Kysten danner overgangen mellem land og hav og rummer en betydelig biologisk rigdom, som tidligt er blevet udnyttet af mennesket (figur 2-43). Fiskeri og strandjagt gik forud for landbrugserhvervet, og sidenhen blev strandenge og strandoverdrev vigtige for produktionen af foder til husdyrbruget, mens rørskær og bjergning af tang og strandingsgods skaffede de skovfattige kystområder værdifulde materialer.
Gennem forhistorisk tid har kysten i perioder haft en rig, permanent bebyggelse, mens den i andre har været bebyggelsestom. Bortset fra midlertidige fiskelejer og handelspladser fandtes der i den tidlige middelalder stort set ingen landsbyer eller gårde helt ud til kysten. Det kan skyldes militære hensyn. Eftersom fjendtlige krigere fortrinsvis kom fra havet, var det klogt at holde sig lidt inde i landet. Det er f.eks. nok grunden til, at Falsters frugtbare østkyst kun blev sporadisk bebygget i senmiddelalderen. Bortset fra befæstede købstæder synes permanente kystbebyggelser først at dukke op i 1500-tallet – ofte med tilknytning til større godser.
Generelt var fiskeri og andre havorienterede erhverv forbundet med landbruget. Man ernærede sig som bondefiskere, dvs. både som bønder og fiskere. Først i 1800-tallet opstod der et professionelt havfiskeri fra fiskerbyer.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.