Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ægte mus

Oprindelig forfatter HBaa

De ægte mus er mere elegante i bygning end studsmusene. De fleste har tilspidsede snuder, store ører og øjne og lange haler. Især de tre arter halsbåndmus, skovmus og brandmus har lange kraftige bagben og er gode springere. Alle arter er gode til at klatre, omend i forskellig grad. Deres kortere tarm, mindre blindtarm og knudrede kindtænder, der ikke vokser hele livet igen nem, fortæller, at de er tilpasset et andet fødevalg end vore hjemlige studsmusearter. Og ganske rigtigt. I modsætning til studsmusene lever de ægte mus af højenergiføde, der er let fordøjelig og har et højt proteinindhold. Det drejer sig først og fremmest om frø, frugter og nye planteskud. Men de tager også en del insekter, insektlarver, edderkopper, regnorme og snegle. De større arter, rotterne, tager desuden hvirveldyr som mus, fugleunger og fisk.

Halsbåndmus

Alle arter kan træffes i det åbne land, men kun nogle af dem hører egentligt til her. Halsbåndmusen er således et skovdyr, der primært er tilknyttet højskoven. Den forekommer sjældent på græsklædte arealer uden træer og i afgrøderne. Men i år med tætte bestande træffes den i hegnene og i de træklædte småbiotoper i det åbne land. Tætte bestande af halsbåndmus forekommer som regel året efter såkaldte oldenår med rigelig produktion af bog og agern. Så er føden i skoven ofte knap i forhold til det store antal mus, og halsbåndmusene søger derfor ud i andre biotoper. Det er også sådanne år, at mængder af halsbåndmus søger ind i husene i det sene efterår og om vinteren.

 FIGUR 11-5. Skovmus.

FIGUR 11-5. Skovmus.

Skovmus

Halsbåndmusens nære slægtning, skovmusen, er på trods af navnet stærkt knyttet til det åbne land, især områder med vedvarende græs, hegnene og småbiotoperne (figur 11-5). Og det er nok også den art, der optræder hyppigst på agerjorden i de fleste af afgrøderne, især om efteråret. Den kan leve på mere tørre lokaliteter end de fleste andre smågnavere og er den dominerende art på tørt græsland og i åbne hedeområder. Skovmusen er den art, man ofte træffer i klitterne, ja sågar i tangdyngerne på stranden. I egentlig skov forekommer den sjældnere, sandsynligvis fordi den her presses ud af den større fødekonkurrent halsbåndmusen.

Annonce

Brandmus

Brandmusen med den sorte rygstribe forekommer i nutiden formodentlig kun på Lolland-Falster, Fejø og Femø samt muligvis enkelte steder i det sydligste Sjælland. På Lolland-Falster optræder den visse år talrigt med et biotopvalg, der ligner skovmusens, dvs. et bredt spektrum af biotoper i det åbne land. Den er glad for bønne- og ærtemarker og optræder om efteråret desuden hyppigt indendørs.

 FIGUR 11-6. Dværgmus.

FIGUR 11-6. Dværgmus.

Dværgmus

Den lille dværgmus er med sin gribehale tilpasset klatring i buske og strå (figur 11-6). Bestandene svinger meget i antal. Ét år ses pludselig mange af dens karakteristiske kuglerunde græsreder oppe i det høje græs, i kornet eller i buskene. Det næste år er der ingen. Den er en åbentlandsart, som i øvrigt er nyindvandret til flere dele af Danmark. Den er nok primært tilknyttet områder med højt, vedvarende græs og til en vis grad også kornmarker, men forekommer i mange forskellige afgrøder og biotoper. I en undersøgelse var arten den eneste af småpattedyrene, der forekom i alle biotoptyper. Især om efteråret var den meget talrig.

Husmus

Husmusen, der optræder i to underarter, måske arter: mørk husmus og lys husmus, stammer oprindeligt fra det sydvestlige Asien. Herfra har den tidligt bredt sig eller er blevet indslæbt til Europa i tilknytning til de tidligste landbrug. Den findes nu stort set overalt på kloden, hvor der lever mennesker. I Danmark var den med sikkerhed til stede allerede i Jernalderen, men den kan meget vel være kommet hertil endnu tidligere, allerede i Bondestenalderen eller i Bronzealderen.

Husmusen er en lille art, der kan komme ind næsten overalt, hvilket mange mennesker har måttet sande. Og den kan leve selv i de tørreste miljøer, fordi den kan klare sig uden anden væde end den, der findes i føden. Man oplever den naturligvis oftest, når den slår sig ned i vor beboelse, og selv i højhuse kan den dukke op. Den mørke husmus har tendens til at holde sig inden døre hele året. Men den lyse form søger udendørs i sommerhalvåret. Her lever den i det åbne land, i hegn og forskellige afgrøder, men som regel i nærheden af bygninger. I naturen klarer den sig tilsyneladende ikke godt i konkurrencen med de andre småpattedyr. Allerede i september trækker husmusene ind i bygningerne, og det er typisk dem, man tidligst møder indendørs. Ofte længe før halsbåndmusene.

Husrotte

Husrotten lever på vore breddegrader udelukkende i bygninger. Den stammer fra Sydøstasien og er indslæbt til Europa af mennesket.

Allerede i Middelalderen omtales den og dens lopper, der – måske fejlagtigt – er blevet beskyldt for at være årsag til de frygtelige pestepidemier, der hærgede i Europa inklusive Danmark. Fra midten af 1700-tallet begyndte det at gå tilbage for arten. Man har sagt, at den blev udkonkurreret af den brune rotte, men nu mener man, at også klimaændringer og ændrede byggemåder har spillet ind.

I vore dage er den næsten udryddet i Danmark, og den forekommer kun spredt af og til i kornsiloer, på lagre og lignede, sandsynligvis for nyligt genindslæbt ved import af fødevarer. Husrotten må betragtes som et yderst sjældent medlem af „byens“ fauna.

Brun rotte

Den brune rotte blev først indslæbt langt senere, og spredningen fra dens oprindelige hjemsted ved Det Kaspiske Hav synes at være sket tidligt i 1700-tallet. Men derefter gik det hurtigt, og arten findes nu næsten overalt på kloden. På trods af at den er erklæret fredløs og bekæmpes med både fælder og gift, lever den i bedste velgående både i det danske landskab og i byerne (figur 11-7). På landet etablerer den brune rotte sig især i bygninger med en eller anden form for fødetilgang, f.eks. stalde, hønsehuse og kornlagre. Men desværre også i beboelseshuse. Den brune rotte træffes også ude i landskabet, især i sommerhalvåret – ofte nær bygninger, men også langt derfra, blot den kan finde rigeligt med føde. Den er bestemt ikke nogen kostforagter, og når den først har overvundet sin legendariske forsigtighed over for alt nyt, vil den kunne fouragere på næsten alt, der giver næring. Dog foretrækker den som alle ægte mus frø, kornprodukter og animalsk føde.

Efter høst strejfer mange brune rotter rundt, og man finder dem ofte trafikdræbt i det åbne land. Det er også på dette tidspunkt, at de i stigende tal trækker ind til bebyggelse. Men i normale, milde vintre kan de sagtens klare sig på friland på steder med rigelig føde, f.eks. et uhøstet hjørne af en hvedemark, fasanfodringssteder, kompostbunker med køkkenaffald, offentlige skraldespande og lossepladser.

I byerne bekæmpes den brune rotte alle steder, hvor mennesker færdes, men i kloakkerne lever der en livskraftig bestand, som er umulig at komme til livs. Herfra rekrutteres hele tiden nye kandidater til bekæmpelsen via lækager i kloaksystemet, manglende gulvriste o. lign.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Ægte mus i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484657

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk