Hedelyng

Hedelyng er den vigtigste planteart på danske heder. Det er i høj grad den, der bestemmer vilkårene for de andre planter og for dyrene. Hedelyngs livscyklus er derfor af afgørende betydning for alle andre processer i heden.

Hedelyng gennemgår fire livsfaser: pionerfasen, opbygningsfasen, modenhedsfasen og senilitetsfasen (figur 6-10). Varigheden af dette forløb afhænger af jordbundens beskaffenhed. Det tager måske 15 år på de bedre jorde, og op til 40 år på de næringsfattigste jorde. Pionerfasen omfatter de første år med etablering og den tidlige vækstfase. Vegetationen er åben, og der er mulighed for en rig bundvegetation. I opbygningsfasen når lyngplanterne maksimal tæthed, og bundvegetationen reduceres til få og undertrykte individer af andre arter. I modenhedsfasen begynder lyngplanterne at åbne sig i toppen, ved at centrale skud bøjer til siden, og i senilitetsfasen lægger skuddene sig endnu mere ned til siden. Ja, i buskenes centrum dør skuddene ligefrem, og her vil mosser, laver, græsser og urter vokse frem.

På næringsfattig jord kan lyngvegetationen godt komme igen (forynge sig) efter en senilitetsfase uden pleje. Når lyngen dør af alder eller efter bladbilleangreb, efterlades der mange vegetationsløse eller lavdækkede flader, hvor lyngfrø kan spire allerede det første år. Men hedelyng er meget sårbar i pionerfasen. Lyngfrøene kræver lys og fugt for at kunne spire og overleve. Kimplanterne er små og vokser langsomt – i den første sæson bliver planterne kun få centimeter lange. Etablering kræver, at planterne hurtigt får rodfæste i fast mor eller mineraljord. Hedelyng kan således afløse hedelyng i et cyklisk successionsmønster – dog med en stigende indblanding af revling (figur 6-11). På mere næringsrig bund kan hedelyng derimod ikke forynge sig selv. Spiringsbetingelserne er dårligere, fordi vissent græs ofte dækker jorden. Græsserne breder sig også hurtigt og tager lys og vand fra de sårbare lyngspirer.

Uanset om hedelyngen kan gennemleve én eller et par livscykler, så må heden dog plejes, hvis hedelyng skal forblive den dominerende art. En af plejemetoderne består i at brænde heden af. Hedelyng overlever ved at skyde fra de sodsværtede stubbe og grene, der står tilbage efter branden. Hvis det er en særlig hård brand, overlever den alene ved frøspiring. Hedelyng producerer mange små frø, som kan overleve årtier i jorden.

Hedelyngen kan også forynges ved slåning, som får den til at skyde fra de tilbageblevne stubbe eller grene. Også i dette tilfælde suppleres foryngelsen med nyspiring på den bare jord. Hedelyngens frø er meget små og langlivede, og selv om hele det øverste organiske lag fjernes efter tørveskrælning, er der rigeligt med levende frø til en fuldstændig regeneration.

Plantevæv er en temmelig fattig kvælstofkilde for planteædere, og det gælder i særlig grad for hedelyng. Fra en forårstop falder kvælstofindholdet sæsonen igennem; i skudspidserne er der i juli måned målt kvælstofindhold på væsentligt under 2 % af tørstoffet (boks 6-3). Lyngens forholdsvis lave kvælstofindhold og høje indhold af polyfenoler, der virker som planteforsvar mod herbivorer, er et problem for dens planteædere. Ydermere er det uvist, hvor meget af kvælstoffet der findes i en form, som planteædende insekter kan udnytte. Derimod er hedelyng en vigtig fødekilde for vildtet om vinteren, hvor de stedsegrønne skud er en bedre fødekilde end de visne græsser og urter.