Jordbundens struktur er den måde, hvorpå mineralpartiklerne og det organiske stof er lejret i forhold til hinanden som et sammenhængende skelet, der afgrænser jordens porer.
Såkaldt enkeltkornstruktur findes i forholdsvis grovkornede jordtyper, hvor indholdet af ler og organisk stof er ringe, f.eks. sandjord. Porerne imellem partiklerne er stort set så vide, som de sammenpakkede mineralkorn tillader. En sådan jord optager nemt regnvand. Luften i poresystemet udskiftes let, så der sjældent opstår iltmangel. Til gengæld er en sådan jord dårlig til at fastholde vand, og den kan hurtigt tørre ud.
Rødder har imidlertid let ved at bane sig vej gennem den, og en del plantearter, f.eks. marehalm og hjælme i den tørre klit, har vidtstrakte og dybtgående rodsystemer. Mange jordlevende dyr kan ikke selv lave gange i jorden. De er derfor afhængige af de eksisterende porer, og enkeltkornstrukturen sætter snævre grænser for, hvor store de kan være (figur 3-19A).
Enkeltkornstruktur kan også findes i finkornede jorde, f.eks. i saltpåvirket jord, som man naturligt finder den i marsken og på strandenge, eller hvor jordstrukturen er ødelagt af kørsel med tunge maskiner, traktose. I en sådan jord er porerne meget snævre. Når jorden bliver våd, flyder den ud og bliver grødagtig. Ved tørke danner overfladen en skorpe og har tendens til at danne sprækker. Planternes rødder har vanskeligt ved at bane sig vej, og porerne kan være så snævre, at selv de mindste dyr ikke har plads nok. Desuden opstår der let iltmangel i de snævre porer. Alt i alt er denne strukturløse jord ugunstig for organismerne, som er henvist til at leve på overfladen eller i sprækker i jorden.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.