Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Flagermus

Oprindelig forfatter HBaa

Når det gælder flagermusenes brug af det åbne land og byerne, må man klart skelne imellem jagtbiotoperne og de steder, hvor de har dagkvarterer og overvintringskvarterer. Jagtbiotoperne er i princippet steder med mange insekter, men deres nærmere karakter varierer i øvrigt alt efter den enkelte flagermusarts jagtstrategi. Dagkvartererne skal være beskyttede steder, hvor ingen kan efterstræbe hverken de voksne flagermus eller ungerne. De findes fortrinsvis i bygninger eller i hule træer. Her behøver flagermusene ret konstante høje varmegrader under ungernes opvækst midt på sommeren.

I vinterkvartererne tilbringer flagermusene det ugunstige vinterhalvår i dvale med stærkt nedsat kropstemperatur svarende til omgivelsernes temperatur. Der er krav om uforstyrrethed og konstante lave plusgrader, for at dvalen ikke afbrydes. Vinterkvartererne kan være i bygninger, hule træer og underjordiske rum såsom kalkminer, slotskældre mv.

Jagt og føde

Flagermusene benytter ekkoorientering, også kaldet sonar. Under flugten udstøder de hele tiden korte ultralydsskrig, og ved hjælp af lydenes ekkoer fra omgivelserne kan de effektivt finde vej i mørket og finde og fange insekter. Med flagermusdetektorer kan man oversætte flagermusenes ultralyde til frekvenser, der er hørlige for os mennesker. Da der er forskel på arternes sonar, kan man med øvelse og forsigtighed lære at kende dem fra hinanden i felten. Af de 17 arter af flagermus, man kender fra nutidens Danmark, er det især 3, brunflagermus, skimmelflagermus og sydflagermus, der hyppigt jager over det helt åbne land. Det er arter med en kraftig og langtrækkende sonar. Også nordflagermusen har denne jagtadfærd, men arten er kun fundet en enkelt gang i Danmark i nyere tid.

Annonce

 FIGUR 11-17. Sydflagermusen er en af de arter, der også kan jage i det åbne land. Her ses den på et multiflashbillede. De svage, uskarpe rækker af lyse pletter stammer fra flyvende insekter.

FIGUR 11-17. Sydflagermusen er en af de arter, der også kan jage i det åbne land. Her ses den på et multiflashbillede. De svage, uskarpe rækker af lyse pletter stammer fra flyvende insekter.

Brunflagermus og skimmelflagermus bruger størstedelen af deres flyvetid, dvs. jagttid og „rejsetid“ fra sted til sted, i de fri luftmasser væk fra træer og andre genstande, der rager op i landskabet. De flyver som regel mellemhøjt til højt, dvs. fra 5-10 m til over 40 m’s højde. Jagten foregår, hvor der er ansamlinger af de foretrukne insekter. For disse to arter er det ligegyldigt, om jagten foregår over det åbne land eller over skov og sø. Ofte jager de over sø og å, ved skovbryn og hegn eller over parker, fordi der dér er flest insekter i de fri luftmasser. Men det er også disse to arter, man hyppigst finder midt ude over det helt åbne land. Begge arter tager mange forskellige insektgrupper, men brunflagermusen har en forkærlighed for store biller. Skimmelflagermusen tager især dansemyg, vårfluer, netvinger og bladlus; i sensommeren og efteråret stiger andelen af natsommerfugle.

Sydflagermusen (figur 11-17) er tættere knyttet til jagt langs skovbryn, hegn eller omkring store, enkeltstående træer, og den flyver hyppigere nær vegetationen og sjældnere i stor højde, men foretrækker mellemhøjderne fra 5 til 20 m. Den kan dog også jage i det helt åbne land, f.eks. over græsmarker, heder, klitter og strande. Føden består især af større biller, stankelben, bredtæger, myrer og i ringere grad natsommerfugle. De sværmende myrer fanges ofte ved en speciel flugtadfærd højt over landskabet.

Alle tre arter udnytter de store insektmængder, der i sensommeren og efteråret tiltrækkes af moderne vejlamper.

To arter, vandflagermus og damflagermus, bruger over 90 % af flyvetiden lavt over vandfladen på søer og åer. De resterende arter jager primært i eller nær skov eller i parker og parcelhushaver med større buske og træer. Arter som dværgflagermus, pipistrelflagermus og troldflagermus jager i åbninger mellem træerne, i lysninger, i skovbryn og langs hegn. De træffes også af og til i det helt åbne landskab. Frynseflagermus og langøret flagermus er „kratluskere“, der kan flyve tæt inde mellem træernes grene og stammer og langs mure. Når de skal krydse det åbne land fra én jagtbiotop til en anden, følger de hegn, alléer eller andre ledelinjer i landskabet. Over en helt åben flade flyver de den korteste vej og ofte lavt over jorden, muligvis for at have den bedst mulige „sonarkontakt“ med jord eller vegetation.

Yngleforhold

Om sommeren samles flagermusenes hunner i ynglekolonier på fra omkring 20 til flere hundrede, hvor hver hun føder og opfostrer en eller nogle gange to unger. Som opholdssteder for kolonierne vælges steder med den ro og varme, som ungerne behøver under opvæksten. Nogle arter som brunflagermus og vandflagermus har deres kolonier i hule træer, mens andre som skimmelflagermus og sydflagermus udelukkende benytter huse. En del arter kan både bruge huse og hule træer, f.eks. dværgflagermus og troldflagermus. I husene er det lofter og loftsudhæng til beboelseshuse, der som regel foretrækkes.

 FIGUR 11-18 (a). Skimmelflagermusens revirsang, som vi opfatter som nogle rytmisk gentagne „tik“-lyde, er i virkeligheden mere kompliceret opbygget. Diagrammet viser en sekvens på 3 „tik“-lyde. På spektrogrammet (figur 11-18b) ses det, at hvert „tik“ varer ca. 100 millisekunder og består af 6-7 FM (frekvensmodulerede) sweeps faldende i frekvens fra ca 30 kHz til ca 14 kHz (kilohertz), efterfulgt af et kompliceret skrig, der består af en FM-del med en kraftig CF(konstant frekvens)-“hale“ ved ca. 14 kHz. Det er først og fremmest denne „hale“, der høres af det menneskelige øre. Oscillogrammet (figur 11-18a) viser de enkelte skrigdeles amplitude.

FIGUR 11-18 (a). Skimmelflagermusens revirsang, som vi opfatter som nogle rytmisk gentagne „tik“-lyde, er i virkeligheden mere kompliceret opbygget. Diagrammet viser en sekvens på 3 „tik“-lyde. På spektrogrammet (figur 11-18b) ses det, at hvert „tik“ varer ca. 100 millisekunder og består af 6-7 FM (frekvensmodulerede) sweeps faldende i frekvens fra ca 30 kHz til ca 14 kHz (kilohertz), efterfulgt af et kompliceret skrig, der består af en FM-del med en kraftig CF(konstant frekvens)-“hale“ ved ca. 14 kHz. Det er først og fremmest denne „hale“, der høres af det menneskelige øre. Oscillogrammet (figur 11-18a) viser de enkelte skrigdeles amplitude.

Der er et mønster i placeringen af ynglekolonierne i landskabet, som giver god biologisk mening. Det er energikrævende at flyve og jage insekter, og kolonierne er derfor placeret så tæt ved jagtbiotoperne som muligt. Næsten alle de kendte kolonier af dværgflagermus blev således fundet i huse med en afstand på under 100 m til skov, skovbryn eller park. Ligeledes blev flere hundrede kolonier af sydflagermus fundet i lidt større parcelhuse, villaer og ældre bygninger på landet – næsten alle i områder med ældre, parkagtig beplantning, eller nær skovbryn og hegn, som er artens foretrukne jagtbiotoper. Også de kendte ca. 200 kolonier af skimmelflagermus befandt sig i vid udstrækning i eller nær åbent terræn, som er artens foretrukne jagtbiotop.

De diegivende flagermusmødre er hårdt belastede med jagt og flugt frem og tilbage til ungerne i kolonien. Der kan være forskelle fra art til art, men det er livsnødvendigt for flagermusmødrene, at der er kortest mulig afstand mellem koloni og jagtområder.

 FIGUR 11-18 (b).

FIGUR 11-18 (b).

Storbyflagermusen

En efterårsnat i 1920 løste forskere fra Zoologisk Museum et mysterium ved Petri Kirke. Man havde længe diskuteret, hvorfra de mærkelige tikkende „nattelyde“ kom, som om efteråret hørtes over Københavns tage. Et resolut skud hagl op i mørket efter lyden medførte et styk nedfalden skimmelflagermus, han. Lige siden og på basis af mange fund har skimmelflagermusen været regnet for den typiske byflagermus. De tikkende lyde er hannernes revirsang, som de udstøder, mens de flyver omkring høje bygninger. I modsætning til sonaren er revirsangen så lavfrekvent, ca. 14 kHz, at den kan opfattes af mennesker (figur 11-18). Bygningerne er som regel også de steder, hvor begge køn overvintrer i dvale i revner og hulrum. Det er almindeligt for de fleste europæiske flagermus, at de parrer sig i starten af overvintringsperioden, og skimmelflagermusen er ingen undtagelse.

Det specielle ved skimmelflagermusen er altså, at den er en storbyflagermus. Men nyere forskning har vist, at det kun er i vinterhalvåret, at den er stærkt knyttet til storbyen. Sommeren tilbringes på landet, hvor de kendte ynglekolonier blev fundet i lave huse i det åbne land, i landsbyer eller storbyens udkant. Artens naturlige parrings- og vinteropholdssteder er spalter og hulheder i høje, lodrette klippevægge, og storbyens højhuse udgør en velegnet erstatningsbiotop. Det er vanskeligt at forestille sig, at arten har kunnet leve i Danmark, før der blev bygget større bygninger. I Danmark lever skimmelflagermusen især i det nordøstlige Sjælland med nærhed til større byer, og med „satellitbestande“ hist og her i resten af landet, bl.a. i Århus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Baagøe: Flagermus i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484653

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk