FIGUR 2-1. Mange ferske enge har historisk befundet sig i et miljø domineret af løvskov, hvor deres udnyttelse til høslæt har spillet sammen med træernes regelmæssige beskæring. Som mange andre såkaldte naturtyper er den klassiske eng altså blevet formet i et samspil mellem naturgrundlaget og dets kulturelle påvirkning. Særløse Overdrev på Midtsjælland.

.

FIGUR 2-2. Littorinakystskrænt domineret af græsland. Lokaliteter som denne var antagelig også lysåbne, dengang urskoven dominerede. Dannelsen af de typiske parallelle „fårestier“ kan være fremmet af græssende husdyr, men de skyldes primært udskridning af materiale.

.

Landskabets bestanddele

Det danske landskab er et kulturlandskab og har været det gennem årtusinder. Hver eneste afkrog er stærkt påvirket af mennesket, og størstedelen af denne påvirkning er resultat af en målrettet virksomhed. Når Bondestenalderens bønder huggede lysninger i skoven, var det for at skabe plads til nogle års udsæd og høst af nytteplanter. Og når 1700-tallets foretagsomme jordejere sænkede søens vandspejl, var det, fordi de ville skabe betingelser for en frodig bræmme af eng til græsning og høslæt (figur 2-1).

Vores formning af landskabet har dog ikke altid haft til hensigt at frembringe et bestemt resultat. Midtjyske indlandsklitter opstod, fordi hedebonden gennem århundreder skrællede plantedækket af for at bruge det som gødning og brændsel; ikke fordi nogen ville skabe sandflugt. Og når en betydelig del af markens gødning gennem det seneste halve århundrede er blevet spredt til andre dele af landskabet, har det ikke været hensigten at udrydde sjældne planter.

Men en trussel mod de plantesamfund, der er knyttet til næringsfattig jordbund, har det ligegodt været.

Da isen var smeltet bort efter den seneste istid, efterlod den en bar mineraloverflade, som først gradvist blev koloniseret af planter og dyr. Gennem de første årtusinder var det derfor lysåbne plantesamfund, som prægede landskabet, og der skulle en langvarig proces af indvandring og indbyrdes konkurrence til, før Stenalderens urskov (klimaksskov) var dannet.

Meget tyder på, at der i denne skyggeprægede urskov fandtes åbninger, som ikke var menneskeværk. Stormfald og brand skabte midlertidige lysninger med græs og urter, før træernes kroner atter lukkede sig over dem. Hjorte og andre store planteædere var desuden i stand til på begrænsede arealer at holde opvæksten af træer og buske nede. Og ved sit dæmningsbyggeri dannede bæveren åbne vådbundsarealer med lav urtevegetation. Endelig var urskoven på de lette midt- og vestjyske jorde betydelig mere åben end på de tungere østdanske jorde, og i pollendiagrammerne fra de lette jorde optræder hedelyng, græsser og andre lyskrævende arter derfor med en vis vægt.

I Jægerstenalderens to sidste årtusinder, dvs. fra ca. 8400 til ca. 6000 før nu, (figur 1-4) fandtes antagelig en del mindre arealer med lysåbent græsland i den mørke urskov, f.eks. som små refugier på skrænter, på meget kalkrig jord og andre steder, hvor trævæksten var hæmmet af naturlige årsager (figur 2-2). Herfra kunne de lyskrævende arter sprede sig, da mennesket ved overgangen til Bondestenalderen begyndte at skabe mere permanente rydninger omkring bebyggelsen.

De lysåbne landskaber og naturtyper er altså natur i den forstand, at de ikke kun er resultater af skovrydning. At deres senere udbredelse først og fremmest skyldes mennesket, er oplagt. Et lignende samspil mellem naturlig dynamik og kulturpåvirkning gør sig gældende i det indbyrdes forhold mellem de plantesamfund, der findes i disse naturtyper. Geografisk og historisk variation i forekomsten af de lysåbne naturtyper har været bestemt af naturgivne forhold såsom forskelle i jordens vandbalance, i tilgængelighe den af næringsstoffer, i klimaet og i landskabets overordnede former samt succession. Men det har også haft en afgørende indflydelse, til hvilke formål og med hvilken intensitet mennesket gennem tiderne har anvendt dem.

Siden landbrugskulturen fra Bondestenalderens begyndelse for ca. 6000 år siden (figur 1-4) spredte sig i denne del af verden, har kulturlandskabet således bestået af en mosaik af menneskepåvirkede naturtyper, der fra tid til anden afløste hinanden, og hvis fysiske afgrænsning sjældent var skarp.

Langt mere entydigt menneskeskabt end landskabets fysiske fremtræden er imidlertid det ordvalg, som mennesker gennem historien har brugt til at beskrive det. Og det giver nogle klare begrænsninger i mulighederne for overhovedet at skrive landskabets historie. Hvis man nemlig ikke kan bygge sin historieskrivning på overleverede rester af de historiske landskaber selv – forsteninger, pollen, kornaftryk osv. – er man henvist til at sammenstille ofte uforenelige betegnelser for landskaber. Man må så at sige forsøge at oversætte historiske begreber til en moderne landskabsøkologisk systematik. Men denne oversættelse er ikke altid mulig. Et areal, der i 1600-tallet blev beskrevet som et overdrev, skal måske med moderne landskabsterminologi betegnes som en mosaik af eng, græsland og skov.

Meget få historiske kilder er blevet til med det formål at beskrive landskabet. Det, som siden Middelalderen interesserede de skrivekyndige, var først og fremmest ejendomsret, brug og beskatning. Langt de fleste skriftlige vidnesbyrd om tidligere tiders landskab beskæftiger sig derfor med landskabets anvendelse snarere end med dets udseende. Datidens beskrivelse var rettet mod funktionen – hvad arealer blev brugt til – mens vore dages beskrivelse snarere er rettet mod landskabets fysiske kendetegn såsom overfladeformer, vegetation og jordbund.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det åbne lands kulturhistorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig