FIGUR 2-44 (a). Tangdige ved Falsterbo i Skåne.

.

FIGUR 2-44 (b). Tangtag på Læsø.

.

FIGUR 2-47 (a). Afvandingsarbejder ved strandeng omkring 1940.

.

FIGUR 2-47 (b). Afvandingsarbejder ved strandeng omkring 1940.

.

FIGUR 2-48. Kort over 1800- og 1900-tallets større landvindingsarbejder.

.

FIGUR 2-45. Rørhøst fra båd.

.

FIGUR 2-46. Kort over marskinddigningens faser.

.

Kysten danner overgangen mellem land og hav og rummer en betydelig biologisk rigdom, som tidligt er blevet udnyttet af mennesket (figur 2-43). Fiskeri og strandjagt gik forud for landbrugserhvervet, og sidenhen blev strandenge og strandoverdrev vigtige for produktionen af foder til husdyrbruget, mens rørskær og bjergning af tang og strandingsgods skaffede de skovfattige kystområder værdifulde materialer.

Gennem forhistorisk tid har kysten i perioder haft en rig, permanent bebyggelse, mens den i andre har været bebyggelsestom. Bortset fra midlertidige fiskelejer og handelspladser fandtes der i den tidlige middelalder stort set ingen landsbyer eller gårde helt ud til kysten. Det kan skyldes militære hensyn. Eftersom fjendtlige krigere fortrinsvis kom fra havet, var det klogt at holde sig lidt inde i landet. Det er f.eks. nok grunden til, at Falsters frugtbare østkyst kun blev sporadisk bebygget i senmiddelalderen. Bortset fra befæstede købstæder synes permanente kystbebyggelser først at dukke op i 1500-tallet – ofte med tilknytning til større godser.

Generelt var fiskeri og andre havorienterede erhverv forbundet med landbruget. Man ernærede sig som bondefiskere, dvs. både som bønder og fiskere. Først i 1800-tallet opstod der et professionelt havfiskeri fra fiskerbyer.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 2-43. Figuren viser, hvordan de forskellige dele af landskabet på Rømø blev udnyttet for 100 år siden.

.
FIGUR 2-43. Figuren viser, hvordan de forskellige dele af landskabet på Rømø blev udnyttet for 100 år siden. Efter Solvang, 1992.

Afsnit fortsætter her.

Kystens naturressourcer

Som sit ferske modstykke blev den saltpåvirkede strandeng i Fællesskabstiden brugt til både græsning og høslæt. Det er imidlertid så godt som umuligt i kilderne at skelne strandengen fra strandens tørre græsland, strandoverdrevet, og fra indlandets ferske enge. Allerede i 1500-årene søgte man at beskytte strandoverdrevene mod overgræsning og fjernelse af plantedækket, som kunne forværre de allerede eksisterende sandflugtsproblemer.

Kysten var udgangspunkt for udnyttelsen af havets rigdomme af fisk, pattedyr, fugle og skaldyr. Men kystlandet gav også mulighed for udnyttelse af andre vigtige naturressourcer. Indtil de i 1600-tallet blev udkonkurreret af store franske industrianlæg, blev der f.eks. på mindre saltsyderier forskellige steder i landet inddampet salt af havvandet. Bedst dokumenteret er virksomheden på Læsø, hvor produktet var det hvide pulver, vi i dag forstår ved salt. Andre steder fremstillede man især det noget ringere „sorte salt“, som blev til ved inddampning af opslemmet aske fra afbrændt tang, især bændeltang.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

FIGUR 2-44. A) Tangdige ved Falsterbo i Skåne. B) Tangtag på Læsø. Foto: B. Fritzbøger (A) og M. Kristensen (B).

Afsnit fortsætter her.

Men tangen fandt også anden anvendelse. En del små, kystnære bebyggelser var i stand til at drive agerjorden som alsæde, dvs. uden hvileperioder, fordi de dels havde adgang til rigeligt med foder til deres husdyr på kystens overdrev og dels kunne bruge tangen som gødningssupplement. Og som byggemateriale i diger og til tækning var den også anvendelig (figur 2-44).

Endnu en ressource, der knytter sig til kystzonen, er tagrøret, Phragmites australis, hvis strå allerede i Bronzealderen blev anvendt til tækning. Fra midten af 1800-tallet begyndte man systematisk indhøstning af planten i industrielt øjemed. store arealer med tagrør findes især i vestjyske fjorde (figur 2-45).

Landvinding fra hav, fjord og sø

Når tidevandet to gange i døgnet fylder Vadehavet, tilføres det materiale, og der dannes en strandeng, som her kaldes en marsk. Se mere i kapitlet Strandengkysternes præsentation og de følgende afsnit. Marsken er overordentlig værdifuld til græsning; allerede i Vikingetiden blev der derfor anlagt bebyggelser beskyttet af diger i det hollandske vadehav.

Herhjemme stammer de første tegn på digebyggeri fra Middelalderen. For at kunne benytte dele af marsken til græsning i sommerhalvåret opførtes lave sommerdiger. Permanente helårsdiger kom først til i 1556, da størstedelen af den nuværende Tøndermarsk blev skabt. Den fik sin sidste større arealudvidelse i 1861, idet den dog frem til omkring 1980 fortsat blev udvidet ved nye digeanlæg (Margrethekog) (figur 2-46, se også kapitlet Det danske vadehav og større landvindingsprojekter samt de følgende afsnit i bindet om havet).

På grund af risikoen for oversvømmelse er marsken fortrinsvis et bebyggelsestomt græsningslandskab. De landsbyer, hvorfra digebyggeriet udgik, blev liggende på det højereligende terræn inden for marsken, kaldet geesten. Men med tiden flyttede enkelte gårde ud på marsken. For at sikre sig mod vandet blev de dog bygget på et såkaldt varf, hvor jorden var værfet op i en kunstig høj. Der er 35 sådanne varfgårde i Tøndermarsken.

Byggeriet og vedligeholdelsen af Vadehavets diger siden 1500-tallet, som forudsatte en meget effektiv organisation af digelav med forskellige former for opsynsmænd, var den første omfattende form for landvinding herhjemme. Nogenlunde samtidig opførte hollandske indvandrere havdiger langs østkysten af den sydfalsterske halvø Bøtø for bedre at kunne udnytte dens værdifulde strandenge uden risiko for oversvømmelse med saltvand. I det følgende århundrede blev der bygget diger langs Lollands sydkyst, men de var ikke stærke nok til at modstå den voldsomme stormflod i 1872, hvor 24 mennesker mistede livet. De nu eksisterende diger langs Falsters og Lollands Østersøkyst stammer således fra årene efter katastrofen.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 4

FIGUR 2-47. Afvandingsarbejder ved strandeng omkring 1940. Foto: Hedeselskabet.

Afsnit fortsætter her.

Det var først med 1800-tallets øgede efterspørgsel efter landbrugsjord og de samtidigt forbedrede teknologiske muligheder for tørlægning, at idéen om landvinding fra havet bredte sig til andre landsdele (figur 2-47). Blandt de største landvindingsprojekter, af hvilke flere fandt sted som beskæftigelsesprojekter under første og anden verdenskrig, kan nævnes Lammefjorden (55 km2), Rødby Fjord (33 km2) og Vest stadil Fjord (22 km2). I alt er der således indvundet godt 300 km2 fra havet (figur 2-48, se også kapitlet Det danske vadehav og større landvindingsprojekter samt de følgende afsnit i bindet om havet). Men de driftsøkonomiske resultater har ikke altid stået mål med forventningerne. Jordens sætning (se Vandets og vandtilførslens betydning) forudsætter eksempelvis ofte fortsat afvanding, og udbytterne er mange steder små.

Den første kendte moseopdyrkning fandt sted på Gavnø i 1600-tallet, og fra de følgende århundreder findes eksempler på, at vandstanden i søer er blevet sænket med henblik på at udvide de tilgrænsende ferske enge. Men tørlægning af søer, moser og enge var dog først og fremmest et naturligt led i den „indre kolonisering“ som gennem 18- og 1900-tallet udvidede det danske landbrugsareal.

I 1870'erne tørlagdes ferskvandssøen Kolindsund på Djursland (24 km2). I årene efter 1906 afvandedes Store Vildmose i Vendsyssel, således at der blev indvundet 20 km2 agerjord og 10 km2 græsningsjord. Og i første halvdel af 1960'erne blev 39 km2 ofte oversvømmet engjord langs Skjern Ås nedre løb indvundet til agerjord. Langt mere betydningsfuld end disse omfattende anlæg var dog landvindingen i lille skala: tørlægningen af markhjørnets mosehul og opdyrkningen af den gamle eng efter dræning. I årene fra dets stiftelse i 1866 til anden verdenskrigs udbrud bistod Hedeselskabet med dræning og afvanding af ikke mindre end 1800 km2, og i samme periode blev der reguleret vandløb, som berørte 2000 km2 landbrugsjord.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Land og vand.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig