I vore omgivelser findes der plante- og dyresamfund, der reagerer meget tidligt på ydre påvirkninger – og selv på meget svage påvirkninger. Sådanne økosystemer kan bruges til at varsle om forureningspåvirkninger, før der er sket voldsomme skader på natur og miljø – og menneskers helbred!

Forklaringen på, at visse økosystemer reagerer særlig tidligt på forurening er, at disse økosystemer gennem tiden har tilpasset sig og derfor er velfungerende under ekstreme livsbetingelser, som mennesket imidlertid ændrer stærkt i min dre krævende retning i moderne tid, ikke mindst med vort høje energi- og næringsstofforbrug. Det indebærer, at mindre specialiserede arter udkonkurrerer de tidligere veltilpassede arter. Desuden tilfører mennesket giftstoffer til omgivelserne, som enten ikke fandtes før eller blot forekom i små mængder. De særlig følsomme arter og økosystemer er dem, der reagerer først på disse stoffer, ofte som følge af deres evne til at optage stoffer effektivt fra omgivelserne.

Det kan være økosystemer, der har tilpasset sig stoftilførsel alene gennem luften, f.eks. epifytter på træer og højmoser, eller økosystemer, der har erobret områder med særlig næringsfattig jordbund, f.eks. heder i sandjordsegne. Udsættes sådanne specialiserede økosystemer for belastninger i form af f.eks. forurening, bringes de ud af ligevægt og ændrer sig eller forsvinder. Effekterne af en sådan forurening kan enten aflæses ud af hele økosystemets udvikling eller på de enkeltarter, som økosystemet består af. I begge tilfælde er der tale om biologisk forureningsindikation.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Særlig følsomme arter og økosystemer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig