Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De brune frøer deler landskabet imellem sig

Oprindelig forfatter KFog

Der er også andre forhold end klimaet, og lokale tilpasninger, der bestemmer forekomsten af den ene eller den anden art. Landskabet spiller også ind, men umiddelbart kan det være svært at se hvordan. Alle tre arter af brune frøer kan f.eks. trives udmærket i skove, og de kan også alle tre trives i landbrugslandet eller langs kysten. Spidssnudet frø er særlig karakteristisk for sandede og næringsfattige egne, f.eks. i hedemoser, mens springfrøen er særlig karakteristisk for den lerede jordbund i Østdanmark. Men det kan også være omvendt – springfrøen kan også findes i sandede plantager, og den spidssnudede på leret jordbund.

Der er kun få steder i Europa, hvor alle tre arter forekommer sammen, og derfor er netop Danmark et godt område at studere deres indbyrdes forhold. Efter grundige analyser er vi i Danmark nået frem til den teori, at den vigtigste forskel mellem arterne drejer sig om, hvor langt de spreder sig væk fra det vandhul, de yngler i. Som eksempel kan vi tage en mose nær Roskilde på Sjælland. Undersøgelser her bekræfter, at selv om ungerne af de to arter går på land samtidig, så spreder de butsnudede sig hurtigere ud i terrænet end de spidssnudede. Det fremgår af, at andelen af butsnudede stiger blandt de små frøer, jo længere væk man er fra vandkanten (figur 12-4).

Hvad det betyder, er illustreret i figur 12-5. Øverst (a) ses et ynglevandhul markeret med „Y“, og omgivelserne er hele vejen op i terrænet velegnet for frøerne. I de øvrige diagrammer (b, c og d) er dele af omgivelserne blevet dyrket op.

Annonce

 FIGUR 12-4. Forekomsten af små frøer, der lige er gået på land fra en mose vest for Roskilde. Figuren viser fordelingen af unger af but- og spidssnudet frø på en brakmark i forskellig afstand fra vandkanten d. 12. juli 1998.

FIGUR 12-4. Forekomsten af små frøer, der lige er gået på land fra en mose vest for Roskilde. Figuren viser fordelingen af unger af but- og spidssnudet frø på en brakmark i forskellig afstand fra vandkanten d. 12. juli 1998.

Arternes bevægelsesmønstre

Den spidssnudede frøs unger går typisk på land lige efter sankthans. De hopper omkring i sumpen eller det fugtige græs tæt ved vandhullets bred og fanger insekter her. Lidt efter lidt, i løbet af den næste måneds tid, vandrer de nogle hundrede meter længere ind i land. Det fungerer bedst, hvis der er egnet terræn til dem hele vejen fra vandkanten og indefter.

Ungerne af den butsnudede frø går på land nogenlunde samtidig. De bevæger sig lidt hurtigere ind i land, så de hurtigt kommer til områder, hvor alle de små insekter ikke allerede er blevet ædt af andre små frøer. Hvis de skal passere et 300 meter bredt ugæstfrit terræn, så kan de godt det.

Endelig er der springfrøens unger. De går som regel på land nogle uger senere end de to andre arter. De er relativt store, har lange ben og bevæger sig meget omkring. De bliver ikke langs vandkanten, men vandrer straks ind i land. I løbet af få dage eller uger kan man finde dem 500 m eller sågar 1 km borte fra vandhullet. De opsøger især skove, men også andet udyrket terræn kan bruges.

 FIGUR 12-5 (a). Udvandringen af nyforvandlede frøer fra ynglestedet. Bred pil: mange individer; smal pil: få individer.

FIGUR 12-5 (a). Udvandringen af nyforvandlede frøer fra ynglestedet. Bred pil: mange individer; smal pil: få individer.

På denne måde kan de tre arter frøer dele terrænet imellem sig. Springfrøerne undgår f.eks. at skulle fange insekter i de områder nær ynglestedet, hvor de andre frøer allerede har taget for sig, fordi de hurtigt passerer igennem.

I et udyrket landskab med gode muligheder for frøer i alle afstande fra vandhullet (figur 12-5a) kan alle tre arter trives. Men som regel er en del af området ryddet og bruges til landbrug. Hvis der er bevaret sumpe og enge nær ynglestedet (figur 12-5b), er det spidssnudet frø, der trives nu. De andre arter vandrer for langt væk og kommer ud i ugæstfrie områder, hvor de dør. Det lykkes dem ikke at leve længe nok til at blive voksne og vende tilbage for at yngle.

Hvis der derimod dyrkes helt ud til vandkanten, og de udyrkede områder ligger pletvis hist og her i nærheden af vandhullet, så er situationen som i figur 12-5c. De spidssnudede frøer har besvær med at vandre hen over den første mark og når ikke frem til de gode områder. Det gør derimod de butsnudede frøer. De overlever og bliver voksne og vender nogle år senere tilbage til ynglestedet for at producere den næste generation af frøer.

Endelig kan det ske, at der ryddes store, sammenhængende marker. I stedet for et mosaiklandskab i lille skala får man et landskab med „store linjer“, hvor udyrkede områder, så som skove, ligger med stor indbyrdes afstand (figur 12-5d). Her er det kun springfrøerne, der vandrer langt nok og når frem til de egnede områder. De to andre arter omkommer, inden de når så langt. Derfor er det kun springfrøerne, der senere som voksne vender tilbage til vandhullet og producerer næste generation.

Arternes indbyrdes konkurrence

Ud over bevægelsesmønsteret spiller også konkurrencen mellem frøerne en rolle. F.eks. lever der ingen eller få springfrøer i områder med kilometervide eng- og mosestrækninger. Her trives de to andre arter åbenbart så godt, at de udkonkurrerer springfrøerne. omvendt kender vi også et eksempel på et område med mange vandhuller i Sydsjælland, hvor der i 1940'erne kun var but- og spidssnudede frøer. Senere indvandrede springfrøen til området, og samtidig med at den er blevet meget talrig, er de to andre arter blevet fåtallige, og de uddøde vistnok begge i begyndelsen af 1990'erne.

Arterne og landskabets udvikling

Landskabet i det sydlige og østlige Danmark har generelt udviklet sig i retningen fra a til d i figur 12-5. Først var det hele udyrket. Siden blev landskabet ryddet til landbrug, og det blev meget bart og åbent; de lavtliggende, vandlidende områder var endnu ikke drænede, men lå hen som enge og moser. Dette må især have gavnet spidssnudet frø.

Igennem de sidste to århundreder har man mere og mere drænet og opdyrket de lavtliggende arealer, samtidig med at landskabet er blevet mere tilgroet med trævækst, og der er opstået mange mergelgrave og tørvegrave spredt ud omkring i landskabet. Dette må især have gavnet butsnudet frø. I de seneste ca. 50 år er markerne blevet større og større, mange vandhuller er blevet fyldt op, og man har fået et landskab, hvor afstanden fra vandhullerne til de udyrkede områder ofte er meget stor. I sammenhæng dermed har det vist sig, at især spidssnudet frø er gået meget voldsomt tilbage i visse egne, mens springfrøen har klaret sig fint og endda er gået frem i nogle egne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kåre Fog: De brune frøer deler landskabet imellem sig i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484700

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk