FIGUR 2-33. Udviklingen i Danmarks husdyrhold 1837-2001. Udarbejdet på grundlag af den officielle landbrugsstatistik fra Danmarks Statistik.

.

FIGUR 2-30. Græsland med sparsom forekomst af små træer og buske. Møgelskår på Samsø. 1992.

.

FIGUR 2-31. Lokaliseringen af de kendte overdrev på Sjælland omkring 1760 sammenholdt med den nogenlunde samtidige angivelse af skov på Videnskabernes Selskabs kort. Der er et tydeligt sammenfald mellem disse vedvarende, fælles græsningsarealer og henholdsvis kyst og skov.

.

FIGUR 2-32. Det østdanske vangebrug var gerne indrettet således, at et flertal af vangene ikke var hegnet i grænsen mod nabobyerne. Man sparede derved materialer og arbejde ved opførelse af gærder. På dette kort over Tune Herred sydvest for København er de enkelte vanges plads i sædskiftet ca. 1760 angivet med tre grønne nuancer, mens sorte linjer angiver bygrænserne. Det fremgår eksempelvis, at der hvert tredje år var vangelagsgræsning mellem Solrød, Havdrup, Snoldelev-Hastrup, Karlslunde og Karlstrup. De eneste af herredets bebyggelser, som ikke indgik i vangelag, var hovedgårdene Gjeddesdal og Benzonsdal.

.

De vedvarende græsningsarealer gennem forhistorien

Der fandtes som tidligere nævnt små refugier af græsland gennem hele den periode i forhistorisk tid, hvor urskoven dominerede. Men deres udbredelse tog til, efterhånden som mennesker og husdyr først skabte spredte lysninger og sidenhen store, sammenhængende slettelandskaber. Græslandets historie er således snævert forbundet med husdyrbrugets.

Denne driftsform havde som nævnt stor be tydning allerede i de første landbrugskulturer. Og sammenlignet med agerbruget var den en langt større arealforbruger. Man må forestille sig, at det veldrænede slettelandskab opnåede sin maksimale udbredelse i den relativt tørre og varme periode fra midt i Bondestenalderen frem til den yngre bronzealder, da husdyrbruget havde sin storhedstid. Kulturpåvirkningen synes endog at have været så kraftig, at der, i hvert fald efter at befolkningskoncentrationen i Enkeltgravstiden var rykket vestover, skete en egentlig overgræsning. Resultatet var udvaskning af næringsstoffer og faldende biologisk produktion, der bl.a. fik til følge, at koen i yngre bronzealder blev fortrængt af mere nøjsomme husdyrarter som får og ged.

I Jernalderen blev kvæget atter dominerende, men dets ernæringstilstand var næppe den bedste. Gennem denne periode blev samtlige husdyr (bortset fra hest og hund) mindre.

Og denne dværgform beholdt de i det store og hele indtil 1800-tallets målrettede avlsarbejde. Så når man på middelalderlige kalkmalerier ser besynderligt lavstammede stude, skyldes det ikke nødvendigvis kunstnerens øjemål.

Ved landbrugsproduktionens omlægning i sidste del af Jernalderen blev store græsningsarealer forladt for atter at springe i skov eller på de lettere jorde at blive overtaget af hedelyng.

Såvel ager- som husdyrbruget blev koncentreret på væsentlig mindre arealer, dyrene kom på stald om vinteren, og høslætenge overtog for en stor dels vedkommende græsningsarealernes plads som foderproducent.

Overdrevet fra middelalder til landboreformer

I Fællesskabstiden fungerede græsningsarealerne, ofte kaldet overdrev, som en slags stødpudezone omkring landsbymarkerne. Det meste af tiden udnyttedes overdrevene ekstensivt som fælles græsningsarealer, hvor man dog godt kunne bryde og dyrke en mark i en årrække, hvis behovet opstod. Men hvor stor en del af disse overdrev, som alene bestod af græsland uden træer, er det ikke muligt at sige (figur 2-30).

Som stødpudezone bevægede overdrevets grænser sig frem og tilbage i takt med behovet for græsnings- eller agerjord, og udnyttelsesgraden svingede med husdyrhold og konjunkturer. Kun hvor der enten var meget stærk, vedvarende græsning eller særlige naturforudsætninger for træløs slette, f.eks. på skrænter, prægedes overdrevet overvejende af lyskrævende plantesamfund (figur 2-31).

Er de permanente, lysåbne græsningsarealers udbredelse i Fællesskabstiden vanskelige at bestemme, så er der til gengæld ingen tvivl om, at det samlede græsningsareal inklusive den hvilende markjord var enormt. Selv om dets udstrækning og grænser varierede fra år til år, gav en landbrugsproduktion, der i landskabssammenhæng først og fremmest prægedes af husdyrbruget, optimale betingelser for spredning af græslandets vilde plante- og dyrearter.

Afhængigt af dyrkningssystem henlå mellem 20 og 60 % af agerjorden hvert år som græssede brakarealer, såkaldte fælledmarker, der i forening med eventuelle overdrev dannede vidtstrakte græsningslandskaber (figur 2-32). Og når de dyrkede dele af marken efter høst ligeledes udlagdes til græsning, benyttedes stort set hele landskabet til dette formål. Det giver derfor bedre mening at opfatte Fællesskabstidens landbrugslandskab som et sammenhængende græsningsareal med tilbagevendende dyrkningsperioder end som agerland med midlertidig græsning.

De fleste angivelser af husdyrholdets størrelse i Fællesskabstiden hidrører fra skattelister og er derfor ofte stærkt misvisende. Men det synes at have været et alment mønster, at hesteholdet nogenlunde modsvarede agerdyrkningens omfang. Når gårde i Vendsyssel og Vestjylland i gennemsnit kun havde to heste mod fire på Øerne, skyldtes det dels agerdyrkningens mindre betydning og dels anvendelsen af stude som trækdyr.

Husdyrholdet synes dog generelt at have været mindre i disse landsdele end i resten af landet, men her kan det meget vel have spillet ind, at tilbøjeligheden til skattesnyd var proportional med afstanden til hovedstaden. Det er imidlertid tvivlsomt, at dette forhold har betydning for angivelserne af husdyrholdets relative sammensætning (figur 2-33). I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at svinet især hørte hjemme i Østdanmark, mens fåreholdet havde nogenlunde samme betydning overalt. Fårets talmæssige overvægt i Vestjylland hørte 1800-årene til.

De permanente græsningsarealer i 1800- og 1900-tallet

Størstedelen af det tidlige 1700-tals nyopdyrkning fandt antagelig sted inden for de allerede eksisterende markers grænser. Men der er også talrige eksempler på, at permanente græsningsarealer blev taget ind til agerjord; ikke mindst efter at mange overdrev ved 1800-tallets midte var blevet delt op mellem de parthavende byer. Det skyldtes ikke mindst græsningens aftagende betydning for husdyrenes fodringsstand. For i takt med dyrkningen af afgrøder, der som eksempelvis roer kunne anvendes som staldfoder, faldt behovet for græsningsarealer.

De permanente græsningsarealer – overdrevene – afløstes således af græsmarker, som indgik i omdriften. Og der var fortsat græsningsmu ligheder på de braklagte marker. De permanente græsningsarealer har derfor siden 1800-årene mistet deres betydning for landbrugsproduktionen og er blevet stadig mindre. Efter vedtagelsen af Naturbeskyttelsesloven i 1992 gennemførte amterne en registrering af de tilbageværende arealer, som blev opgjort til 25.986 ha eller blot 0,6 % af Danmarks samlede areal. Mange af lokaliteterne var ydermere stærkt præget af gødskning eller truet af tilgroning. Mere herom i kapitlet Græslandet, se Præsentation og de følgende afsnit.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Græsland og overdrev.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig