Invasive arter

De fleste mener, at kæmpe-bjørneklo hører hjemme i denne kategori, men da den er kortlevende, både som plante og som frø, skulle bekæmpelsen af den være til at overskue. Ikke desto mindre gøres der en stor indsats for at bekæmpe den.

Andre plantearter er værre. Blandt dem er rynket rose eller hyben-rose, som den ofte kaldes. Den er unægtelig smuk, både i løv og i blomst og frugt – men dens kraftige vækst både over og under jorden gør den til en særdeles vanskelig plante at styre (figur 15-13). Hvor den plantes, danner den i løbet af få år mandshøje buskadser, der med rodskud breder sig med 1-2 m om året i alle retninger.

Desværre er den yndet af sommerhusejere, så man har ofte set, at det, der købes som en smuk og lysåben naturgrund med høj artsdiversitet, efter sommerhusbebyggelse bliver til et tæt, uigennemtrængeligt buskads med lav diversitet. En vandre- eller køretur langs den nordsjællandske klintekyst, der tidligere rummede en rig flora og insektfauna, bør overbevise alle om, at den uhæmmede plantning af denne østasiatiske rose er en mindre katastrofe.

Flere af de andre planter på sommerhusejernes hitliste er lige så slemme som rynket rose. Det gælder de indførte fyrretræer – østrigsk fyr, klit-fyr og den værste af dem alle – den kratdannende og værdiløse bjerg-fyr, som på forbavsende kort tid lukker lys, luft og udsigt ude (figur 15-14).

Et skræmmende eksempel findes i Sejrøbugtens lyngområder, hvor de tidligere heder nu henligger som en skummel, lav fyrreskov. Også en stor del af de tidligere hede- og klitområder i Jylland henligger som værdiløse, artsfattige og lukkede krat af bjerg-fyr som et resultat af den ubetænksomme hedeopdyrkning for 100-150 år siden.

Andre invasive planter, som ligeledes truer den lysåbne vegetation, er f.eks. japansk bog hvede og kanadisk gyldenris, som begge er „undslupne“ haveplanter, og tornblad samt overraskende nok en mos, vestlig bredribbe, Campylopus introflexus. Den er indslæbt til europæiske heder fra New Zealand og er nyindvandret til Danmark.

Sidstnævnte spreder sig hastigt i danske heder og klitheder og danner lave, kompakte puder (figur 15-15), hvor laver og andre hedeplanter ikke kan spire. Der er lavet forsøg i Holland med afskrælning af vegetationsdækket for at fjerne mossen. Men det har ikke været nogen entydig succes, fordi vestlig bredribbe breder sig hurtigere end laver og f.eks. sandskæg.

Vadegræs hører til i en særlig kategori. Den er invasiv i havstokken ved beskyttede kyster, og som navnet antyder ynder den vaden, den regelmæssigt oversvømmede del med betydelig aflejring af finkornede partikler (se kapitlet Strandengskysterne). Vadegræs kræver opmærksomhed, fordi den klarer sig fortrinligt i et område, hvor der stort set ikke er andre kraftigtvoksende arter, der kan klare sig. Derfor kan den ændre eller fortrænge andre økosystemer – både på søsiden og i det åbne land.

Historien bag vadegræs er ganske lærerig: den er en krydsning mellem en europæisk og en amerikansk art, fremkommet i England i 1800-tallet. Som de fleste krydsninger mellem forskellige arter var den ude af stand til at sætte frugtbart afkom, og da den kunne bruges som slikbindingsplante i landvindingssammenhæng, blev skud eksporteret fra England til store del af verden – inklusive Danmark. Som steril krydsning skulle den vanskeligt kunne sprede sig, men gennem spontan fordobling af kromosomsættet blev den i stand til at sætte spiredygtige frø. Nu breder den sig langs de indre danske kyster og findes langs Jyllands østkyst fra Limfjorden til Årø, på Læsø, i Stavns Fjord på Samsø (se figur 15-16), på Nordfyn og ved Sejrøbugten.

Denne invasive spredning er sket i løbet af de seneste 40 år, og det er meget muligt, at varmere vintertemperaturer fremmer mulighederne for, at der dannes faste bestande.

Blandt det åbne lands indslæbte dyr findes den brune rotte. Derudover kan nævnes den iberiske skovsnegl – i daglig tale dræbersneglen. Selv om den nok mest findes i skov og krat, og selv om det stadig er uvist, hvor stor skade den egentlig forvolder, vil tusindvis af haveejere nok skrive under på, at den er til stor gene.

I denne kategori hører også skadedyr, som er knyttet til indførte kulturplanter såsom saddelgalmyg, hvedefluer og coloradobiller.

Også en del af vore indførte dyr er skadevoldende. Mink og kaniner kan sine steder blive plager. Fasaner er næppe til større skade i uforstyrrede bestande, men når fasanudsætning til efterårets nedskydning medfører, at rovfugle efterstræbes, så er der tale om alvorlige indgreb. Der bør også nævnes, at det hyppigst iagttagne nataktive rovdyr er katten – som strejfer om endda meget langt væk fra beboelser.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Invasive arter.

• Forrige afsnit er Nye dyr og planter i Danmark
• Næste afsnit er Sortlister?