Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krybdyrenes biologi

Oprindelig forfatter KFog

Temperaturregulering

De fleste af vore krybdyrarter stræber efter at opnå en bestemt kropstemperatur et sted i omegnen af 30° C. Almindeligt firben foretrækker f.eks. en temperatur på 33°. Krybdyrene regulerer temperaturen ved at solbade eller søge skygge, alt efter omstændighederne, og sparer på den måde en masse energi i forhold til pattedyr, som holder kropstemperaturen oppe ved forbrænding. Derved kan et krybdyr klare sig med kun ca. 1/10 af den føde, som et pattedyr af samme størrelse har brug for.

Jo mindre dyret er, jo kortere tid er det om at blive varmet op, men jo hurtigere af køles det også igen. Vores mindste art, almindeligt firben, veksler derfor mellem korte perioder, ofte kun af nogle minutters varighed, hvor det skiftevis ligger stille for at solbade og kravler ud i omgivelserne for at søge føde. I relativt køligt vejr, f.eks. om foråret, vil mange firben færdes højst 25 m fra områdets bedste solbadeplads. Det kan f.eks. være en sten eller en træstamme i Solen. Her kan adskillige firben sidde ved siden af hinanden og udnytte varmeledningen fra underlaget op til en time ad gangen. Midt om sommeren kan firbenene derimod sagtens nøjes med at solbade i kortere tid på solbeskinnet vegetation, hvorved de er i stand til at sprede sig meget mere ud i terrænet. I varmt solskin om sommeren er deres problem snarere, om de kan undgå overophedning, f.eks. ved at søge ind i skygge, eller ved at kravle ned i huller i jorden.

TABEL 12-1. Føden hos almindeligt firben og markfirben i samme område i Mols Bjerge. Tallene angiver procent af det samlede antal byttedyr for hver art. Fra Kjærgaard Jensen, 1980.
Fødeemne39 almindelige firben27 markfirben
Snegle med hus1,52,0
Edderkopper37,19,5
Mejere3,62,0
Bænkebidere8,17,4
Skolopendre og tusindben0,12,7
Kakerlakker2,03,4
Græshopper2,517,6
Ørentvister1,56,8
Tæger3,02,7
Cikader13,72,0
Bladlus2,00
Sommerfugle04,1
Fluer og myg3,64,1
Biller3,610,8
Bier, humlebier, hvepse0,53,4
Barklus6,10
Sommerfuglelarver3,611,5
Andre insektlarver3,08,1
Ubestemte insekter1,00
Byttedyr i alt197148

Da krybdyrene er nødt til hele tiden at skifte mellem at blive opvarmet og at blive afkølet, finder man dem sjældent på steder med helt ensartet vegetation. Det er f.eks. en fejl at tro, at de bedste områder for hugorme er store, ensartede heder med masser af lyng. Tværtimod, på sådanne steder er hugorme sjældne. De findes hovedsagelig i randen af hederne, og man finder flere hugorme på små lyngstykker, der ligger mellem andre typer landskab, end på store hedeflader. I det hele taget har krybdyrene brug for et „mosaik-landskab“, hvor bevoksningen eller terrænet hele tiden veksler, f.eks. mellem sol og skygge, mellem høj og lav vegetation, mellem bare og bevoksede flader, mellem nordvendte og sydvendte skråninger eller mellem land og vand.

Annonce

Føde

De fleste krybdyr er rovdyr. Stålormen og firbenene lever af ret små byttedyr, især insekter. Et eksempel på firbenenes føde er vist i tabel 12-1.

Slangerne er derimod tilpasset til at kunne sluge større bytte, idet deres kæbeben er konstrueret på en særlig måde, der gør det muligt for dem at spærre munden meget vidt op.

Krybdyr forsyner sig med vand ved at drikke. Firben labber vand i sig med tungen omtrent ligesom pattedyr gør. Slanger drikker nærmest ved at suge vandet ind. Hvis der mangler egentligt ferskvand, kan de til nød nøjes med at slikke dug af planterne.

Formering

Som regel foregår parringen om foråret eller i forsommeren. Befrugtningen sker nogle måneder senere, mens æggene er på vej ned igennem æggelederne. Derefter dannes æggehviden og til sidst en læderagtig skal omkring æggene.

Når æggene er lagt, kræver de bestemte temperatur- og fugtighedsforhold. Der er som regel ikke vand nok i ægget til at dække fosterets behov, og ægget skal derfor have mulighed for at suge fugtighed fra omgivelserne. Det fungerer, hvis æggene ligger et stykke nede i jorden, typisk ca. 10 cm nede, hvor der er nogen fugtighed, eller i fugtigt plantemateriale.

Samtidig skal æggene have det varmt nok til, at udviklingen kan forløbe. Snogens æg kræver f.eks., at temperaturen næsten konstant ligger i området 25-30 °C. Markfirbenets æg skal nå op på lignende temperaturer i dagtimerne. Markfirbenet er meget afhængigt af, at jorden over æggene virkelig varmes op af Solen. Der skal kun være ganske tynd vegetation, som holder lidt på fugtigheden og sikrer mod overophedning.

Hvis jorden f.eks. blot er dækket af mos, kan det sænke temperaturen omkring æggene med ca. 3 °C i forhold til bar jord, hvilket kan være passende. Men hvis jorden er dækket af græs eller lignende vegetation, kan det sænke temperaturen med ca. 12 °C, og det er for køligt. Det kan æggene ikke overleve, og markfirbenet er derfor meget afhængigt af, at det kan finde steder med bar eller næsten bar jord, hvor æggene kan graves ned.

Det almindelige firben, stålormen, hugormen og glatsnogen har løst disse problemer ved at beholde æggene i længere tid inde i sig. Hunnen opsøger steder med passende varme, og her opholder den sig i lange perioder, hvor den blot ligger passivt og lader solvarmen „udruge“ æggene. Når fosterudviklingen er afsluttet, bliver æggene så lagt på jorden, og ungerne bryder straks ud af æggeskallen. I en vis forstand føder hunnen altså levende unger, og det almindelige firben kaldes også „levendefødende firben“.

Ulempen ved dette system er imidlertid, at det kan knibe for hunnen at tage føde nok til sig i eftersommeren i tiden efter fødslen til at genopbygge sine fedtdepoter, og i så fald er den endnu ikke klar til at parre sig næste forår, men må springe en sæson over. De fleste hugormehunner parrer sig f.eks. kun hvert andet år (en hugorm i naturen lever op til ca. 10 år).

Hvis klækningen eller fødslen sker sent på sommeren, når ungerne måske ikke at tage føde til sig, inden de går i dvale. Ulykken er imidlertid ikke så stor, for de kan godt vente med at få deres første måltid til næste forår.

Overvintring

Krybdyrene klarer vinteren ved at ligge i dvale på frostfrie steder i jorden. De kan overleve ganske let frost; f.eks. overlever markfirbenet -1° og hugormen -2°. Nogle arter, f.eks. markfirbenet, er selv i stand til at grave gange ned i jorden. Andre, især slangerne, finder egnede hulrum, typisk i en dybde af ca. 50 cm. Dyrene overvintrer som regel flere sammen (flere individer og evt. også flere arter) på bestemte steder, der bruges år efter år. Hugorme benytter især hulheder, der befinder sig under sydvendte brinker, bakker og jernbaneskråninger, dvs. på steder, der varmes relativt hurtigt op i det tidlige forår, og som er tørre, så de ikke er udsat for, at hullerne fyldes af vand under forårets tøbrud. Samtidigt skal der være gode skjulesteder omkring indgangshullerne, f.eks. tæt krat. Ruiner af bygninger eller forrådskældre er ofte gode overvintringssteder for snoge.

Vandringer og koloniseringer

Opdeling af krybdyrenes levesteder i små adskilte områder vil isolere bestandene og forhindre kolonisering af nye levesteder.

Det kan f.eks. ske ved, at der i klit- og hedeområder plantes bælter af nåletræer på tværs af dyrenes mulige vandringsruter. Skovveje, markveje og vejkanter er formentlig vigtige spredningsruter. Skovveje mister værdi, hvis der plantes skyggende træer helt tæt ved kanten. Markveje kan gå tabt ved at de pløjes op. Vejkanter kan miste deres værdi ved at blive for friserede eller for smalle, eller ved at sydvendte vejskråninger plantes til.

 FIGUR 12-11. Vandringsruter igennem en sæson hos to snoge – en han og en hun – forsynet med radiosendere. Lokaliteten er i Skåne.

FIGUR 12-11. Vandringsruter igennem en sæson hos to snoge – en han og en hun – forsynet med radiosendere. Lokaliteten er i Skåne.

Hvis spredningsvejene blokeres, bliver førhen sammenhængende bestande opdelt i mindre enheder uden indbyrdes forbindelse. Det gør dem sårbare. Man har f.eks. konstateret, at en meget isoleret hugormebestand i Skåne blev ramt af så kraftig indavl, at bestanden vanskeligt kan formere sig.

Derudover er slangerne i særlig grad afhængige af at kunne foretage vandringer i terrænet. I løbet af året vandrer de imellem flere lokaliteter: De overvintrer ét sted, parrer sig et andet sted, har sommerophold et tredje og føder unger/lægger æg et fjerde sted. Dyrene er trofaste mod de samme steder år efter år, og hvert individ har sin egen foretrukne vandringsrute, som det formentlig bruger hvert år. Afstanden mellem overvintringssted og sommeropholdssted er typisk under 1 km, men den kan i særlige tilfælde være så meget som 3 km (figur 12-11).

Om sommeren opholder snoge sig meget i stendiger og levende hegn, der samtidig fungerer som vandringsveje. Om hugorme ved man, at udvandringen til sommerområdet så vidt muligt foregår langs linjer i landskabet, dvs. skovbryn, hegn, grøfter og diger; dyrene vandrer sjældent over åbent terræn, hvor de er frit synlige, og helst ikke igennem tæt skov.

Selv om hugorme udmærket kan vandre langt, så går det ofte trægt for dem at kolonisere et nyt område. Både parringen og fødslen af ungerne sker som regel i nærheden af overvintringsstedet, og det vil sige, at de nye generationer bliver ved med at holde til ved samme overvintringssted som forældrene. To bestande kan f.eks. holde til ved hver sit overvintringssted blot 500 m fra hinanden, næsten uden at komme i kontakt med hinanden. Kun ret sjældent vil der være „overløbere“ der opsøger nabobestandens parringsområde.

Hvis der opstår meget velegnede levesteder med rigelig føde, kan det ske, at hugormene foretrækker at udvandre til det nye område og også tilbringe vinteren der. Når de så får afkom, vil afkommet være præget på det nye sted.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kåre Fog: Krybdyrenes biologi i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484680

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk