FIGUR 6-8. Skematisk placering af hedernes plantesamfund. En del af disse samfund er efterhånden blevet sjældne, og den tørre hede er oftest domineret af revling hede.

.

Der vokser alt i alt ikke særlig mange forskellige plantearter på hederne. Dværgbuske som hedelyng, revling og klokkelyng dominerer. Andre dværgbuske, f.eks. vissearter, findes i mindre mængder. Bølget bunke er den hyppigste græsart, og den er næsten altid til stede. Blåtop er også meget almindelig. Hertil kommer en række urter og halvgræsser, som findes mere spredt: gyldenris, lav skorsoner, guldblomme, pille-star m.fl. Mosser og laver er til stede i varierende mængde.

Planternes forekomst i forhold til levevilkårene

De forskellige hedeplanters forekomst hænger sammen med de klimatiske forhold. Heder, hvor der er meget revling, findes især i det vestlige Danmark, og det passer med, at revling generelt kræver „kystklima“ I det sydlige Danmark erstattes den af vissehede, og visse kræver netop mere indlandspræget klima. I de nordlige egne er hederne rige på blåbær og tyttebær; to arter, som ellers især findes nord for os. Og på de varme og tørre kyststrækninger i det østlige Danmark finder man større indslag af arter som kobjælde og tjærenellike, der generelt foretrækker indlandsklimaet øst for os. Dværgbuskene er ikke helt så dominerende her.

Vegetationens sammensætning afspejler også jordens næringsindhold. Jo mere næringsrig jorden er, jo flere græsser og urter kan der vokse sammen med de dominerende dværgbuske (figur 6-9). På de østdanske heder udgør græsserne således næsten 50 % af vegetationen, mens laverne er hyppigere på næringsfattige heder i vest. Meget næringsfattige hedepletter kan også findes i forbindelse med indlandsklitter. Her mangler både næring og vand. Særlig vanskelige vækstvilkår er der på de såkaldte afblæsningsflader. Her er hedevegetationen meget åben og giver plads for en rig lavvegetation og en række lavtvoksende urter og græsser, se også kapitlet De eksponerede kyster.

På de fleste heder varierer fugtigheden, og det fordeler hedens planter sig også efter. I de fugtige lavninger finder vi hedemosen, hvor blåtop ofte er den dominerende art. Her vokser desuden rosmarinlyng, tranebær og tørvemosser (Sphagnum). I mosernes randzone finder man klokkelyngheden, hvor klokkelyngen er iblandet tue-kogleaks, mosebølle og almindelig star. På de mere tørre arealer dominerer hedelyng, revling og tyttebær (figur 6-8). Hede-melbærris og håret visse finder man især på de særlig tørre sydskråninger, mens blåbær især findes på nordskråninger, hvor fugtigheden er højere og mere stabil.

Endelig er hedebondens udnyttelse og senere hedepleje med til at bestemme hedens vegetation. Tørveskrælning fremkalder en særlig forarmet flora, hvor der kun er få karplanter. Til gengæld er der flere laver. Gentagen brand eller slåning kan skabe store, ensartede områder med særlig kraftig dominans af hedelyng. Græsning giver en mere varieret hede og en mosaikagtig struktur. På næringsfattig bund kommer der ofte flere laver og mosser, og i mere næringsrig hede kommer der en mere varieret urteflora.

Indflydelse er dog under alle omstændigheder meget afhængig af græsningstrykket. Et lavt græsningtryk kan vedligeholde en eksisterende lynghede. Et højt græsningstryk kan i en periode genskabe lynghede på steder, hvor den er vokset til med græs, men forbliver græsningstrykket højt, fremmes græsserne. Arealer, der ikke har været udnyttet i mange år, er mere næringsrige og særlig rige på urter og græsser. De er meget forskellige indbyrdes, men nogle har en meget spændende flora med sjældnere hedeplanter som kattefod, håret visse, månerude, guldblomme, hunde-viol og mange andre arter.

Boks

FIGUR 6-9 (a). Dækningsgraden i % og antallet af arter fordelt på vækstformer på fire forskellige hedetyper. Hedesletten og afblæsningsfladen er fra Hjelm Hede, klitheden er fra Lodbjerg, og den østlige hede er fra Mols Bjerge. Når dækningsgraden overstiger 100 %, skyldes det, at vegetationen er flerlaget. Hedelyng er den dominerende dværgbusk på alle lokaliteterne på nær klitheden, hvor revling dominerer.

.

FIGUR 6-9 (b).

.
FIGUR 6-9. Dækningsgraden i % og antallet af arter fordelt på vækstformer på fire forskellige hedetyper. Hedesletten og afblæsningsfladen er fra Hjelm Hede, klitheden er fra Lodbjerg, og den østlige hede er fra Mols Bjerge. Når dækningsgraden overstiger 100 %, skyldes det, at vegetationen er flerlaget. Hedelyng er den dominerende dværgbusk på alle lokaliteterne på nær klitheden, hvor revling dominerer. Ill.: Jørgen Strunge.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Hedens planter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig