• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bogens medarbejdere

Oprindelig forfatter PeVe

Henning Adsersen er cand.scient. og lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet. Hans forskningsområder er biogeografi med fokus på arters udbredelse, og vegetationsøkologi med fokus på artssammensætning. Beskæftiger sig især med øers flora og plantesamfund, i troperne og i tempererede områder.

Peder Agger er cand.scient. og professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, Roskilde Universitetscenter. Han beskæftiger sig med naturbeskyttelse og naturpolitik, landskabsøkologi og udviklingen i det åbne land. Medlem af Det Etiske Råd og formand for Planfaglige Udvalg i DN.

Hans Henrik Bruun er ph.d. og ansat som docent ved Lunds Universitet. Hans arbejdsfelt er økologi, biodiversitet og evolution, især koncentreret om nordiske og arktiske plantearter og plantesamfund.

Annonce

Hans J. Baagøe er lic.scient. (ph.d.) og lektor ved Zoologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, hvor han fungerer som kurator for pattedyrsamlingerne. Forskningsfeltet er pattedyrs artsdiversitet, udbredelse og biologi, specielt koncentreret omkring flagermusene og deres ultralydskrig, diversitet og habitatudnyttelse.

Steen N. Christensen er cand.scient. og tilknyttet Botanisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet. Han har arbejdet med vegetationskortlægning og vegetationsanalyser i klitter og heder og af epifytsamfund i skove. Fokus har været på rekreativ slitage og naturgenopretning.

Hans Dreisig er cand.scient. og lektor emeritus, tilknyttet Biologisk Institut, Københavns Universitet. Han har arbejdet med adfærd og økologi hos mange forskellige insekter, herunder døgnrytmisk aktivitet og adfærdsmæssig temperaturregulering samt humlebiers nektarfouragering.

Rasmus Ejrnæs er ph.d. og seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet (Kalø). Arbejdsområdet omfatter såvel grundvidenskabelig forskning i succession, økologiske gradienter og diversitet, som strategisk forskning, metodeudvikling og formidling vedrørende tilstanden af naturtyper omfattet af EU’s habitatdirektiv.

Kåre Fog er lic. scient. (ph.d.) og arbejder som freelance biologisk konsulent, hovedsageligt i tilknytning til konsulentfirmaet Amphiconsult. Han ledede i årene 1976-1986 atlasundersøgelsen af padder og krybdyr i Danmark, og har især siden 1988 arbejdet med at registrere og bevare truede paddebestande.

Bo Fritzbøger er dr.phil og ansat som lektor ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. Han har som historiker arbejdet med forskellige sider af landskabets og landskabsudnyttelsens historie med hovedvægt på perioden 1500-1800. Hans hovedinteresse retter sig i dag imod en teoretisk velfunderet miljøhistorie.

Michael Borch Grell er cand.scient. og ansat som afdelingsleder ved Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) Naturfaglige afdeling. Han er daglig leder af DOF’s Projekt overvågning af truede og sjældne ynglefugle. Han er tillige DOF’s repræsentant i Danmarks IUCN nationalkomité samt i European Bird Census Council.

Anna Bodil Hald er cand.scient. og seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, samt partner i Natur & Landbrug, ApS. Hun arbejder med botanisk økologi, agerlandsøkologi og naturforvaltning i bred forstand.

Peter Holter er mag.scient. og lektor emeritus, tilknyttet Biologisk Institut, Københavns Universitet. Han har arbejdet med større hvirvelløse jordbundsdyr med særlig vægt på regnormes og gødningsbillers biologi og økofysiologi.

Ib Johnsen er lic.scient. (ph.d.) og lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet. Forskningsfeltet omfatter økologisk botanik med hovedvægt på effekter af menneskelige aktiviter på terrestriske økosystemer. Adjungeret professor ved Roskilde Universitetscenter og formand for Det Naturfaglige udvalg og Forretningsudvalget i DN.

Signe Nepper Larsen er cand.scient. og ansat som seniorprojektleder ved COWI A/S og fungerer tillige som ekstern lektor ved Københavns Universitet. Hun arbejder især med vegetationsøkologi i ferske enge og moser, herunder driftens betydning, naturbeskyttelse og naturforvaltning.

Thomas Læssøe er ph.d. og lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet. Forskningsfeltet omhandler studier af svampetaksonomi og diversitet, både i tempererede økosystemer og i troperne. Et andet felt omfatter konstruktion af interaktive bestemmelsesværktøjer til svampe.

Boy Overgaard Nielsen er cand.mag. og lektor emeritus, tilknyttet Biologisk Institut, Aarhus Universitet. Han har arbejdet med mange forskellige insektøkologiske emner, bl.a. insektplante-interaktioner, jordbundens insektfauna og økologien hos fluer og myg.

Henning Petersen er cand.mag. og pensioneret seniorforsker. Han var indtil 2005 ansat ved Naturhistorisk Museum, Århus, som forsker og leder af museets feltstation, Molslaboratoriet. Hans forskningsområde er økologi, koncentreret om jordlevende mikroleddyrs betydning i økosystemer.

Peter Milan Petersen er cand.mag. og lektor emeritus, tilknyttet Biologisk Institut, Københavns Universitet. Hans forskningsfelt er plante-økologi, og han har bl.a. beskæftiget sig med storsvampe, sprednings- og populationsøkologi, arktisk vegetation, og moser og kær.

Jens Reddersen er cand.scient. og naturvejleder på DGI’s Natur- og Friluftsgård Karpenhøj. Har som forsker på Århus Universitet og DMU især studeret insekter, fødebiologi, kultur- og naturtyper i forhold til driftformer, bl.a. konventionelt og økologisk landbrug.

Torben Riis-Nielsen er ph.d. og tilknyttet Biologisk Institut og Skov & Landskab, Københavns Universitet. Hans forskningsområde er samspillet mellem vegetationen, det naturlige miljø og de menneskeskabte påvirkninger. Fokus har især været på driftsændringer, kvælstofforurening, klimaforandring, regeneration, herbivori og næringsstofbalance på heder og i skove.

Inger Kappel Schmidt er ph.d. og seniorforsker ved Skov & Landskab, Københavns Universitet. Hun arbejder med samspillet mellem planter og deres miljø i heder og skovøkosystemer. Forskningen er især koncentreret om, hvordan klima og næringsstoffer påvirker planter og planters respons på ændrede levevilkår.

Jørgen Strunge er billedkunstner og grafiker. Han arbejder med bogillustration og bogtilrettelæggelse og har udført størstedelen af de grafiske tegninger, diagrammer og kort i dette bind af Naturen i Danmark. Tegninger, hvor intet andet er anført, er udarbejdet af Jørgen Strunge.

Søren Toft er lic.scient. (ph.d.) og lektor ved Biologisk Institut, Aarhus Universitet. Han interesserer sig for terrestriske smådyrs økologi og har særligt arbejdet med rovdyrs, specielt edderkoppers og billers, ernæringsbiologi i relation til deres livshistorie og forplantning.

Peter Vestergaard er dr.scient. og ansat som lektor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet. Han arbejder med planteøkologi, terrestrisk vegetationsøkologi, vegetationsdynamik og jordbundsudvikling, især koncentreret om kystnære naturtyper i Danmark og i Arktis. Aktuelt arbejder han bl.a. med invasive arters indflydelse på naturlige økosystemer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Vestergaard: Bogens medarbejdere i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 24. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484208

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk