moser.

Efterhånden aftog mosearealet alligevel. Endnu i slutningen af 1700-tallet fandtes der 2340 km² høj- og lavmoser, men hundrede år senere var arealet reduceret til ca. 1170 km². Tørveproduktionen fortsatte dog med forøget kraft, idet man fra 1870'erne forcerede udnyttelsen ved at anvende de nederste, våde tørvelag ved æltning, formning og tørring. Foruden de traditionelle tørv fremstilledes tørvebriketter af tørvepulver. Tørveindustrien oplevede et vældigt opsving under anden verdenskrig, hvor produktionen i 1943 toppede med knapt 6 millioner tons. Produktionen døde dog hastigt ud gennem århundredets sidste halvdel, og midt i 1960'erne var den på under 10.000 tons.

Mosernes arealtilbagegang skyldtes dog ikke først og fremmest produktionen af tørv. Samtidig med den industrielle tørveudnyttelse iværksatte Hedeselskabet nemlig en målrettet indsats for mosekultivering. Ved afvanding og opdyrkning blev store mosearealer omdannet til landbrugsjord, der i hvert fald i en kortere årrække gav et godt afkast. Men efterhånden som humuslaget blev omsat af mikroorganismer, og jordbunden blev vådere – den indvundne jord „satte sig“ – blev mange af disse arealer atter forladt, og de henligger nu som permanent brak.

Der er i dag ca. 900 km² høj- og lavmoser tilbage i Danmark, og de er beskyttet i henhold til Naturbeskyttelsesloven. De udnyttes ikke længere til tørvegravning, men deres karakteristiske, ofte næringsfattige plantesamfund er alligevel truet på grund af tilgroning og tilførsel af kvælstof fra landbruget. Gennem den seneste menneskealder har landbrugets tab af luftbåret kvælstof således årligt tilført moserne mere end 45 kg ammoniak pr. ha. Mere herom i kapitlet Menneskets påvirkning af naturtyperne i det åbne land, se Indledning og de følgende afsnit.