Randeffekten

Fragmenteringen forstærker også den såkaldte randeffekt. Også den kan anskueliggøres ved sammenligning med en mosaik. Desto mindre de enkelte enheder i mosaikken er, desto længere bliver den samlede længde af grænserne mellem enhederne. Grænserne mellem enhederne i det åbne lands mosaikfelter er imidlertid sjældent helt skarpe; der vil ofte være en gradvis overgang, en randzone, mellem felterne. Hvis man når til en så høj grad af fragmentering, at randzonernes areal overstiger de rene felters areal (figur 15-5), vil dette naturligvis påvirke de organismer, der kræver de rene felters naturforhold.

Dog kan randzonerne være hjemsted for mange organismer. Hegn, markskel, sø- og åbredder, vejkanter og skovbryn har deres egen flora og fauna. Og i mange tilfælde tilbyder randzonerne skjulesteder, læ, skygge og gunstige betingelser for smådyr, som bestøver blomster, spreder frø og lignende. Randzonerne kommer således til at virke som en opblødning af de skarpe overgange, der kan være mellem de rene felter, ofte med en forøgelse af diversiteten i landskabet og plads for helt nye samfund til følge.

Også på andre måder kan fragmentering have positiv virkning på artsdiversitet og genetisk diversitet i landskabsperspektiv. Således kan to små arealer tilsammen udmærket indeholde flere arter end et sammenhængende område, hvis areal er lig med de to mindre områders samlede areal. Og for den enkelte arts overlevelse kan opsplitningen på flere populationer være gunstig. Risikoen for, at arten forsvinder fra landskabet ved en katastrofe som f.eks. brand eller epidemiske sygdomme, er nemlig mindre, hvis individerne er fordelt på flere mindre, adskilte populationer.

Problemet er som nævnt tidligere, at en given art eller en given arvelig egenskab kan forsvinde helt fra et område – og ikke blive erstattet, hvis nye ikke kan indvandre fra naboområder.