Levestederne i det åbne land er ikke virkelige øer

Der er en vigtig forskel mellem den „rigtige“ øbiogeografi, der handler om virkelige øer, og den biogeografi, der handler om for et fragmenteret landskab. Øgrupper er klumper af landjord i et helt anderledes miljø, nemlig havet. Bortset fra få kystlevende arter er der ingen udveksling mellem havet og øen. De øboende organismers nære naboer er dem, der bor på andre nærliggende øer, og de fjerne naboer bor på fastlandet. Så hvis en art forsvinder fra en ø, kan den kun blive erstattet af en art fra en naboø eller fra fastlandet – ikke med en art fra havet.

Det giver mulighed for udvikling af særlige øformer af dyr og planter, så at sige uden indblanding fra nærmiljøet – det omgivende hav. Oceaniske øer er da også kendt for at huse en rigdom af arter, der har overlevet eller har udviklet sig på Øerne. Artsrigdommen er ikke så stor som på et fastland, men særpræget bevares og forstærkes med tiden.

Levesteder i det fragmenterede åbne land er ikke som rigtige øer afsondrede enheder i et helt fremmedartet miljø. De svarer nærmere til mosaikstykker med forskellige farvetoner. Et mosaikstykke som overdrevet nævnt ovenfor vil kunne huse i hvert fald en del af nabostykkernes arter, selv om disse ikke fuldt ud karakteriserer overdrevet. Herved udviskes særprægene snarere end at de forstærkes som på rigtige øer, og de almindelige arter går frem på bekostning af de sjældne og særprægede. Altså – i det fragmenterede landskab risikerer de sjældne arter at forsvinde.