Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Småpattedyr

Oprindelig forfatter HBaa

Forskere bruger ofte betegnelsen småpattedyr om en i øvrigt ikke nærmere beslægtet samling af dyr bestående af spidsmusearterne, der er insektædere, og de mindste musearter, der er gnavere. Begrebet småpattedyr er praktisk, fordi det ofte er muligt samtidigt at studere alle disse arter med de samme metoder, f.eks. de samme fældetyper til levende fangst og de samme mærkningsmetoder. I nogle undersøgelser medtages også lidt større arter som brun rotte og brud.

Mens spidsmusene og smågnaverne altså ikke er nærmere beslægtede, så færdes de til dels de samme steder, nemlig i gange i eller på jordoverfladen, og nogle klatrer desuden i vegetationen. Alle arterne i det åbne land er afhængige af at færdes i dække af den jordnære vegetation, kvasbunker, stenbunker, halmballer osv., eller under jordoverfladen. I det mindste skal de hurtigt kunne flygte til sådanne beskyttede steder. De har nemlig også det til fælles, at de er byttedyr for en lang række rovfugle, ugler, rovpattedyr, slanger m.m.

 FIGUR 11-1. Musvågen er en af de store musefangere. En musvåge på udkig efter bytte i landskabet vil ofte opholde sig dér, hvor musene lever, nemlig på steder med højt, permanent græs. Denne er netop lettet efter at have siddet på udkig på hegnspælen.

FIGUR 11-1. Musvågen er en af de store musefangere. En musvåge på udkig efter bytte i landskabet vil ofte opholde sig dér, hvor musene lever, nemlig på steder med højt, permanent græs. Denne er netop lettet efter at have siddet på udkig på hegnspælen.

Store dele af det åbne land er ugunstige for småpattedyrene, og det skyldes en kombination af ringe fødemuligheder, manglende dække og den hyppige og voldsomme behandling af de dyrkede arealer. I en undersøgelse af småpattedyrenes forekomst i en række afgrøder og biotoper viste det sig, at de flest arter og de største antal individer blev fanget på uforstyrrede arealer med permanent vegetationsdække i urtelaget såsom græs uden for omdrift, græskanter, småbiotoper, brakmarker og levende hegn. I dyrkede afgrøder, bortset fra raps, fandt man færre småpattedyrarter i lavere bestandstætheder. Det gælder f.eks. græs i omdrift, stubmarker, pløjemarker, ærtemarker og til en vis grad roemarker og kornmarker.

Annonce

Selv smalle linjeformede biotoper med permanent græs som f.eks. markskel og vejkanter huser småpattedyr og er vigtige forbindelseslinjer mellem egnede levesteder. Man kan selv få bekræftet de foretrukne levesteder ved at iagttage, hvor i landskabet de museædende rovfugle jager. Klarest ses det i vinterhalvåret, hvor tårnfalk, musvåge og fjeldvåge næsten udelukkende holder til i områder med permanent græs. Det er simpelthen kun her, musene er (figur 11-1).

De gunstige områder ligger som øer i landskabet, og især de mindre af dem rummer ikke altid faste bestande. I sådanne gunstige landskabsfragmenter kan mindre bestande af småpattedyr uddø ind imellem. Om områderne kan rekoloniseres, afhænger bl.a. af den enkelte arts spredningsevne, af afstanden til nærmeste større område med en bestand og af, om der er en forbindelseskorridor mellem det tomme og det beboede område.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Småpattedyr i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484659

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk