Dyrenes aktivitet følger tidevandets rytme

Den gule engmyre (Lasius flavus, A), laver de meget karakteristiske tuer, som ofte ses på græssede strandenge (B). De vegetationsklædte tuer er 30-40 cm høje og kan ligge ganske tæt med op til 60 pr. 100 m², hvor forholdene er gunstige. Dette er dog kun tilfældet inden for en ret snæver zone. Ud mod havet sættes grænsen af den tid, myresamfundet kan tåle vanddækning, hvilket i marsken svarer til ca. 1-1,5 m over middelvandstandslinjen. Ved højvande fyldes tuen formodentlig med vand, men det generer ikke myrerne, der kan tåle neddykning i saltvand i op til 5 døgn. Indefter begrænses zonen af jordbundens struktur og fugtighed og af konkurrence fra andre arter af myrer.

Tuerne er normalt lukkede, og arbejderne kommer sjældent op på overfladen. Fra tuen udgår underjordiske gange i alle retninger (C). Både i selve tuen og i gangene sidder rodlus og suger saft af planterødder. Rodlus er en slags bladlus, og som disse afgiver de sukkerholdige ekskrementer, kaldet honningdug. Myrerne lever af honningduggen, men hvis de mangler protein, æder de også rodlusene.

Der findes adskillige arter af rodlus, der lever i et gensidigt afhængighedsforhold (mutualisme) med myrerne. Rodlusene opnår myrernes beskyttelse mod rovdyr og nyder også godt af det bedre mikroklima, der findes i myretuen. Rodlusene er præget af den underjordiske, beskyttede tilværelse. De er blege og tyndhudede, har reducerede lemmer og øjne, og de mangler forsvarskirtler. De afviger fra „normale“ bladlus ved ikke at have et skifte mellem to forskellige værtsplanter, og ved udelukkende at formere sig ukønnet ved jomfrufødsel, dvs. de har ikke nogen kønnet generation.

Engmyrens livscyklus Den gule engmyres tuer kan blive meget store og gamle. Hver tue har et territorium på et par m² og kan indeholde fra 15.000 til 100.000 arbejdere. I løbet af sommeren produceres et enormt antal myredronninger og droner (hanner), og i august kommer disse op på overfladen for at sværme og parre sig. En befrugtet dronning skal nu grundlægge en ny koloni.

Selv om dronningerne kan spredes vidt omkring med vinden, vil de fleste gå til. Nogle få når frem til egnede steder, men disse er som regel mættet med myretuer. Derfor sker det ofte, at en dronning slår sig ned i en allerede eksisterende tue. En myretue kan derfor godt indeholde flere ubeslægtede dronninger med hver sit afkom. Tilsyneladende samarbejder de ubeslægtede arbejdermyrer helt som myrer normalt gør i en koloni af beslægtede individer.

Med engmyren følger mange andre arter Tilstedeværelsen af den gule engmyres tuer øger antallet af arter på strandengen. Tuerne skaber en mosaik af forskellige mikroklimaer og jordbundstyper, som tillader flere arter at sameksistere.

Dette gælder både for jordbundsdyrene og planterne med de dyr, der er knyttet til dem.

Vegetationen på selve myretuerne er mere artsrig og adskiller sig fra vegetationen på de omgivende flader, fordi forholdene de to steder er ret forskellige. Myrerne bærer jord eller sand op, som de anbringer på tuens overflade, hvilket giver et ustabilt vækstmiljø. Jorden i tuerne er mere tør og sandet end på fladerne og har et lavere indhold af organisk materiale.

Planter som bredbladet timian, fåresvingel, liden klokke, strandfirling, smalbladet hareøre og fliget vejbred vokser næsten kun på tuerne, enten fordi forholdene her passer dem bedre, eller fordi konkurrencen er mindre end andre steder. De fleste af de planter, der vokser på tuerne, forekommer dog også på fladerne ved siden af, men er hyppigere på tuerne.

Der skal græsning til Myrerne er afhængige af, at strandengen bliver græsset. Hvis græsningen ophører, vil vegetationen overvokse tuen, hvorved dens mikroklima ændres, f.eks. vil temperaturen blive lavere. Kolonien vil derfor uddø efter få år, og kun de døde tuer bliver tilbage som tegn på, at strandengen tidligere har været græsset.