FIGUR 2-3. Udviklingen i Danmarks folketal gennem de seneste tusind år. For perioden indtil den første folketælling i 1769 er der tale om skøn, der bygger på et meget spinkelt grundlag.

.

Mange forhold spiller sammen i det årtusindlange forløb, der fra istidens ophør førte frem til vore dages landskab. De vigtigste var – i hvert fald indtil vore dage – uafhængige af menneskelig virksomhed: klimasvingninger, forskydninger i forholdet mellem land og vand, artsspredning og succession. Men gennem historien blev menneskets tilstedeværelse i landskabet stadig tydeligere. I den forbindelse er der to faktorer, som overskygger alle andre: den demografiske og den teknologiske udvikling.

Hvis mennesket betragtes som en art blandt andre arter, er der intet overraskende i, at befolkningstætheden er afgørende for, hvordan landskabet blev påvirket. Akkurat som tilfældet er med kronvildt og bævere. Men i virkeligheden var naturens egne grænser for befolkningens udvikling ganske snævre. Når Jægerstenalderens mennesker mødte disse grænser, fordi folketallet enten blev for stort eller naturgrundlaget ændrede karakter, indrettede de deres levevis efter de nye vilkår. Artens nærmest ubegrænsede evne til tilpasning er således nok det, der i det ydre mest iøjnefaldende hæver mennesket over andre pattedyr.

Tilpasningen til ændrede vilkår tog i videste forstand form af teknologiske fornyelser. Det var en sådan fornyelse, da indlandets jægerbefolkning engang for 9000 år siden flyttede bopladserne til kysten og i stigende grad begyndte at leve af fisk og skaldyr. Men også siden har forholdet mellem befolkningstætheden og landskabets anvendelige, biologisk produktion fra tid til anden fremkaldt markante teknologiske „spring“. Det første og mest afgørende spring skete, da fisker- og samlerkulturen to årtusinder senere afløstes af det første landbrug – i mytologisk tilbageblik et syndefald fra den oprindelige naturtilstand. Med landbrugets indførelse blev ressource-indsamling afløst af ressource-frembringelse. Man mener, at kombinationen af hyrdeøkonomi og svedjebrug forøgede den mulige befolkningstæthed tyve gange; dog nok først efter at arden for omkring 5500 år siden havde afløst gravestokken som redskab. Samfundets grænse for befolkningsvækst blev altså skubbet væsentligt.

Næste afgørende spring i landskabsudnyttelsen kom, da ager- og husdyrbrug i Jernalderen for alvor blev forbundet indbyrdes gennem høslæt, staldfodring og gødskning. Måske det mere end fordoblede landbrugets ydeevne, som yderligere firedobledes i 1800-årene ved udbredelse af foderafgrøder og inddragelse af store og små engdrag i omdriften, dvs. det areal, hvor afgrøderne veksler fra år til år. Endelig markerede indførelsen af kunstgødning i form af importerede næringsstoffer og forøget trækkraft baseret på maskiner drevet af fossile brændstoffer det sidste afgørende spring frem mod den moderne landbrugsproduktion, der kan bære en befolkningstæthed, som er hundrede gange højere end Bondestenalderens (figur 2-3).

Vi står måske i dag midt i endnu et kvalitativt brud med den hidtidige udnyttelse af naturressourcerne, nemlig udbredelsen af genetisk modificerede nytteplanter. Der er næppe nogen tvivl om, at sådanne planter vil kunne bidrage afgørende til at løse verdens sultproblemer. Noget andet er så, i hvilken udstrækning de vil påvirke den naturlige plantevækst i negativ retning.

Det kunne altså se ud, som om samspillet mellem mennesket og dets fysiske omgivelser alene har udviklet sig gennem en vellykket biologiskteknologisk tilpasning. Men mennesket er ikke kun et dyr, og samfundets love er ikke naturlove. Der var ingen simpel sammenhæng mellem et befolkningsmæssigt fremkaldt pres på naturressourcerne og så den teknologiske løsning. Og det var ydermere langtfra altid kun mængden af ressourcer, som bestemte, om de var til rådighed. Senest fra Bondestenalderen synes ulighed at have udgjort selve samfundets fundament. sult og ressourcemangel skyldtes oftere ulige fordeling end overbefolkning. Desuden var folketallet ikke i sig selv upåvirkeligt af bevidst planlægning. Børnebegrænsning i form af udsætning, cølibat eller høj ægteskabsalder har til forskellige tider i historien været vidt udbredt.

Det er altså ikke tilstrækkeligt at betragte menneskets udvikling i det danske landskab som et biologisk forhold mellem en population og dens habitat. Mennesket er ikke kun en art, der som sådan reagerer på ydre påvirkninger. Kulturhistorien består også af religioner, ejendomsret, magtbegær og markedskræfter. Og det er ikke mindst dem, der har bestemt, præcis hvilke retninger landskabsudnyttelsen har taget.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Landskabsudnyttelse og befolkningsudvikling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig