FIGUR 14-29. Epifytiske mosser på død elm (foran levende hestekastanie). Mosser bliver som oftest de dominerende epifytter i områder med høj luftfugtighed og støvpålejring på træernes bark. Nær Gøttrup Strand.

.

Direkte oversat betyder epifytter „på planter“, det er altså organismer, der lever på plante-overflader. På landjorden omfatter dette begreb primært arter af laver, mosser og alger, såkaldte luftalger, der lever på træers stammer og grene. Normalt vil de vokse på barken, men på døde træer uden bark kan de vokse direkte på ved. Epifytterne bruger barken som levested og udnytter kun træets fysiske overflade som voksested, men påvirker ikke dets livsprocesser Epifytterne findes overalt i det åbne land inkl. byerne og giver træernes stammer en farvemosaik i brunt, grønt, gult og gråt. Træbarken er i sig selv oftest brun, mens de stærkt grønne nuancer primært skyldes luftalger og mosser, og lysere grønne, gule og grå toner især skyldes laverne. På figur 14-29 ses et eksempel på en overvejende mosklædt stamme.

Epifytterne er særlig udsatte over for luftforurening, og de er derfor nogle af de bedste sladrehanke om luftens kvalitet. De kan direkte tage skade af visse former for luftforurening. De kan i vævet ophobe forureningsstoffer, som afsættes på dem via luften og nedbøren.

I byer er den epifytiske lavflora ofte sparsom.

I Europa kan det føres tilbage til den voldsomme forurening med svovldioxid, der var udbredt i 1960'erne og 1970'erne. Efter at byernes svovldioxidforurening på det nærmeste blev helt bekæmpet i løbet af 1980'erne og 1990'erne er laverne begyndt at genindvandre til byens træer. Der er dog endnu langt igen, før den epifytiske flora på bytræerne har den oprindelige sammensætning og yppighed.

Måske vil dette ikke ske i det hele taget, fordi forureningen af byluften med kvælstofforbindelser igennem de sidste årtier har holdt sig og stadig er på et uændret højt niveau, især som følge af øget trafik. Selv om epifytterne ikke er særlig følsomme over for bilernes forurening med nitrogenoxider, vil disse sammen med ammoniak gøre barken mere sur, og det vil påvirke træernes epifytsamfund.

Den mest righoldige epifytiske flora findes på allétræer og andre vejtræer. På et allétræ kan man være heldig at finde 30-40 arter af laver, mosser og luftalger, hvis luftforureningen er lav og lyset uhindret kan nå træernes overflade. I landbrugslandet med dets forhøjede mængder af næringsstoffer og pesticider ser man imidlertid også en ændring i den epifytiske flora. Tilsyneladende er pesticidernes virkning ikke alarmerende, men næringspåvirkningen er tydelig. I mange områder er der sket et skifte i artssammensætningen mod arter, der trives på næringsrig bark. Bl.a. arter tilhørende slægterne væggelav og rosetlav er hér blevet almindelige. Den gule almindelig væggelav (Xanthoria parietina) er meget iøjnefaldende.

Også i vore skove, særligt i gamle løvskove, vokser der epifytter på træerne. En veludviklet epifytisk vegetation er her ikke alene et udtryk for, at luften er uden nævneværdig svovldioxid, men er i høj grad også et resultat af skovens uberørthed, alder og klima. Visse arter af epifytter forekommer kun i skove, der ikke har været drevet forstligt over en længere periode, se mere i bindet om skovene.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Epifytiske laver, mosser og luftalger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig