Genmodificerede organismer (GMO'er)

Med den moderne genteknologi er det blevet muligt at konstruere planter med visse ønskede egenskaber indbygget i deres arvemasse. Genmodificering minder på nogle områder om det traditionelle forædlingsarbejde inden for landbruget, men det er nyt, at man kan forædle meget, meget hurtigere, og at egenskaber (gener) fra selv meget fjernt beslægtede organismer kan overføres til afgrøder. Anvendelse af genteknologi adskiller sig dog især fra traditionel forædling ved de store muligheder, den giver for at producere afgrøder med egenskaber, der aldrig ville være opstået i naturen.

Et af de største problemer ved anvendelse af GMO'er er, at de undertiden har nære slægtninge i naturen, og at disse nære slægtninge potentielt kan erhverve de genetisk modificerede egenskaber. F.eks. har man udviklet afgrødeplanter, der er resistente over for bestemte pesticider, således at ukrudt kan bekæmpes mere effektivt med disse pesticider. Men spreder denne egenskab sig til ukrudtsarterne selv, kan denne indsats gøre mere skade end gavn, fordi det vil blive vanskeligere og vanskeligere at bekæmpe ukrudtet med de pågældende pesticider.

Dette eksempel er ikke specielt skræmmende set fra et natursynspunkt, men i høj grad fra et landbrugssynspunkt. Til gengæld vil egenskaber, der gør planterne mindre modtagelige over for insektangreb, kunne påvirke det samspil, der ellers er mellem planter og insekter. Planter har altid søgt at beskytte sig – med hormoner, kemiske kampstoffer og andet – mod ødelæggende insektangreb, og tilsvarende har insekterne udviklet modforholdsregler mod planternes beskyttelse. En direkte menneskelig indblanding i dette samspil kan i værste fald resultere i tab af biodiversitet, hvis f.eks. insekter ikke kan udvikle modtræk tilstrækkelig hurtigt. Det kan være endog meget vanskeligt at forudsige, hvad det endelige resultat af konkrete GMO'er i naturen kan blive.