Lav spiller en vigtig rolle i plantesamfund på næringsfattige steder, hvor karplanter klarer sig dårligt. Blandt dette kapitels naturtyper er de særlig vigtige i den grå klit, i klitheden og på klippekysterne.
Laver er „dobbeltorganismer“ Laver er svampe, der lever i et tæt samliv (symbiose) med alger eller cyanobakterier. De lavdannende svampe tilhører flere forskellige grupper i svampesystemet. Laver har ikke blade, stængler eller rødder, men udvikler oftest et kompliceret løv, der varierer meget fra art til art; det kan f.eks. være skorpeformet, bladformet eller buskformet og have mange forskellige farver (omstående figurer).
Skærer man gennem løvet af en bladformet lav, ser man, at det i det store og hele er opbygget som et blad (tegning ovenfor): Øverst er der en overhud dannet af svampehyfer; dernæst et løst væv af svampehyfer, hvori algerne, der udnytter sollyset, befinder sig; derunder findes et løst væv af svampehyfer, der sikrer den interne transport af ilt og kuldioxid; en- delig er der en underhud af svampehyfer, hvorfra der kan udgå hæftehyfer og andre væv til fasthæftelse af løvet.
Skorpeformede laver er opbygget på samme måde, blot har de ingen underhud eller særlige tilhæftningsorganer. Hele det mere eller mindre cirkulære løv kan være helt tiltrykt underlaget som hos f.eks. krave-landkortlav (figur 7-71), eller løvet kan have flige i randen (randflige), der er løftet fra underlaget.
Formering Laver danner sporer ligesom andre svampe. De fleste laver danner sporerne i skiveformede frugtlegemer (foto A og figur 7-52). Problemet ved sporerne er, at kun svampen indgår i dem. En spore skal derfor lande meget tæt på en passende alge, for at den kan vokse op til et nyt løv, og kun få fritlevende alger er velegnede til dette formål.
Forskellige laver løser problemet forskelligt. F.eks. har man opdaget, at nogle arters sporer, kan angribe en anden art og overtage dens alger, hvis de lander på denne anden arts løv. Mange laver har imidlertid udviklet organer, der gør det muligt at sprede svampen og algen samtidig, f.eks. fingeragtige udvækster, der indeholder såvel svamp som alge. De brækker let af og kan vokse op til et nyt løv, hvis de lander på et egnet sted. Atter andre laver danner åbninger i løvet, hvor små nøgler af svampehyfer med algeceller i afsnøres (foto B). Ved deres spredning kan der ligeledes etableres et nyt løv.
På samme måde kan afbrækkede stykker af løvet spredes og etablere sig et andet sted (tegning næste side). Jo mere forgrenet løvet er, des lettere går det i stykker. Denne spredningsmåde er derfor særlig udbredt blandt de buskformede laver. I et forblæst klitmiljø vil de afbrækkede stykker blive ført vidt omkring over de åbne sandflader.
Ernæring og alder Laver optager deres næringsstoffer fra luften og fra nedbøren. De får kun lidt eller ingen næring fra underlaget. Svampen danner kemiske forbindelser, der har en enestående evne til at fastholde næringssalte. De transporteres til algerne, hvis fotosyntese producerer det organiske stof, som både algen og svampen har brug for.
Nøjsomhed og evnen til at opfange selv små mængder næringsstoffer gør laver i stand til at vokse på meget næringsfattige steder. Væksthastigheden er til gengæld meget langsom: V til få mm radiær vækst pr. år for sten- og klippeboende skorpelaver, som kun vokser i randen; og nogle mm længdevækst (højdevækst) pr. år for jordboende busklaver som rensdyrlaver, der kun vokser i spidsen (tabel 7-1). Den langsomme vækst og ringe størrelse stiller laver svagt i konkurrencen med de fleste planter.
Hvis de undgår konkurrence, kan laver opnå en betydelig alder. Jordboende skorpelaver antages at leve i op til 5 år, jordboende bægerlaver i størrelsesordenen 5-10 år og de jordboende rensdyrlaver antages at kunne leve i årtier; for den længstlevende, stjernerensdyrlav, er alderen helt oppe omkring 100 år. Skorpelaver på klipper lever i mere stabile miljøer end de jordboende og opnår derfor højere alder. Individer af den skorpeformede, klippeboende gulgrøn landkortlav (Rhizocarpon geographicum) siges f.eks. på de bedst egnede levesteder at kunne blive mellem 350 og 1300 år gamle.
Mange af de pudedannende laver, f.eks. arterne af rensdyrlav og kruslav, vokser i toppen og går i opløsning ved basis. Der er således en ligevægt mellem tilvækst og nedbrydning, når de har nået deres optimale højde. Den måtte af dødt lavmateriale, der derved dannes under dem, er med til at holde på fugt og næringsstoffer. Der er f.eks. en relativ stor mængde kvælstof i måtten under stjerne-rensdyrlav (Cladonia stellaris). Det er påvist, at hede-rensdyrlav (Cladonia portentosa) og stjerne-rensdyrlav transporterer fosfor og kvælstof fra de endnu ikke nedbrudte basale dele af løvet til toppen, hvor væksten foregår. Denne interne omfordeling af fosfor, kvælstof og formodentlig også af andre næringssalte er en vigtig tilpasning til et næringsfattigt miljø. Man ved ikke, om stoffer fra det døde lag kan føres med opsuget vand til de fysiologisk aktive dele af laven.
Vækstkrav og forekomst Laver er særlig fremtrædende i arktiske og alpine områder, på næringsfattige jorde, på klipper og træstammer og på menneskeskabte materialer som bygninger og fliser. Sådanne steder undgår laverne konkurrence fra store, kraftigtvoksende planter, der kræver næringsrige forhold og en jordbund at fæste sig i.
Ved høje kvælstofkoncentrationer vokser og formerer lavens alger sig stærkt, hvorved samlivet mellem svampen og algen nedbrydes, og laven dør. Samtidig fremmes væksten af de fritlevende alger. Hvor der før var en mosaik af forskellige laver og enkelte fritvoksende alger, udvikles der rene algeovertræk, når kvælstofmængden bliver for stor. Sådanne grønne algebelægninger på træstammer, plankeværker og bygninger kan ses overalt i det danske landbrugsland. Næringsberigelse af lavernes voksesteder er derfor en alvorlig trussel mod deres fortsatte eksistens. Nogle få arter vokser dog på næringsberigede klipper og sten, hvor fugle klatter (foto C og figur 7-54).
Laver er lige så forskellige i deres vækstkrav som karplanter. I klitterne vokser nogle arter på de åbne sandflader i den grå klit, mens andre vokser mere beskyttet på tørv mellem dværgbuskene i klitheden. Blandt de laver, der vokser på sandjord, er nogle knyttet til stærkt udvasket sand, mens andre foretrækker mere mineralrigt sand.
Laverne kan således benyttes som indikatorer for graden af udvaskning. Også lavernes evne til at ophobe næringssalte og deres forskellige tolerance over for forskellige miljøbelastninger har gjort dem til meget benyttede indikatororganismer i luftforureningsundersøgelser.
Som et eksempel kan det nævnes, at hederensdyrlavs evne til at ophobe stoffer er blevet brugt til at undersøge kvælstofindholdet i luften ved svinefarme og i områder langt fra intensivt landbrug. Det viste sig, at laven indeholdt væsentlig højere koncentrationer ved svinefarmene end langt derfra. Forskellige arters tolerance over for SO2 blev tidligere benyttet i luftforureningsstudier, idet artssammensætningen på vejtræer ret præcist angav forureningsgraden.
TABEL 7-1. Årlig tilvækst hos laver. Hos de buskformede laver foregår tilvæksten i spidsen af skuddene. Hos de blad- og skorpeformede laver foregår tilvæksten som radiær vækst i randen. Data fra Christensen, 1988; Hakulinen, 1996 og Henssen og Jahns, 1974.
Årlig tilvækst (mm) |
Buskformede klitlaver |
Islandsk kruslav | 5,5 |
Hede-rensdyrlav | 4,8 |
Pigget bægerlav | 1,8 |
Bladformede klippelaver |
Vinter-skållav | 2,1 |
Messing-skållav | 2,1 |
Krum skållav | 1,6 |
Farve-skållav | 2,3 |
Blågrå skållav | 1,6 |
Skorpeformede klippelaver |
Gulgrøn landkortlav | 0,3-0,6 |
Hvidrandet brunskivelav | 1,4 |
Caloplaca aurantia | 0,7 |
|
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.